Lektor i børneret: Genbrug er på mode – det ses helt tydeligt i Barnets Lov

Vi lever i en tid, hvor genbrug er et tegn på omtanke og respekt for ressourcer, og set i det lys scorer Barnets Lov højt. Der er masser af genbrug i den lov.

Både i forhold til genbrug af bestemmelser, hvis indhold vi kender fra Serviceloven, og i forhold til genbrug af bemærkninger til loven, hvor der i lovforslaget til Barnets Lov ofte er henvist til forarbejderne til tidligere love.

Det er der ikke noget mærkeligt i. For Serviceloven var slet ikke så ringe endda. Tværtimod forudsætter loven, at der træffes konkret individuelt vurderede afgørelser ud fra hensynet til barnets bedste. Og således at der iværksættes en helhedsorienteret indsats så tidligt som muligt.

Afgørelser som vel og mærke træffes på baggrund af samtaler med barnet og efter inddragelse af forældrene, og som dermed skal være udtryk for den rigtige løsning.

Kommunerne må rette ind

Alt det genfinder vi – heldigvis – i Barnets Lov. Desværre er der ikke i forbindelse med Barnets Lov foretaget et grundigt udredningsarbejde, der belyser, hvorfor det er så svært at overholde lovgivningen og de almindelige forvaltningsretlige principper i praksis. Og sidstnævnte er nærmest ikke nævnt i forarbejderne.

Det er ellers ikke uvæsentligt at blive klog på, hvad der ligger til grund for problemerne.

For med Barnets Lov vil man i høj grad det samme, som man har sagt ved tidligere reformer: Nemlig sikre rettidig indgriben inden problemerne vokser sig for store. Den kompleksitet som området rummer fjernes dog ikke med en ny lov.

Den vigtigste pointe med Barnets Lov er – efter min opfattelse – ikke så meget de såkaldt nye rettigheder. Det er derimod en øvelse, der går på at få sagsbehandlingen i kommunerne til at rette ind efter det, som faktisk fremgår af lovgivningen – og som hele tiden har gjort det.

Nemlig at afgørelserne skal træffes på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, hvor barnets perspektiv reelt er inddraget. Og således at der vælges den indsats, som hurtigst muligt hjælper bedst muligt.

Også selv om det er noget så indgribende som en anbringelse uden for hjemmet, der skal sættes i værk.

'Barnets bedste' bliver altafgørende

I forhold til Barnets Lov har jeg særligt tre fokuspunkter, som jeg vil lægge mærke til, når loven om inden længe implementeres.

For det første: Bliver børnene og de unge løbende inddraget, og bliver der rent faktisk lagt vægt på det, de siger?

Det kan være aldeles afgørende set fra barnets eller den unges perspektiv, at der tildeles netop en bestemt kontaktperson, det skoletilbud eller den samværsordning, som barnet ønsker.

Men oplever børnene og de unge, at der lyttes til dem? Et spørgsmål, der er tæt knyttet til den økonomiske virkelighed og behovet for prioriteringer, hvilket er et spørgsmål som Barnets Lov ikke adresserer.

{{toplink}}

For det andet: Bliver barnets bedste opprioriteret?

Lovgivningsmæssigt har vi i Danmark arbejdet ud fra princippet om barnets bedste i mere end hundrede år. Men Barnets Lov lægger – efter min vurdering  –  op til, at dette hensyn ikke blot skal være et blandt mange, men det afgørende hensyn.

Det kræver i nogle situationer en omstilling i det sociale arbejde, hvor samarbejdet og hensynet til familien hidtil har været prioriteret højt.

Der mangler plejefamilier

Det sidste hænger sammen med mit tredje og sidste fokuspunkt:

Bliver der, som ønsket af lovgiver, sat ind tidligere? Herunder om nødvendigt med flere anbringelser.

Barnets Lov ønsker at udfordre, at der skal være forsøgt en række indsatser, som ikke har virket, før man kan tage en anbringelse i brug.

Det er et omdiskuteret tiltag, fordi forskning viser, at børn, der har været anbragt på mange parametre, klarer sig dårligere end andre børn. Eksempelvis i forhold til uddannelse.

Hvis dette derfor skal blive en succes, er det væsentligt, at der sættes massivt ind på at skaffe flere dygtige plejefamilier og professionelle anbringelsessteder.

Det er i dag vanskeligt at skaffe plejefamilier. Og i den sammenhæng må man nok se på aflønningssystemet, som kan virke kontraproduktivt og nogle gange modvirker, at barnet og den unge får den stabilitet og kontinuitet i anbringelsen, som er så væsentlig.

I det spørgsmål er der ikke brug for genbrug – her må der for alvor tænkes nyt.

{{toplink}}

debat@altinget.dk