Folkekirkens Nødhjælp: Det er ikke selvcensur at være ordentlig og saglig

I et debatindlæg på Altinget skriver Eva Svavars fra Lead Agency "[…] at civilsamfundet udøver selvcensur af frygt for, at ytringer kan true deres indflydelse og eksistens."

Jeg er ikke enig med Eva Svavars i den betragtning, slet ikke når det gælder den danske udviklingssektor.

Jeg mener, at vi forvalter vores dobbelte formål som uvildige og kritiske vagthunde og tætte samarbejdspartnere med myndighederne ganske fornuftigt. Uden frygt.

I tæt samarbejde med Udenrigsministeriet, herunder Danmarks ambassadører, men også danske virksomheder, fagforeninger, interesseorganisationer et cetera forvalter danske ngo'er årligt over en milliard kroner ud af den samlede udviklingsbistand på 20 milliarder kroner.

Sammen har vi et fælles ansvar for at få skabt de bedste rammer for de danske indsatser i verdens brændpunkter, hvor millioner af mennesker kæmper for at overleve.

Ngo'er tør at råbe

Samarbejdet fungerer for det meste upåklageligt, og jeg oplever en stor gensidig respekt mellem embedsværket, politikere, civilsamfundet og andre involverede aktører. Og respekten er vigtig for at få samarbejdet og vores fælles ambitioner til at lykkes.

Derfor giver det heller ikke mening at bekrige hinanden med polemiske 'provokationer', som Eva Svavars efterlyser i sit indlæg i debatten.

Ikke fordi vi i civilsamfundet er bange for at miste 'indflydelse' eller 'finansiering', men fordi samarbejdet bliver bedst, hvis man opretholder respekten for hinanden.

Det betyder dog ikke, at ngo'erne lægger låg på sig selv. For på den anden side står Folkekirkens Nødhjælp og resten af ngo-branchen altid klar til at råbe vagt i gevær, hvis det politiske system svigter mennesker i verdens mest udsatte områder.

Jeg oplever for eksempel ikke, at vi i Folkekirkens Nødhjælp holder igen, når vi råber op om behovet for flere bistandskroner til verdens glemte kriser — som for eksempel Sudan eller DR Congo.

Jeg oplever heller ikke, at vi holder igen, når vi presser regeringen til at opfordre til våbenhvile i Gaza eller forsøger at få den danske regering til at anerkende Palæstina.

Konfronter uenighed med fakta

Civilsamfundets aktive og dagsordensættende rolle i den demokratiske debat ser jeg også hos mine kolleger i andre ngo'er.

Senest har Oxfam, Action Aid og Amnesty International valgt at sagsøge den danske stat for at få stoppet våbeneksport til Israel.

Det er ikke lige frem et udtryk for selvcensur.

{{toplink}}

Man skal selvfølgelig ikke være naiv. Der kan ske dramatiske politiske forandringer, som vil skade civilsamfundets indsatser i verdens fattigste lande. I Folkekirkens Nødhjælp ser vi for eksempel med stor bekymring på udviklingen i Sverige.

I vores naboland vil regeringen opsige de strategiske partnerskabsaftaler, der sikrer civilsamfundsorganisationer afgørende indtægter til deres arbejde for folk i nød.

Vi skal undgå svenske tilstande i Danmark. Derfor arbejder civilsamfundet også strategisk på at sikre vores fortsatte berettigelse i den brede befolkning og i de politiske prioriteter på Christiansborg. Det er ikke 'skjulte og latente interesser', det er vores eksplicitte mål.

Med andre ord: vi er bevidste om, hvordan Christiansborg kan lave omprioriteringer, som vi ikke er enige i, men når uenigheden opstår, konfronterer vi det med fakta og indsigt — ikke med polemik.

Den produktive, demokratiske debat

Så jeg mener på ingen måde, at det er en 'akilleshæl for vores demokrati', som Eva Svavars er inde på, at civilsamfundsorganisationer optræder "ordentlige, velargumenterede og datafunderede" i den offentlige debat.

Det vil jeg tværtimod kalde for et velfungerende demokrati.

Civilsamfundet i Danmark repræsenterer en helt særlig åndsfrihed, hvor der både er plads til samarbejde og dialog, men også kritik af magten.

Det er et fantastisk demokratisk ståsted, der indkapsler selve de idealer, der danner rammen om det danske demokrati.

Det skal vi værne om. Og det tror jeg, vi gør bedst med ordentlige og velfunderede argumenter.

Men hvis Eva Svavars savner lidt polemisk kritik i debatten, vil jeg gerne påpege det morsomme i, at en partner i en professionel lobbyistorganisation mener, at civilsamfundet ikke bidrager til en 'produktiv, demokratisk debat'.

Uden at være ekspert i lobbyistværktøjskassen, kan jeg forestille mig, at den demokratiske debat lider mere under lobbyisters dukkeføring bag lukkede døre end civilsamfundets velargumenterede kronikker. 

debat@altinget.dk