Børnerådet: Udsatte børn og unge risikerer at blive overset med Barnets Lov

Det overordnede formål med Barnets Lov er at styrke indsatsen for udsatte børn og unge, så de modtager den rette hjælp tidligt i deres liv.

Det er en rigtig god intention. Den forpligter desuden kommunerne i deres forvaltning af loven over for udsatte børn samt børn med funktionsnedsættelser. 

Men Barnets Lov rummer også faldgruber. En af disse lurer i det øjeblik, socialrådgiveren får en underretning om et barn ind på sit bord.

Fra årsskiftet skal socialrådgiveren, som omdøbes til børne- og ungerådgiver, straks gribe fat i et nyt tiltag, som omhandler screening, i Barnets Lov.

I den indledende fase skal børn screenes for, om der:

1. Ikke er behov for yderligere afdækning. 
2. Er behov for at oplyse sagen yderligere gennem en afdækning. 
3. Er behov for en børnefaglig undersøgelse. 

Beslutninger skal bygge på et fagligt fundament

Screening handler her ikke om, hvordan rådgiveren afdækker, hvilken hjælp, barnet skal have.

Det handler alene, om hvorvidt kommunen har tænkt sig at undersøge den bekymring, der er rejst om barnet.

Vi har i mange år kæmpet for at klæde lærere, pædagoger og andre fagfolk på til at spotte mistrivsel og underrette om det. Når sådan en bekymring lander hos kommunen, skal der ligge systematiske, faglige overvejelser til grund for, hvor grundigt barnets situation undersøges.

Det må vi ikke sættes over styr ved at have en kategori, hvor vi efterlader rådgiveren alene med sin egen mavefornemmelse og uden faglige kriterier for, hvornår en underretning ”ikke har noget på sig”, samt at barnets situation ikke kræver yderligere afdækning.  

Børn kan blive glemt

I Børnerådet ser vi to problemer med screening-tilgangen, som den ser ud lige nu i Barnets Lov. 

Det første problem er, at det er op til hver enkelt af de 98 kommuner og deres flere tusinde rådgivere at sætte fagligt funderede kriterier op for, hvornår de ikke behøver at undersøge sagen yderligere.

Det er ineffektivt, at alle 98 kommuner skal til at opfinde deres egne faglige standarder.

Herudover er det kendt viden, at tidspres, manglende oplæring, svigtende ressourcer og økonomiske hensyn kan spille ind, når socialrådgivere skal beslutte enten at bruge ressourcer på at oplyse en sag, lukke den eller sætte noget i gang for barnet.

Ankestyrelsens børnesagsbarometer og Vives trivselsundersøgelse blandt udsatte børn og unge er blot to af de undersøgelser, som dokumenterer, at kommuner allerede med den eksisterende lovgivning har haft svært ved at oplyse sagerne tilstrækkeligt.

Det skal vi ikke forstærke med den nye screening-tilgang. 

Det andet problem er, at screening kan sætte barnets ret til af få undersøgt sine forhold ud af spil.

Ryger barnet i bunken om ‘uden behov for yderligere afdækning’, har barnet eller andre omkring barnet ikke ret til at klage over beslutningen. 

Det er stærkt problematisk, for barnet må så vente på hjælp til, at kommunen bliver opmærksom på yderligere oplysninger, flere underretninger og lignende. Vi risikerer, at børn med behov for hjælp ikke bliver opdaget i tide.

Find en mellemvej

I Børnerådet har vi respekt for, at især kommunerne ønsker at afbureaukratisere rådgivernes arbejde, så rådgiverne får mere tid til tale med og inddrage børnene.

Vi er også med på, at det ikke er alle sager, hvor der er behov for at sætte en forholdsvis omfattende børnefaglig undersøgelse i værk.

Men der skal findes en mellemvej, hvor alle underretninger og bekymringer om et barn undersøges med afsæt i klare faglige kriterier.

Det skal ske, inden børne- og ungerådgiveren beslutter, om et barn har brug for hjælp.  

Skal screeningen fungere, opfordrer Børnerådet til, at det står helt skarpt i loven og vejledningerne, hvilke kriterier, der lægges til grund for, at børne- og ungerådgiveren kan placere et barn i kategorien ‘ikke behov for yderligere afdækning’.

Det skal ske, så ingen er i tvivl om, hvordan og hvornår kommunen foretager vurderingen på et oplyst grundlag. Vi forventer selvfølgelig løbende inddragelse af børnene i deres sager. 

{{toplink}}

debat@altinget.dk