Mellemfolkeligt Samvirke: Der er andre veje til indflydelse end public affairs-bureauer

”Alt for får ngo’er er vågnet op til den skærpede konkurrence om indflydelse. Tiden, hvor man som interesseorganisation eller ngo automatisk kan forvente politisk indflydelse, er forbi,” skriver Benny Damsgaard, direktør og partner i Public Affairs bureauet ConXus, i et indlæg her i Altinget 6. oktober.

I sit indlæg nævner Benny Damsgaard specifikt Mellemfolkeligt Samvirke.

Derfor en helt overordnet betragtning - det er ikke så overraskende, at en direktør i et Public Affairs firma mener, at den eneste vej til indflydelse går gennem insider politik. Men det er jo åbenlyst forkert, hvis man ser på civilsamfundets rolle. 

For det første kan man spørge, hvorfor Benny Damsgaard tror, at vi kun laver demonstrationer i Mellemfolkeligt Samvirke.

Vi har dialog med politikere og andre aktører på tværs af det politiske spektrum, og vi har dygtige medarbejdere, som er ansat til netop den opgave, der både har netværk, politisk næse og erfaring.

Men det er selvfølgelig ikke så synligt, og det er rigtigt, at vi ikke betaler lobbyvirksomheder for at gøre det for os.

Historien husker folkeligt engagement

Hver eneste gang, vi laver en kampagne, er politisk interessevaretagelse en vigtig følgesvend for at øge muligheden for indflydelse. Den politiske dialog tager vi på tværs af partierne og går apolitisk til værks.

{{toplink}}

Det er dog vores erfaring, at kampagner og politisk interessevaretagelse i samspil i langt højere grad øger muligheden for indflydelse, og vi har flere eksempler på, at det særligt var kampagner og mobilisering af borgere, der førte til konkrete lovændringer. 

Men mere grundlæggende er det en meget fattig og historieløs forståelse af politisk forandring at mene, at den kun sker på Christiansborgs gange.

De fleste af de store skift, vi har set historisk - kvinders stemmeret, arbejdstagerrettigheder, miljølovgivning, etableringen af udviklingsbistand - er jo netop kommet gennem folkeligt engagement og mobilisering.

Faktisk kan man omvendt sige, at opdyrkelsen af et lukket kredsløb af lobbyister, spindoktorer og politikere på borgen er en af grundene til, at vi ser en stigende mistillid til demokratiet.

Demonstrationer skaber dialog

Mange af de største sejre, civilsamfundet har vundet de seneste år, har været, når vi er gået uden om dette kredsløb og har brugt folkeligt engagement til skabe nye politiske virkeligheder.

Se bare på samtykkeloven, hvor folkelig mobilisering og politisk interessevaretagelse førte til en lovændring. Eller tag klimavalget i 2019.

Her var det en bred alliance af civilsamfundsorganisationer og folkelige bevægelser, der inden for få måneder fik klimaløftet op som vælgernes førsteprioritet og opnåede en bred politisk opbakning til en klimalov, der få måneder tidligere ville have været utænkelig på Christiansborg. 

Nu rejser mange danske politikere rundt og fortæller, at de har vedtaget den "mest ambitiøse klimalov i verden".

Men det var mobilisering af titusindvis af unge og gamle ude på Christiansborgs Slotsplads og rundt om i landet, som blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke var med til, der skabte det politiske pres til at gøre det.

Det vigtigste skete måske ikke en gang på Slotspladsen.

For når folk gik hjem fra demonstrationerne og tog samtaler om middagsborde, i skolen og på arbejdspladser skabte det grundlaget for at ændre holdninger over tid.

Når politikere som Peter Skaarup (DD) siger, at det er snakke med hans egne børn, der har ændret hans syn på klimaet, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget fattigere vores demokrati ville være, hvis det var Benny Damsgaard, der i stedet skulle betales for at tage den snak med Peter Skaarup på vegne af hans datter. 

Så nej, det er ikke alle demonstrationer, der ændrer holdninger på Borgen. Nogle tager tid. Nogle lykkes aldrig. Men nogle af dem er med til at ændre Danmarkshistorien, og det er jeg er faktisk meget godt tilfreds med, at vi kan bidrage til. 

{{toplink}}

debat@altinget.dk