Kulturens pengestrømme løber langsomt

Når Nordjyllands kunstmuseum Kunsten i Aalborg fra lørdag den 23. januar viser den pakistanske billedkunstner Imran Qureshis udstilling ”Idea of Landscape” er det samtidig dagen, hvor nordjyder og andre kunstinteresserede kan opleve effekten af 155 millioner kroner. Det er nemlig det beløb, som er lagt i den omfattende restaurering af Aaltos unikke bygning fra 1972. En bygning i international klasse, som i dag er fredet.

Alene ville museet ikke have været i stand til at rejse så mange penge. Moderniseringen af det statsanerkendte kunstmuseum er realiseret – ikke gennem statslige midler, som man måske skulle tro, men takket være filantropisk kapital og kommunale skattekroner. Giverne – eller de kulturelle investorer om man vil – er A.P. Møller Fonden, Det Obelske Familiefond, Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, Købmand Herman Sallings Fond og Aalborg Kommune.

Synligt og usynligt
Det er ikke givet, at de besøgende på lørdag vil kunne se, hvad de mange penge er gået til. Synligt helt nyt er det 600 kvadratmeter store udstillingsrum, hvor besøgende fremover kan opleve kunstværker, der af klima- og lystekniske grunde ikke før har været muligt at udstille. Synlig er også børnenes værkstedsrum, den nyistandsatte café og husets nyistandsatte ydersider.

Blandt de mere usynlige forbedringer er investeringerne i energibesparende ventilations- og klimaanlæg og det sikkerhedsklima, der skal beskytte mod brand og tyveri. Alt sammen foranstaltninger som er grundforudsætningen for, at Kunsten også i fremtiden kan rumme udstillinger af høj international standard.

Det er ikke første gang, at fremsynede kunstinstitutioner har taget den lange tur rundt til fonde og politikere for at skaffe penge til at renovere kulturens bygninger. Kravene til sikkerhedsinstallationer, klimastyring og publikumsfaciliteter i verdensklasse vokser og det samme gør presset på kulturens donorer.

Langsomme pengestrømme
Da Poul Erik Tøjner i 2000 satte sig i direktørstolen på det private kunstmuseum Louisiana i Nordsjælland, lagde han som det første en plan for at fremtidssikre Louisianas bygninger i forhold til blandt andet klima og sikkerhed, ligesom museets østfløj trængte til en kraftig istandsættelse. Louisiana havde oplevet at få afslag på at vise internationale udstillinger på grund af de bygningsmæssige forhold. Der var derfor ingen tvivl om, at landets førende museum for samtidskunst ikke kunne fastholde sin internationale placering uden disse tiltag.

På trods af de åbenlyse bygningsmæssige mangler, skulle det vise sig at være en lang og sej proces at skaffe pengene. Især var det svært for den selvejende institution at få penge fra staten. I sommeren 2003 rapporterede Berlingske, at nu var det lykkedes at rejse 105 millioner filantropiske fondskroner, mens Kulturministeriet ikke kunne love ”noget som helst”.

Heldigvis viste flere fonde stor sympati for projektet - i begyndelsen af 2004 var donationerne vokset til 150 millioner. Sideløbende arbejdede Louisiana-direktøren ihærdigt på at overtale Kulturministeriet til også at bidrage. Og i marts 2004 kunne man læse i Dagbladet Information, at daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) gerne ville honorere Louisianas ”flittige fundraising hos en række private fonde”, og at staten derfor helt usædvanligt kom med 30 millioner kroner til moderniseringen.

Resten er historie, som man siger. I dag er Louisiana blandt de ledende kunstmuseer i verden. Og er i øvrigt i stand til at udlåne værker fra museets samling til en række museer rundtom i Danmark. Fra den 23. januar således også til Kunsten i Aalborg. I anledning af genåbningen har det nordsjællandske kunstmuseum nemlig udlånt en række værker til ’kusinen’ i Nordjylland.

SOB-effekten
Det er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed, om de pågældende fonde og politikere har lyttet til den amerikanske guru og professor Richard Florida. Det er ham, der igennem et tiår har argumenteret for, at byer og regioner bliver økonomisk bedre stillet af at investere i kulturaktiviteter. Ikke alene tiltrækker det købedygtige mennesker – det bidrager generelt til regionens økonomiske vækst, skaber flere arbejdspladser og højner uddannelsesniveauet, mener Florida. For nylig beskrev han endnu en undersøgelse, der påviser sammenhængen mellem antallet af kulturinstitutioner i en by og byens generelle økonomiske vækst. SOB-effekten kalder han den effekt, som tilstedeværelsen af for eksempel symfoniorkestre, operahuse og ballethuse, har på byernes økonomiske vækst.

Rugbrød eller flødeskum?
Det er de færreste kunst- og kulturmennesker, som holder af at tale om penge. Derimod er det almindeligt at omtale kunsten som enten ’flødeskum eller rugbrød’ – underforstået, at hvis man kun betragter kunsten som flødeskum, overser man, at kunst er en basal nødvendighed for et samfunds identitet og selvværd. Udfordringen er blot, at hvis ikke kulturens mennesker tilegner sig indsigt i kulturens pengestrømme, er det svært at eksistere – uanset om man er statsanerkendt eller ej.

Filantropiske pengestrømme
Pengestrømmen fra private donorer til statsanerkendte museer har været i kraftig vækst gennem de seneste år. I 2014 bragte dagbladet Politiken en serie om samspillet mellem kulturliv og fonde. Tal fra Kulturstyrelsen viste, at private fondes bidrag til statsanerkendte museer i perioden 2009-2013 er steget med 74 procent. Intet kunstmuseum er i stand til at overleve uden de filantropiske pengestrømme, men spørgsmålet er, om de private fonde også i fremtiden vil investere i kulturelle mursten.

Vil der stadig være penge til mursten?
Noget tyder på, at store og betydende filantropiske spillere som A.P. Møller Fonden og Realdania de seneste år har skiftet retning og fremover vil donere flere penge til at løfte kvaliteten indholdsmæssigt fremfor at give penge til mursten. Hvor A.P. Møller-Fonden tidligere har bidraget med store beløb til byggerier – som Kunsten i Aalborg - er der tegn på, at uddelingerne er i færd med at gå andre veje. Et eksempel er den milliardstore donation til at løfte kvaliteten i undervisningen i den danske folkeskole. Og hvor Realdania tidligere har støttet byggerier som Musikkens Hus i Aalborg og muliggjort ’regnbuen’ over kunstmuseet ARoS i Aarhus, har de senere års filantropiske pengestrømme bevæget sig andre steder hen.

Refleksion og diskussion efterlyses
Ikke mindst i en tid, hvor der er pres på samfundets ressourcer, må fondsbestyrelser og politikere foretage prioriteringer – også nogle af dem, der gør ondt. Spørgsmålet er, hvad kan vi undvære, og hvad skal vi have plads til? Især af det, vi ikke kan se med det blotte øje, men blot fornemme – en rar atmosfære, et sted til eftertænksomhed, en dynamisk motor i vores samfund. Den diskussion og refleksion er vi nødt til at tage. Initiativer efterlyses hermed.


Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

debat@altinget.dk