Anders Ladekarl: Vi kan ikke fastholde det frivillige engagement i forbindelse med krigen i Ukraine. Og vi skal heller ikke forsøge
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Der er mange måder at være frivillig på. De, der engagerer sig, når krisen er akut, er ikke interesserede i at blive fastholdt. Vi skal i stedet udvikle mere fleksible muligheder for frivillighed, skriver Anders Ladekarl.
Hvordan fastholder vi det store engagement, som danskerne har udvist i forbindelse med krigen i Ukraine? Jeg tror, at svaret er, at det kan man ikke. Og man skal nok heller ikke forsøge.
Sandheden er, at vi igen og igen ser, at danskerne engagerer sig, når store og voldsomme begivenheder rammer medmennesker fra nær og fjern.
Vi så det i forhold til Afghanistan, i forhold til eksplosionen i Beirut, og nu ser vi det til overflod i forbindelse med Ukraine. Vi kan godt regne med, at danskerne er parate, når den næste store katastrofe eller krise rammer os.
Samtidig er der også mange danskere, som gerne engagerer sig mere systematisk. De 33.000 frivillige i Røde Kors i Danmark er (sammen med frivillige i mange andre gode organisationer) bevis på, at rigtig mange danskere også engagerer sig mellem katastroferne.
Det er bare ikke nødvendigvis de samme, og det er ikke nødvendigvis de samme faktorer, som ligger bag engagementet.
Frivillighed ser ud på mange måder
Det er vigtigt at understrege, at vi har brug for alle typer af engagement, men vi skal passe på ikke at blande det hele sammen i en store engagementsgryde, for engagement er mange ting, og vores udfordring er at være der, hvor det enkelte menneske står klar til at engagere sig.
Derfor er det spørgsmål, vi skal stille os selv ikke, hvordan vi fastholder mennesker, men hvordan vi udvikler nye tilbud om at engagere sig. Og i den forbindelse er det altid værdifuldt at lære nye mennesker at kende. Og det er noget af det - store kriser og voldsomme begivenheder hjælper til.
16.000 mennesker henvendte sig på få dage til Røde Kors for at hjælpe, da coronakrisen ramte os. Hundredtusindvis har bidraget til Røde Kors’ arbejde i Ukraine. Mange af de mennesker kendte vi ikke i forvejen, men det er heller ikke sikkert, at de ønsker at blive fastholdt. Til gengæld er de klar næste gang, krisen indtræffer.
Nogle af dem lytter gerne til os, hvis vi har forslag til, hvordan de kan engagere sig, og en af de ting vi i hvert fald kan se, er, at mange ønsker at engagere sig i en langt mere fleksibel forstand, end vi tidligere har set.
Samtidig findes de mennesker, som gerne vil være faste frivillige i genbrug eller i forhold til sårbare grupper, selvfølgelig stadig – men typer af frivillige kommer til at spille en stadig større rolle i civilsamfundet.
Vi fastholder ikke engagementet med status quo
Røde Kors Parat er et eksempel på, hvordan vi forsøger at imødekomme ønsket om nye engagementsformer. Det er et netværk af mennesker, som er klar til at hjælpe, når der er behov for det.
Hvis nogen har et behov for frivillig hjælp her og nu – til indkøb, ledsagelse eller andet – så kan man kontakte Røde Kors Parat, og så finder vi en frivillig, der kan hjælpe. Og det er ikke nødvendigvis den første, vi ringer til i netværket, der har tid – sådan er det moderne engagement nemlig også. Men vi finder en, og der er mere 7.000 frivillige i netværket, og det vokser hele tiden.
Og på en interessant måde udgør Parat-netværket også broen tilbage til udgangspunktet, for uden det ville vi have haft svært ved at imødekomme alle de ønsker og behov, der følger af flygtningestrømmen til Danmark fra Ukraine.
Jeg tror i bund og grund, at det er for navlebeskuende at tro, at vi kan fastholde engagement ved at tilbyde ting, som vi allerede har på hylderne.
Vi skal snakke mindre og lytte mere. Vi skal udvikle frivilligheden og engagementet – ikke fastholde den.
God ledelse er nøglen til attraktive lokalforeninger
Etnolog om nødhjælp til flygtninge: Vi glemmer civilsamfundets superkræfter
