Børnesagens Fællesråd: Sagsbehandlere er ikke blevet klædt ordentligt på til de tårnhøje krav i Barnets Lov

Intentionen i Barnets Lov er god, men der kan blive langt fra tanke til handling.

Med mere uklare afgrænsninger og krav for, hvornår sagsbehandlerne skal gøre hvad, og flere "kan" end "skal"-bestemmelser, kommer den enkelte fagpersons skøn til at fylde mere.

Det lyder i teorien godt, for hvem kan sige nej tak til vurderinger og indsatser, som i højere grad tilpasses det enkelte barns og familiens situation.

Men i mødet med en presset forvaltning, hvor fejlprocenterne i sagerne år efter år er påvist som bekymrende høje, hvor medarbejderne ofte skifter job og medfører videnstab, og hvor imple­menteringen af en helt ny kultur og et nyt børnesyn for arbejdet er overladt til de enkelte kommuner landet over, er vi bekymrede for, at resultatet bliver en mere vilkårlig praksis. Og en tilstand hvor udsatte børn og familiers retssikkerhed sættes markant mere over styr.

Vi har i Børnesagens Fællesråd tidligere ytret vores bekymringer for rammerne for lovens tilblivelse og for den hast, implementeringen forventes at ske med. For forandringer og god implementering kræver, foruden et solidt forarbejde, tid. Masser af tid. Nogle gange år, andre gange årtier.

Det kræver et vedvarende fokus og benhård prioritering gennem en længerevarende periode, hvis man skal lykkedes. Og det skal vi forhåbentlig med barnets lov?

Vender familiesynet på hovedet

Vi kender det fra os selv som privatpersoner: Målet om at leve sundere kan få svære kår, når den travle virkelighed rammer, og vanerne tager over. Det er nærmest en naturlov.

Her er barnets lov ingen undtagelse. Så selvom der rundt om i kommunerne sidder engagerede medarbejdere og ledere klar til at tage fat, så kan de ikke gøre det alene. Men som det ser ud lige nu, er de ud over nogle begrænsede introduktionskurser og erfaringsnetværk overladt til sig selv. Det er uholdbart.

Som vi ser det, bliver en af de centrale udfordringer i implementeringen at få vendt kulturer, sædvaner og fasttømrede syn på god sagsbehandling i børnesager. Fordi rammerne i form af loven og vejledningen er mere uklare og komplicerede at gennemskue og tolke.  

Det gælder synet på, hvordan børn skal medvirke i egen sag, det faglige syn på hvad god fore­byggelse er, og hvordan man inddrager civilsamfundets indsatser mere systematisk. Samt hvad der skal til for, at en anbringelse bliver god, hvornår efterværn er relevant og hvornår alle muligheder er udtømte og tvangsbortadoption bliver eneste udvej.

Og så gælder det hele familiesynet, som er vendt på hovedet. For med en lov og en vejledning, hvor den nærmeste familie og netværket til barnet knapt er nævnt, er der stor risiko for, at det faglige fokus ændres. Og at deres rolle og samarbejdet med dem med tiden glider i baggrunden.

Ikke klædt ordentligt på til opgaven

Den nye virkelighed stiller ikke kun ekstra krav til den løbende understøttelse af sagsbehandlernes arbejde i praksis, det lokale ledelsestilsyn og erfaringsudvekslingen på tværs af landets kommuner.

Det stiller særlige høje krav til de enkelte sagsbehandleres kompetencer og evner til at udføre det gode faglige skøn og til at jonglere de mange hensyn. Men med en grunduddannelse i rygsækken som socialrådgiver, som er tilfældet for de fleste, kan vi være bekymrede for, om det rækker langt nok.

Et udvidet individuelt skøn stille høje krav til juridiske kompetencer. At arbejde mere i børnehøjde, inddrage og klæde børn bedre på til at anvende egne rettigheder stiller høje krav til den enkeltes socialfaglighed og til de pædagogiske evner.

At skulle forene alt dette i analyser og vurderinger, som børnene og forældrene skal kunne læse, stiller høje både analytiske og kommunikative krav. At arbejde mere systematisk med inddragelse af civilsamfundet forudsætter et kendskab til en sektor, mange sagsbehandlere ikke har.

{{toplink}}

Alt i alt forudsætter lovens implementering altså en række faglige krav, som vi kan være i tvivl, om de begrænsede kurser og webinarer, som er fulgt i kølvandet på lovens vedtagelse, ruster med.

Så for at lykkedes med implementeringen, er der en række bekymringer, vi er nødt til at tage alvorligt. Vi må for alt i verden ikke åbne ladeporten til de 400 forskellige skøn og måder at håndtere børn i udsatte positioner på og sætte børnenes og familiernes retssikkerhed endnu mere over styr.

debat@altinget.dk