Afghanistan-veteranen Anne er træt af at blive stillet ét spørgsmål igen og igen: "Jeg er ikke et offer"

Hvordan har du det?

Det er ofte det første spørgsmål, Anne Brodersen Angaard bliver mødt af, når hun fortæller, at hun er veteran.

Selvom det er mere end ti år siden, at hun vendte hjem fra Afghanistan første gang, støder hun nemlig stadig på de samme fordomme og bekymringer.

"Den PTSD-ramte soldat, der søger tilflugt i skoven, findes, og selvfølgelig skal vi hjælpe dem. Men mange af os veteraner passer ikke i den boks og kan indimellem godt føle os misforstået," siger Anne, der er 34 år og arbejder som konsulent i Implement Consulting Group.

Hun opfatter spørgsmålet som velment, men det bygger på en udbredt, stereotyp opfattelse af veteraner som sårbare eller traumatiserede.

I virkeligheden vender de fleste veteraner hjem som stærkere og mere robuste mennesker, men alligevel har Anne følt sig tvunget til at nedtone sin veteranstatus.

"Jeg føler ofte, at jeg skal forsvare, at der faktisk findes veteraner, som godt kan sove om natten," siger hun.

I dag er hendes budskab klart: Veteraner er ikke ofre, og samfundet bør ændre sit syn på dem.

Anne Angaard er én af de over 40.000 veteraner, som har været udsendt af Danmark til blandt andet Balkan, Afghanistan og Irak. Altinget møder hende på Krigsmuseet få hundrede meter fra Christiansborg for at tale om de tabuer og fordomme, der ofte kan knytte sig til livet som veteran.

Hurtig beslutning

Anne var kun 19 år, da en oversergent spurgte, hvem der ville med ham til Afghanistan. Det var tre uger inde i værnepligten. Til sin egen overraskelse rakte hun hånden op, ligesom størstedelen af hendes deling.

"Det var vildt at føle et så stærkt sammenhold med mennesker, jeg kun havde kendt i tre uger. Det er blandt andet det, Forsvaret kan – skabe tætte bånd fra dag ét," siger Anne.

Lidt over et år senere, i februar 2011, ankom Anne Angaard med ISAF hold 11 til Patruljebase Clifton i Helmandprovinsen – en oplevelse, der blev skelsættende for hendes liv og gav hende prædikatet 'veteran'.

"Jeg husker, hvordan psykologerne de sidste par uger før hjemrejsen talte meget om, at vi var i 'battle-mode', og at det kunne være svært at vende hjem," siger Anne.

"Jeg vidste, at jeg ville komme hjem med en tungere rygsæk, end jeg tog afsted med, men jeg følte mig ikke i noget særligt 'battle-mode'."

Hjemve på medicinstudiet

Efter syv måneder vendte hun hjem og flyttede til Aarhus. Klar til det civile liv, og så alligevel ikke helt.

"Jeg havde brug for at være alene efter at have været omgivet af mennesker døgnet rundt, men at være alene føltes samtidig tomt og forkert," erkender Anne.

{{toplink}}

Samtidig startede hun på medicinstudiet, men indså hurtigt, at hun var mentalt et helt andet sted end sine jævnaldrende.

"De var lige flyttet hjemmefra og skulle til at lære at vaske deres eget tøj, mens jeg kort forinden havde vasket mit i en cementblander i Helmand," siger hun med et smil. Efter et halvt år droppede hun ud.

"Jeg havde brug for forståelse og fandt det i Forsvaret," siger hun.

 "På en eller anden måde kom jeg for hurtigt for langt væk fra Forsvaret. Jeg havde det egentligt ikke dårligt, men jeg havde et behov for at blive forstået. Og det gjorde man tilbage i rækkerne," reflekterer Anne Angaard, der endte med at vælge officervejen frem for medicinstudiet.

Havde du svært ved at relatere til dine medstuderende?

"Ja, det havde jeg," siger Anne Angaard, der i perioden efter sin hjemkomst oplevede en distance mellem hende og hendes civile omgangskreds.

 "Krigen i Afghanistan er så fjern fra den trygge, danske virkelighed, vi er vokset op i. Jeg forstår fuldt ud, hvorfor det kan være svært for andre at kapere, at jeg har ligget i en grøft og er blevet skudt på og har skudt efter andre," siger Anne Angaard.

"Jeg ville heller ikke have forstået det, hvis jeg ikke selv havde været i Afghanistan."

På cykel op ad Randersvej

Selvom Anne følte, at hun var "kommet helt hjem" fra sin udsendelse, var hun i starten langt mere påvirket, end hun er i dag.

"Lyden af fyrværkeri fik mig flere gange til at hoppe af cyklen og lede efter den nærmeste grøft på vej op ad Randersvej," siger hun efterfulgt af et lille grin. "Det første nytår i Danmark efter min udsendelse reagerede jeg helt instinktivt og ledte efter flyverskjul, når der var fyrværkeri i luften."

I dag hopper Anne ikke længere af cyklen ved lyden af fyrværkeri. Men især en oplevelse har efterladt ar på hendes sjæl og påvirker hende stadig den dag i dag.

Den 10. juli 2011, en måned inden Anne Angaard og hendes soldaterkammerater skulle hjem til Danmark, eksploderede og dræbte en vejsidebombe 23-årige Alexander, der til daglig sov skråt overfor Anne på Clifton-basen.

Anne befandt sig blot 100 meter fra Alexanders gruppe, da hun hørte et højt brag efterfulgt af en sort røgsky.

 "Man slår hovedet fra og læner sig op ad alt det, man har trænet," fortæller Anne sagte. Hun beskriver ventetiden fra det øjeblik, bomben gik af, til helikopteren endelig kom for at hente Alexander, som uendelig lang.

"Lyden af rotorer fra en helikopter kan stadig minde mig om det den dag i dag," siger Afghanistan-veteranen, der mødes med sin gamle deling hvert år 10. juli for at mindes Alexander.

"Selv de år, hvor jeg har været ude og rejse, og ikke har kunne deltage, er jeg gået ind i en kirke og har tændt et lys."

{{toplink}}

På trods af den tragiske patrulje 10. juli 2011 ser Anne Angaard tilbage på sin udsendelse med overvejende positive minder.

"Når jeg tænker tilbage, står min udsendelse overordnet som en positiv oplevelse for mig. Selvfølgelig var oplevelsen med Alexander forfærdelig og noget af det værste, jeg har oplevet i mit liv, men jeg har også andre sorger i mit liv, som jeg gerne ville have været foruden, og de har intet med min udsendelse at gøre," fortæller Anne, der mistede sin mor i en ung alder.

Jeg er ikke et offer

Anne fortæller, at hun i de første år efter sin udsendelse var "meget påpasselig med at skildre" sin veteran-baggrund.

"Da vi kom hjem fra Afghanistan, blev vi faktisk opfordret af Forsvaret til ikke at skrive det på CV'et, fordi der i samfundet herskede en fordom om, at man kunne knække, hvornår det skulle være."

Var du bekymret for, at en potentiel arbejdsgiver ville betragte det som et sats at ansætte dig?

"Jeg følte, det svarede lidt til at skrive en diagnose på CV'et, som jeg kunne gå hen og blive fysisk eller psykisk syg af."

Føler du, at du blev pålagt en form for skam over at være veteran?

"Jeg har aldrig skammet mig over at være veteran, men jeg har været bevidst om de hæmsko prædikatet har medført. I dag ser jeg det dog som en force," fortæller Anne Angaard, der mener, at der er for lidt fokus på de styrker, som veteraner bringer med sig hjem.

"Det at skulle forholde sig til livets store spørgsmål og indse, hvor privilegerede vi er i Danmark i en så ung alder, sætter virkelig fart på ens modenhed. Det har givet mig helt vildt mange, store og fede oplevelser, som jeg ikke ville være foruden, og som jeg ikke tror, jeg kunne have fået andre steder end i Forsvaret."

Et bedre sted

Da Anne bliver spurgt om, hvilket råd hun ville give en kommende soldat, falder tankerne straks på hendes treårige datter.

"Jeg synes virkelig, at en uddannelse i Forsvaret har meget at tilbyde, så jeg ville elske, hvis hun valgte den vej. Jeg håber bare, at man til den tid ikke er så presset, at man sender 19-20-årige ud i krig."

Hvad nu, hvis hun er lige så ivrig som dig?

"Så må det være konsekvensen af min opdragelse," svarer Anne med et smil.

Og hvordan har Anne det så egentlig i dag?

"Jeg er ikke et offer. Min tid i Forsvaret har formet mig, og jeg er et rigtig godt sted i mit liv – ikke på trods af min udsendelse, men i lige så høj grad på grund af den."

kvp@altinget.dk