Joannahuset: Barnets Lov er et tiltrængt nybrud for børnesynet

Af Jette Wilhelmsen, Marie Skovgaard og Amalie Georg Smistrup
hhv. leder, jurist og socialfaglig medarbejder i Joannahuset

I Joannahuset glæder vi os til 1. januar i det nye år.

Der træder Barnets Lov i kraft, og vi er både spændte og fulde af forventninger til den forskel, den kommer til at gøre for børn og unge. 

Med Barnets Lov er det nye børnesyn skrevet ind i lovgivningen – ikke bare som en måde at tænke på, men som en måde at handle på, som skal være styrende for kommunernes arbejde med børns sociale sage.

Lykkes det kommunerne at implementere Barnets Lov i praksis, kan det vise sig at være et afgørende nybrud for børns retsstilling i sociale sager.

Det gælder særligt lovens formuleringer om barnets ret til indflydelse i egen sag og eget liv, og om at barnet skal have mulighed for at blive inddraget på lige fod med sine forældre i sagens behandling. 

Indflydelse på eget liv er en menneskeret

Et øget fokus på børn og unges ret til indflydelse på egne sociale sager er vigtig af flere grunde.

Dels er det en grundlæggende menneskeret at have indflydelse på de afgørelser, som myndigheder træffer i ens liv.

Dels ved vi, at når voksne samarbejder med barnet om at finde løsninger på de problemer, barnet oplever, er der langt større sandsynlighed for, at der skabes en positiv forandring i barnets liv.

I sidste ende styrker det barnets udgangspunkt for at leve et trygt børneliv.

Respektér børn og unges viden om deres eget liv

I Joannahuset møder vi børn og unge, som har taget et selvstændigt initiativ til at række ud efter hjælp.

De har ofte levet med svære sociale belastninger i form af vold, svigt og overgreb fra deres omsorgspersoner, utilstrækkelig omsorg i anbringelseshjem eller forældre, som har psykisk sygdom eller misbrugsproblemer.

For nogle børn er konflikterne i hjemmet blevet så alvorlige, at de er blevet smidt ud hjemmefra eller er stukket af. 

Fælles for børnene er, at de har et stærkt ønske om indflydelse i egne sociale sager.

Fælles for dem er desuden, at de besidder en unik og vigtig viden om deres eget liv, som er afgørende at inddrage, hvis der skal skabes en positiv forandring i deres livssituation. 

Omsorg og beskyttelse hænger sammen med børns ret til indflydelse

I Joannahuset ser vi, at det alt for ofte kan være vanskeligt for børn at blive inddraget i den grad, som de selv ønsker.

Vi oplever, at et gammelt børnesyn fortsat lever i mange kommuners praksis.

Det er et børnesyn, hvor børn og unge mødes med en grad af mistillid, når de fortæller, at de er udsat for vold, svigt eller overgreb.

Det er et børnesyn, der indebærer, at voksne og professionelle ses som eksperter, der ved bedst, og som kan handle og træffe beslutninger på barnets vegne.

Det resulterer i en praksis, hvor inddragelse af børn og unge i mange tilfælde bliver symbolsk. 

Derfor er vi særligt begejstrede for, at det i Barnets Lov er skrevet tydeligt frem, at barnets ret til beskyttelse og omsorg hænger tæt sammen med dets ret til indflydelse på de beslutninger, der vedrører barnet.

Vi står midt i en brydningstid

Vi har hørt kritikere argumentere for, at det er for stort et ansvar for børn og unge at være med i beslutningsprocesser.

At børn ikke selv er i stand til at bedømme, hvad der er godt for dem. At børn bare skal have lov at være børn, og at vi skal beskytte børnene mod at komme i en loyalitetskonflikt med deres forældre.

Vores erfaring er, at børn og unge belastes mere af at blive holdt uden for indflydelse på processer, der har afgørende indflydelse på deres liv.

{{toplink}}

Samtidig vil det være naivt at tro, at implementeringen af det nye børnesyn vil være konfliktfrit.

Med Barnets Lov bliver det klart, at vi står midt i en brydningstid, hvor børns position som selvstændige individer styrkes.

I Joannahuset oplever vi allerede i dag, hvor konfliktfyldt det kan være, når der opstår interessekonflikter mellem børn og deres forældre, og hvordan det kan blive konfliktfyldt i barnets relation til kommunen.

De konflikter vil ikke nødvendigvis blive mindre, når barnets position som rettighedshaver styrkes. 

Det stiller store krav til, at vi som voksne tager ansvar for at sikre barnets interesser, at vi tror på barnet og gør plads til barnets perspektiver – og tør lade dét være styrende, når der træffes afgørelser om barnets liv. 

Det vil være et nybrud for børns retsstilling – og det er tiltrængt. 

 {{toplink}}

debat@altinget.dk