Friluftsrådet: Korte høringsfrister svækker demokratiet

DEBAT: Regeringens forslag om at halvere høringsfristerne fra otte til fire uger er "dybt bekymrende", skriver formand for Friluftsrådet, Lars Mortensen, som kalder stramningerne et demokratisk problem for foreningslivet.

Af Lars Mortensen
Formand, Friluftsrådet

Regeringens vækstudspil "Vækst og udvikling i hele Danmark" indeholder forslag om at effektivisere den offentlige høring af sager, der vedrører kommune- og lokalplanlægning. Friluftsrådet er voldsomt bekymrede over dette forslag.

Regeringen foreslår, at høringsfristerne halveres fra otte til fire uger, og i enkelte tilfælde skæres fra otte helt ned til to uger. Miljø- og planlægningsområdet er langt fra det eneste område, hvor høringsfristerne strammes til det uanstændige, og de korte høringsfrister udgør et væsentligt demokratisk problem for foreningslivet.

Dybt bekymrende
Mange af Friluftsrådets 86 medlemsorganisationer har brug for indflydelse på planlægning af deres lokalområder. Naturområder, faciliteter som broer og havne eller adgangsveje har ofte afgørende betydning for deres muligheder for at dyrke deres aktiviteter.

Med de korte høringsfrister bliver det svært for de frivillige foreningsfolk at nå at opsøge tilstrækkelig viden, koordinere og formulere høringssvar med respekt for de demokratiske strukturer og med kvalitet, så de reelt kan bruges af myndighederne som indspil i processen.

Det er dybt bekymrende, at den demokratiske dialog og for den sags skyld kontrol, som ligger i, at borgerne og interesseorganisationerne kan forholde sig til nye lokalplaner eller lokalplantillæg, skæres væk, eller at fristen er så kort, at der ikke er fair rammer for dette vigtige demokratiske element.

Indskrænkning af foreningslivets handlemuligheder
Den demokratiske dannelse, som borgerne opnår gennem foreningsarbejdet, plejer ellers at blive fremhævet som noget, vi er stolte af i Danmark. Derudover er det fastlagt i Århuskonventionen, at offentlighedsprocedurerne skal have rimelige tidsrammer for de forskellige faser, der tillader rimelig tid til at informere offentligheden og til, at offentligheden kan forberede sig på og opnå reel deltagelse under hele miljøbeslutningsprocessen.
 
Det undrer mig, at regeringen på den ene side siger, at de vil give frivillige foreninger bedre vilkår, og på den anden side begrænser deres muligheder for at blive hørt og have indflydelse på de forhold, der vedrører dem og deres interesser.

Jeg mener, at det er noget, alle foreninger bør være opmærksomme på, når forslagene behandles i den kommende tid. Vi må sammen advare imod denne indskrænkning af foreningslivets handlemuligheder og demokratiske indflydelse!

Forrige artikel SF: Civilsamfundet skal give uledsagede flygtningebørn en god start SF: Civilsamfundet skal give uledsagede flygtningebørn en god start Næste artikel Kulturens pengestrømme løber langsomt Kulturens pengestrømme løber langsomt