Interne dokumenter: Sådan foregår møderne i Moderaternes erhvervsklub

Hvad foregår bag de lukkede døre, når erhvervslivet mødes med Lars Løkke Rasmussen, Jakob Engel-Schmidt og andre ministre i Moderaternes erhvervsklub? Altinget har fået indsigt i mødedetaljerne og kan løfte sløret for, hvad der er blevet diskuteret på møderne, som medlemmerne betaler 20.000 kroner om året for at deltage i.

Fire gange om året kan erhvervslivet mødes med ministre i Moderaternes erhvervsklub, der ledes af Allan L. Agerholm, som er bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment.

Medlemmerne af Det Erhvervspolitiske Mødested betaler årligt på 20.000 kroner plus moms for møderne med eksempelvis udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Gennem aktindsigter har Altinget fået indblik i de møder, der er afholdt i Det Erhvervspolitiske Mødested, siden Moderaterne blev del af regeringen.

Dansk Erhverv, DI og Lægemiddelindustriforeningen (Lif) har været værter for møderne, hvor medlemmerne blandt andet har fået orienteringer af Lars Løkke Rasmussen, et oplæg med fokus på frisættelse og velfærdsteknologi af ældreminister Mette Kierkegaard (M) samt et iværksætteroplæg fra Moderaternes erhvervsordfører, Charlotte Bagge Hansen.

Som udgangspunktet bliver Moderaternes fem ministre samt folketingsgruppe inviteret til møderne, men partiet understreger i en intern mail, at politikerne ikke altid behøver at dukke op, da man "kun skal deltage, når der er relevante punkter" i forhold til deres områder.

{{toplink}}

10. maj 2023

Det seneste møde blev afholdt hos Lif på Østerbro i København

Her skulle Allan L. Agerholm byde velkommen sammen Lif-topchef Ida Sofie Jensen, der holdt et kort oplæg. 

Oplægget - som Lif har delt med Altinget - begynder med en præsentation af Lif og organisationens medlemmer, hvorefter der følger en række slides med overskrifter som 'Lægemidler er Danmarks største eksportvare' og 'Danmark i top blandt Europas mest life science-specialiserede lande.'

Life science-strategien - som regeringen igangsatte sit arbejde med 19 dage før mødet - omtales som et af ni punkter under overskriften 'Ambitioner og politiske indsatser til gavn for fremtidens patientbehandling, vækst og arbejdspladser'.

Lars Løkke Rasmussen skulle herefter stå for en politisk orientering, før Mette Kierkegaard sammen med Moderaternes ældreordfører, Mike Fonseca, skulle afslutte med seancen oplægget 'Hvordan flytter vi Danmark' med fokus på frisættelse og velfærdsteknologi. 

I de interne mails fremgår det, at ældreministeren har forsøgt at få oplægget rykket frem på dagsordenen, da hun havde en bagkant klokken 9.55, men det afvises af partiet.

"Det samme har Lars Løkke," lød svaret. 

30. marts 2023

Mødet, som afholdes hos DI på Rådhuspladsen i København, har fokus på 'finanslov og iværksætteri.'

"Regeringen er ved at lægge sidste hånd på finansloven, og på mødet vil der være en orientering om Moderaternes tilgang til de kommende forhandlinger og en vurdering af den aktuelle finanspolitiske situation," står der i invitationen. 

En uge før mødet præsenterede regeringen sit finanslovsudspil, og Jakob Engel-Schmidt skulle sammen med Moderaternes politiske ordfører, Henrik Frandsen, stå for oplægget om de finanslovsforhandlinger, der kulminerede med en aftale en lille måneds tid senere

Charlotte Bagge Hansen skulle herefter holde oplægget 'Flere iværksættere.' 

Erhvervsklubsmedlemmerne bliver også inviteret til at deltage i partiets landsmøde, som blev afholdt 25. marts. 

"Medlemmer af mødestedet kan deltage på lige fod med Moderaternes medlemmer – dog uden tale- og stemmeret. På årsmødet er der mulighed for at møde Moderaternes politikere, og helt konkret vil Moderaternes ordførere vil stå i foyeren til Årsmødesalen i pauserne og være tilgængelig for uformelle snakke og gode idéer," lyder det.

21. december 2022 

Otte dage efter, at Moderaterne blev del af regeringen, afholdt erhvervsklubben sit første møde med ministre fra partiet.

Det skete hos Dansk Erhverv på Børsen i København.

Altinget har ikke indsigt i det detaljerede mødeprogram, men Moderaterne har tidligere oplyst til Frihedsbrevet, at mødet var planlagt før regeringsdannelsen.

"Leder for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, gav en orientering efterfulgt af debat. Flere folketingsmedlemmer og ministre deltog på mødet," lød det dengang.

Af de interne mails fremgår det, at Mette Kierkegaard meldte afbud til mødet, mens Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) var tilmeldt.

Lukker i på spørgsmål om medlemmer

Moderaternes sekretariatschef, Kirsten Munch Andersen, oplyser, at de næste møder i Det Erhvervspolitiske Mødested er 22. august og 21. november.

Lokationerne er ikke fastlagt. 

Altinget har spurgt om, hvor mange medlemmer erhvervsklubben har samt, hvem medlemmerne er udover Lif, Dansk Erhverv og DI.

"Vi er ikke bekendt med om og hvilke medlemmer, der ønsker at være offentlige," skriver Kirsten Munch Andersen, der henviser til erhvervsklubbens formand, Allan L. Agerholm. 

Han er ikke mere meddelsom.

“Det Erhvervspolitiske Mødested er en forening, hvorfra vi hverken oplyser om antal af medlemmer, eller hvem der er medlem - det må medlemmerne selv oplyse i det omfang, de ønsker det,” skriver Allan L. Agerholm, der afviser at stille op til interview. 

I september 2021 bestod erhvervsklubben af omkring 50 virksomheder, ifølge Frihedsbrevet

{{toplink}}

Forrige artikel EU-lande når til enighed om migrationsaftale: ”En badebillet for Danmark” EU-lande når til enighed om migrationsaftale: ”En badebillet for Danmark” Næste artikel Danmarksdemokraterne har stiftet erhvervsklub Danmarksdemokraterne har stiftet erhvervsklub