Regeringsgrundlaget er tilbage i dansk politik: "Et kompromis mellem partier, der ikke helt stoler på hinanden"
Det kan lette samarbejdet, og det kan hænge regeringer ud. 'Regeringsgrundlag' har vokset sig til et centralt begreb i dansk politik. Her er en række ting, du måske ikke vidste om det svære dokument, der nu gør comeback i en meget vigtig rolle.
Efter tre års fravær er regeringsgrundlaget tilbage i dansk politik.
Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke (V) har landet en historisk aftale om en SVM-regering hen over midten i dansk politik. I 43 dage har de forhandlet det regeringsgrundlag, de onsdag præsenterede på Marienborg.
Det betyder samtidig, at regeringsgrundlaget er tilbage i den centrale rolle i dansk politik, som det de seneste årtier har haft.
Da Mette Frederiksen dannede sin smalle socialdemokratiske regering efter valget i 2019, var der nemlig ikke noget regeringsgrundlag. I stedet præsenterede S-regeringen og hele dens parlamentariske grundlag et fælles 'forståelsespapir'. Det var en nyskabelse på Christiansborg.
Men nu gør regeringsgrundlaget altså comeback.
En politisk forventningsafstemning
Et regeringsgrundlag er en formel programerklæring, hvori den nye regerings partier signalerer, hvor de vil hen i den kommende regeringsperiode.
I regeringsgrundlaget fra 2015 kunne man blandt andet læse, at Lars Løkkes V-regeringen ville indføre et moderne kontanthjælpsloft. Og i SRSF-regeringsgrundlaget fra 2011 kan man læse, at regeringen vil afholde en folkeafstemning om flere af Danmarks EU-forbehold.
Men udover at signalere regeringens hensigter udadtil til befolkningen og medierne, har regeringsgrundlaget også en intern funktion, som måske er vigtigere end den eksterne.
Regeringsgrundlaget er nemlig også en forventningsafstemning mellem regeringens partier. Og derfor har regeringsgrundlag også fået en særlig position i det danske system, hvor størstedelen af regeringerne gennem tiden har været koalitionsregeringer.
Og denne gang har forhandlingerne om regeringsgrundlaget været endnu mere centrale end normalt. Det fortæller lektor i politologi ved Roskilde Universitet Flemming Juul Christiansen.
"Fordi det er en flertalsregering, er regeringsgrundlaget meget vigtigt. Det betyder, at regeringsgrundlaget ikke bare er det, regeringen vil, men også det den må formodes at gøre," forklarer lektoren.
Nyskabelse i dansk politik
Et regeringsgrundlag er altså hverken parlamentarisk eller juridisk påkrævet, ej heller bindende. Og det er da heller ikke før 1993, at formuleringen af et regeringsgrundlag bliver kutyme i dansk politik.
Det første regeringsgrundlag blev formuleret på krav fra Marianne Jelved, da Radikale Venstre gik i regering med Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne og Kristendemokraterne i 1993.
Jelved har tidligere fortalt, at kravet udsprang af en frustration over ikke at besidde nogen klar samlet idé om indholdet og retningen for den politik, hun skulle forsvare i Folketinget som formand for den radikale folketingsgruppe under KVR-regeringen fra 1988 til 1990.
Men selvom regeringsgrundlaget fra 1993 betragtes som det første af sin slags, så har der dog været få eksempler på politiske hensigtserklæringer tidligere i historien.
Da Socialdemokratiet og Radikale Venstre dannede den første koalitionsregering i 1929, formulerede parterne erklæringen "Arbejdsprogram". Heri havde partierne nedskrevet de politiske tiltag, som begge kunne tilslutte sig. Omfanget var blot 200 ord, og det var ikke før 1964, at programmet blev offentliggjort.
Flemming Juul Christiansen har sammen med professor ved Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen undersøgt regeringsgrundlagene gennem tiden (se tabel nederst i artiklen). Deres opgørelse viser, at mellem fire og seks regeringer har formuleret et regeringsgrundlag mellem 1929 og 1993. Men kun tre af disse har været offentliggjort. Heraf var den ene offentliggørelse end ikke tilsigtet.
Ikke blot er regeringsgrundlagene blevet regelmæssige. Deres omfang er også vokset markant. Fra omkring 200 ord i "Arbejdsprogram" fra 1929, over 4.130 ord i "En ny start" fra 1993, til 26.654 ord i "Et Danmark der står sammen" fra 2011.
Det gør SRSF-regeringens grundlag til danmarkshistoriens hidtil længste. Seks en halv gange større end regeringsgrundlaget fra 1993.
Regeringsgrundlag har flere formål
At regeringsgrundlagene er vokset så markant i omfang, har flere forklaringer, fortæller lektor ved Roskilde Universitet Flemming Juul Christiansen.
"Et regeringsgrundlag er først og fremmest et kompromis mellem partier, der ikke helt stoler på hinanden. Og regeringsgrundlaget kan derfor bruges til at holde partierne op på de ting, de har lovet hinanden," siger han.
Det var blandt andet tilfældet under Fogh-regeringen, hvor regeringsgrundlaget afværgede samarbejdsvanskeligheder mellem Venstre og Konservative:
"Hvis Anders og jeg var uenige om noget, så slog vi op i det, vi havde skrevet under på i regeringsgrundlaget. Det var regeringens køreplan. Færdig. Slut." Det fortalte tidligere formand for Konservative Bendt Bendtsen til Information i 2012.
Men omfangsrige og detaljerede regeringsgrundlag kan imidlertid også indikere, at parterne har haft svært ved at nå til enighed, siger Flemming Juul Christiansen:
"Det kan godt være lidt et paradoks. For man kan jo godt forestille sig, at hvis de har svært ved at blive enige om ting, så vil de også have svært ved at putte noget i regeringsgrundlaget," siger lektoren og tilføjer:
"Men det kan godt virke omvendt: at netop fordi man har svært ved at blive enige, så bliver man nødt til at skrive de ting ned, som man ikke bare kan overlade til de enkelte ministre."
Regeringsgrundlaget bliver dermed også et detaljeret styringsredskab for regeringsførelsen på flere niveauer, hvilket især Anders Fogh Rasmussen (V) er blevet anklaget for at udnytte. Ved Foghs tiltrædelse som statsminister fordoblede han regeringsgrundlaget til 11.119 ord mod 5.623 ord i 1998.
Flemming Juul Christiansen mener dog, at regeringsgrundlaget frem for alt skal bruges til at vise borgerne, hvad regeringen "dur til":
"Man siger: 'Det er det her, vi vil'. Og så bagefter kan man sige: 'Det er også det, vi har gjort'. Så kan man hævde, at man har opnået noget som regering."
Hvo intet vover, intet vinder
Men netop regeringens åbenhed om sine politiske målsætninger kan ende i en løftebruds-diskussion, som det var tilfældet efter 2011 med SRSF. De diskussioner var noget af der, det fik Enhedslisten til at kræve et fælles 'forståelsespapir' for igen at være støtteparti for Socialdemokratiet i 2019.
Flemming Juul Christiansen påpeger dog, at risikoen for løftebrudsbeskyldninger er en del af hele pointen med at lave et regeringsgrundlag:
"Når regeringspartier forsøger at binde hinanden, fordi de ikke stoler fuldstændig på hinanden, så er det samtidig, fordi det gør ondt, hvis man ikke gør, som der står i regeringsgrundlaget. Man sætter sin egen troværdighed på spil ved at skrive ting ind i regeringsgrundlaget. Og hvis det så ikke bliver til noget, så gør det ondt på én selv," siger lektoren.
"Så er det så spørgsmålet, om man vil prøve at lære lidt af det, og måske ikke sætte lige så meget på spil. Men hvis de ikke tør vove noget, så vinder de heller ikke noget, når regeringsgrundlaget forhandles," slutter lektoren.
Denne artikel er blevet bragt på Altinget i en tidligere udgave efter valget i 2015 og 2019.
Altingets tidligere medarbejder Nikita Selvig bidrog til den første udgave af artiklen.
Efter 10 år med EU borgerinitiativ har civile aktører fået et nyt redskab. Hr. og fru Jensen er stadig milevidt fra indflydelse i EU
Skattestop, FE-kommission og et farvel til en helligdag: Det vil den nye regering
