Johanne Dalgaard: Højskolerne kan knække stresskurven blandt unge

Foruroligende mange unge i Danmark trives dårligt i tilværelsen. De er stressede, depressive, sårbare, viser undersøgelse efter undersøgelse.

Årsagerne er selvfølgelig mange. Vi lever rigtig nok i usikre tider med lurende klimakatastrofe og tektoniske skift i globale magtstrukturer, der truer stabiliteten i vores ellers så trygge liberaldemokratiske samfund. Der hviler et tungt åg på den kommende generations skuldre, allerede inden den har haft en chance for at blive voksen.

Og så er der de krav, som konkurrencestaten stiller. Man skal skynde sig. Man skal tage den uddannelse, man skal hvile i de valg, man har truffet, man skal udvise robusthed, man skal ikke se sig tilbage, man skal bare videre og frem.

Man skal have sit diplom, så man kan indtage sin plads som et anvendeligt, dydigt lille tandhjul i samfundsmaskineriet. Hvis man vil drømme stort, må man drømme om at blive en succesfuld "iværksætter" og score kassen.

I nyttemoralens guldalder er begreber som dannelse, viden og indsigt ikke i sig selv noget, der regnes for værdifuldt. "It does not matter what you know, what matters is how clearly others can understand what you know", som der stod på den velkomst-slide, der mødte mig, da jeg som nyuddannet mødte op til Linkedin-kursus i Akademikernes A-kasse.

Det er midt i denne tidsånd, at højskolebevægelsen i denne uge fejrer sit 175-års jubilæum. For mit eget vedkommende har højskolevæsenet med sit projekt om oplysning og fællesskab og frihed til fordybelse spillet en kæmpestor rolle for min evne til at finde en gangbar vej ind i voksenlivet.

Som barn kom jeg på Askov Højskole og den nu hedengangne Esbjerg Højskole, hvor min far underviste unge mennesker i journalistik, og sugede begærligt indtryk til mig fra sangbøger og foredrag.

I 9. klasse tog jeg på efterskole, som vel er en slags lillebror til højskolen, og lærte, hvordan man indgår i et fællesskab, hvordan man tager ansvar for sig selv og sine omgivelser, hvordan man betjener en industriopvaskemaskine – og hvordan man kan tilegne sig viden sammen, uden at det hele tiden bærer præg af konkurrence.

Efter gymnasiet brugte jeg min børneopsparing og de penge, jeg havde tjent ved at arbejde på en kagefabrik, på at købe mig selv fem måneders ophold på Testrup Højskole. Jeg læste en masse bøger og testede mine evner for at skrive, mens jeg sammen med 100 andre unge, forvirrede mennesker svælgede i min tvivl om, hvad jeg skulle stille op med mit liv.

Det var en kæmpe gave at få lov at være til stede i den tvivl. At få lov at læse – skønlitteratur, samfundsteori, filosofi – bare fordi det interesserede én og ikke, fordi det stod på pensumlisten. At tale om alt det, der optog én, uden at man behøvede at anstrenge sig for at præstere et eller andet, gøre sig fortjent til et eller andet, bevise et eller andet.

Hvis jeg skulle give ét universalråd til unge, der er i tvivl og fortvivler, ville det nok være dette: Tag dig med magt den tid, som uddannelsessystemet ved manipulation og sindrige snubletråde forsøger at nægte dig.

Træf præcis nul afgørende beslutninger om fremtiden, før du har haft en timeout fra institutioner og systemer og haft lejlighed til at beskæftige dig med lige netop det, du har lyst til, i en længere, sammenhængende periode. Tag på højskole.

Problemet med det råd er selvfølgelig, at sådan et højskoleophold i dag er et frirum, som det primært er middelklassens privilegerede børn forundt at få del i. Det er synd, ikke mindst med tanke på den brede folkelige forankring, som højskolernes oprindelige oplysningsprojekt havde.

Og måske behøver det ikke at være sådan. Måske man fra politisk hold faktisk skulle overveje, om ikke højskolevæsenet har en oplagt rolle at spille i det bredere arbejde med at give unge mennesker selvtilliden og modet og glæden tilbage.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.