Civilsamfundsaktører: Hvidvask- og antiterrorlovgivningen kvæler danske foreninger og organisationer

Det bliver stadigt sværere for danske foreninger med internationale aktiviteter at åbne en bankkonto og herefter overføre penge til en lang række lande. Det skyldes, at dansk hvidvask- og antiterrorlovgivning, med bankerne som mellemled, ikke tager højde for eller hensyn til det 'Foreningsdanmark', vi ofte hylder.

Indtil for nylig har danske foreninger kunnet betragte etablering og drift af en bankkonto i en dansk bank som en selvfølgelighed – som en logisk forlængelse af den grundlovssikrede rettighed til at etablere en forening i ”ethvert lovligt øjemed”.

Sådan er det desværre ikke længere, og det er et demokratisk problem. Bankerne er i dag underlagt en række stramme krav under hvidvask- og antiterrorlovgivningen, som betyder, at de er blevet langt mere tilbageholdende med at acceptere foreninger som kunder.

Danske foreninger, især dem med hjælpeaktiviteter i verdens brændpunkter, får ofte afslag på ønsket om at oprette en konto.

Humanitære organisationer bliver mistænkeliggjort

I Danmark er muligheden for at fungere som forening ensbetydende med muligheden for at åbne og drive en bankkonto – til medlemskontingent, indsamlinger, modtagelse af bevillinger, afholdelse af aktiviteter, betaling af regninger og så videre. 

Men ifølge hvidvask- og antiterrorlovgivningen skal bankerne sørge for, at de kender deres kunder så tilstrækkeligt godt, at de med sikkerhed ved, at pengene stammer fra lovlig aktivitet og bruges til lovlige aktiviteter.

Et væsentligt kriterie i bankernes vurdering af foreningskunder med humanitære eller udviklingsaktiviteter ude omkring i verden er derfor, hvorvidt landet er kategoriseret som et ’højrisiko’ land. Hvis det er tilfældet, bliver foreningen, der gennemfører humanitære- eller udviklingsaktiviteter i landet, betragtet som havende øget risiko.

Når en forening har øget risiko, kan bankerne vælge at gennemføre skærpede og ressourcekrævende kundekendskabsprocedurer for at få dem som kunde. Eller de kan vælge den lette løsning – At afvise dem. Det sidste sker desværre alt for ofte. For der er reelt intet incitament for bankerne i forhold til at acceptere foreningskunder med øget risiko. Der er kun risici.

Vi – CISU og DRC Dansk Flygtningehjælp – betragter dette som et demokratisk problem, da retten til at etablere en forening ikke er meget værd, hvis den ikke samtidig understøttes af muligheden for at fungere som forening.

Regler og lovgivning spænder ben

Det er et demokratisk problem, at hvidvask- og antiterrorlovgivning i kombination med bankernes praksis betyder, at en gruppe danske foreninger ikke kan fungere. Men det skaber også en række afledte praktiske problemer.

Den danske udviklingsstrategi ’Fælles om Verden’, som er bredt vedtaget i Folketinget, forudsætter en aktiv og uhindret deltagelse fra dansk og internationalt civilsamfund.

Små danske, frivillige foreninger, såvel som store etablerede nødhjælpsorganisationer, oplever i stigende grad, at deres aktiviteter bliver forhindret af bankernes restriktive praksis.

Vores ærinde er ikke ’Bank-bashing’, men at påpege, at der er noget galt. Cisu og DRC Dansk Flygtningehjælp driver tilsammen en række puljer, som danske foreninger kan søge, og vi observerer, at det sker oftere og oftere, at midler ikke kan overføres til projektets partnere, fordi regler og lovgivning spænder ben, så foreninger ikke er i stand til enten at oprette en bankkonto eller overføre midlerne til udlandet.

I mangel på en bankkonto søger mange foreninger alternative løsninger – brug af personlige konti til foreningsaktiviteter, brug af mindre regulerede overførselsvirksomheder til gennemførelse af humanitære aktiviteter, eller sågar overførsler i kontanter.

Ingen af disse alternative løsninger er ulovlige, men de er ikke hensigtsmæssige, hverken ud fra et hvidvask- og antiterrorperspektiv, et udviklingsperspektiv eller et sikkerhedsperspektiv.

Når danske penge kanaliseres igennem et reguleret bankvæsen ude i verden, bidrager vores finansiering til at opbygge en soliditet i de finansielle systemer, når vores midler derimod kanaliseres igennem private konti, vekselbureauer eller transporteres i kufferter, underminerer vi de selvsamme.

Lovgivningen skader Danmarks udviklingssamarbejde

For eksempel har foreningen ‘Hornbæk IF-Barass Sports Centre – venskabsklub' i to år arbejdet på at få en bankkonto uden held. Foreningens formål er at arbejde med foreningskultur inspireret af den danske i et område ved Victoriasøen i Tanzania.

Men på trods af at organisationen har bestyrelse og medlemmer i Danmark og idlsjæle i Tanzania, kan de ikke komme videre med det egentlige arbejde før, de er tilknyttet en bank.

Desværre er eksemplet fra Hornbæk langt fra enestående, og det går også ud over engagementet. Indsamlinger blandt frivillige foreninger og diasporaorganisationer til nødhjælps-, udviklings- og venskabsaktiviteter bliver ofte overvejet en ekstra gang, når det frivillige virke skal bruges på bureaukrati og administration.

Når man så samtidig oplever, at noget så enkelt som at åbne en bankkonto kan være så svært, så kvæler det engagementet.

Danmarks udviklingssamarbejde hviler på en folkelig forankring, og danskernes engagement i globale dagsordener er kritisk vigtigt for, at den udviklingspolitiske strategi kan gennemføres.

Oplevelsen, som beskrevet ovenfor, er blot et eksempel af mange, som Cisu og Dansk Flygtningehjælp er stødt på. Får vi ikke løst den knude, vil det uundgåeligt gå ud over det frivillige engagement i Danmark.

Vi mener, at løsningen kan være at foreninger får en lovsikret ret til en bankkonto, som vi kender det fra NemKonto for privatpersoner. Derudover mener vi, at foreninger skal undtages de skrappe krav til kundekendskab, som hvidvaskloven stiller i forhold til private firmaer, når foreningen indsamler og forvalter midler til nødhjælps- og udviklingsprojekter.

{{toplink}}

debat@altinget.dk