Sundhedsministeriet undlod at udlevere kontroversiel S-mail i over et år: Nu beklager ministeriet

Trods gentagne forespørgsler undlod Sundhedsministeriet i over 12 måneder at udlevere en central mail i sag om Socialdemokratiets erhvervsklub. Ekspert beskriver mailen som ”meget vigtig”, fordi den skildrer en praksis, der i yderste konsekvens kan betyde, at man kan bestille ministermøder med en betaling til erhvervsklubben. 

12 måneder og tre uger. 

I så lang tid undlod Sundhedsministeriet at udlevere en opsigtsvækkende mail, hvor en konsulent i Socialdemokratiet beder ministersekretærer i Sundhedsministeriet om at "ekspedere" en forespørgsel fra Tandlægeforeningen, der ønsker et møde med Magnus Heunicke (S).

I mailen, som er sendt kort efter den regeringens tiltrædelse i 2019, gør partikonsulenten ministeriets embedsværk opmærksom på, at Tandlægeforeningen er medlem af Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK. 

Tandlægeforeningen fik efterfølgende mødet med den nyslåede sundhedsminister.

Mailen burde have været udleveret som del af den korrespondance, som Altinget modtog i en aktindsigt 6. oktober 2021, men af årsager - som Sundhedsministeriet fortsat nægter at redegøre for - blev mailen fra partiet til ministeriet først udleveret til Altinget 27. oktober 2022, altså 12 måneder og tre uger efter den burde have været udleveret. 

Det beklager Sundhedsministeriet nu.

"Sundhedsministeriet skal beklage, at ministeriet ikke identificerede mailkorrespondancen med (navnet på den pågældende medarbejder i Socialdemokratiet, red.) allerede i forbindelse med ministeriets afgørelse af 6. oktober 2021," lyder det i en skriftlig kommentar fra ministeriet.

 

Trods flere henvendelser fra Altinget om, hvordan den pågældende mail til Socialdemokratiets erhvervsklub endte i Sundhedsministeriet, har ministeriet afvist at redegøre for forløbet. 

Kommentaren fra ministeriet kommer som svar på Altingets spørgsmål om, hvorfor den pågældende mail var udeladt af den oprindelige aktindsigt. 

Det svarer ministeriet ikke på, men oplyser i stedet, at ministeriet først identificerede mailen i forbindelse med behandlingen af en ny aktindsigtsanmodning, som Altinget fremsendte 22. januar 2022. 

Den aktindsigt - som indeholder en ny mail - blev først færdigbehandlet mere end ni måneder senere. 

{{toplink}}

Ekspert: "Påfaldende" ventetid 

Roger Buch, forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, slår fast, at "det er godt, at ministeriet beklager, at det har lavet en fejl." 

"Men det rejser spørgsmålet om, hvem er der ansvarlig for, at man ikke fik gjort det, som man skulle gøre og udlevere det, som man skulle. Var det en tilfældighed, en fejl eller en bevidst handling," spørger han.

Forskningslederen understreger, at der er tale om "et alvorligt spørgsmål, da mailen er essentiel for at forstå, hvordan et Socialdemokratiet, partiets erhvervsklub og ministeriet er koblet sammen. 

"Det er en meget vigtig mail i forhold til at beskrive den cirkel, der i sin yderste konsekvens kan være meget problematisk, for det er, at man kan bestille møder med en kontant betaling til et partis erhvervsklub. Det er der nogle kraftige indicier for, og de indicier blev voldsomt skærpet ved, at denne her mail kom frem, og derfor er det påfaldende, at det tog så lang tid at få den mail frem," siger Roger Buch.

Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, noterer ligeledes med tilfredshed, at ministeriet erkender, at det har begået en fejl.

"Jeg går udfra, at ministeriet nu gør sig nogle overvejelser om, hvorfor man gik den fejl, så man ikke begår den igen. Over 12 måneder til at finde og ekspedere tre mails er for lang tid. Derfor må ministeriet finde ud af, hvad der skete, og om det var en systemfejl, eller hvad der gjorde det," siger han med henvisning til mailkorrespondancen, som i alt er på tre mails.

Minister: En klar fejl af partiet og embedsværket

Sundhedsministeriet efterkom Tandlægeforeningens ønske om et møde med Magnus Heunicke.

12. august 2019 inviterede ministeriet interesseorganisationen til møde 11. september. Mødet endte i sidste endte med at blive afholdt 30. oktober 2019. 

Da sagen kom frem i Altinget i efteråret 2021, afviste Magnus Heunicke at stille op til interview, men da mailen fra partiet til Sundhedsministeriet dukkede op over et år senere - få dage før folketingsvalget - stillede sundhedsministeren op til et interview med Altinget, hvor han stemplede mailen som både en "klar" og "alvorlig" fejl

"Det er en klar fejl at tro, at man kan sende sådan en mail. Og jeg må desværre sige, at det er også en fejl fra ministeriets side, at man åbenbart håndterer den som en forespørgsel," siger han. 

Magnus Heunicke afviste samtidig, at han skulle have blandet sig i sagsbehandlingen. 

"Der er fuldstændigt armlængde mellem ministeren og aktindsigtskontoret," lød det.

Altinget har i forbindelse med denne artikel igen spurgt Sundhedsministeriet om, hvad årsagen er til, at ministeriet gennem mere end et år ikke har identificeret mailen fra Socialdemokratiet på trods af, at Altinget løbende har spurgt ind til netop den mail.

Ministeriet svarer ikke på spørgsmålet, men gentager, at "der er tale om en fejl, som Sundhedsministeriet beklager."

Sundhedsministeriet afviser ligeledes, at Magnus Heunicke skulle have blandet sig i sagsbehandlingen og gør det klart, at  ministeriet "ikke har yderligere at tilføje." 

{{toplink}}

Forrige artikel SF efter forhandlinger om ny regering: Vi taler ikke om kompromiserne endnu SF efter forhandlinger om ny regering: Vi taler ikke om kompromiserne endnu Næste artikel Ugen i dansk politik: SF er vært for europæisk kongres, og regeringsforhandlingerne fortsætter Ugen i dansk politik: SF er vært for europæisk kongres, og regeringsforhandlingerne fortsætter