SF efter forhandlinger om ny regering: Vi taler ikke om kompromiserne endnu

SF forhandler med S om en bred regering over midten. Det har fået SF’s bagland til at røre på sig og satte spørgsmålstegn ved, hvilke kameler skal partiet æde for at få del i ministerposterne. Men den snak er de slet ikke nået til i forhandlingslokalet, fortæller Pia Olsen Dyhr.

Kan SF indgå i en regering med blå partier, hvor der bliver ført blå politik?

Det er et af de helt centrale spørgsmål, som SF’s formand Pia Olsen Dyhr bliver bedt om at forholde sig til disse dage, hvor hun er en del af regeringsforhandlingerne på Marienborg.

Ifølge partiformanden er spørgsmålene dog en postgang for tidligt. Spørgsmålet om, hvilke kompromiser SF ville skulle indgå for at kunne befinde sig i en regering på midten er nemlig slet ikke kommet på bordet endnu. Det siger Pia Olsen Dyhr til den fremmødte presse efter fredagens forhandlingsmøde.

"Jeg ved godt, at I gerne vil have os ned af en sliske, hvor vi skal tale om alle de kompromisser, vi eventuelt skal lave med hinanden. Men der er SF altså ikke. Vi er stadigvæk der, hvor vi diskuterer vores politik," siger hun ifølge TV 2 News.

Men Pia Olsen Dyhr får understreget, at det ikke er SF's ambition at skattelettelser skal blive en del af et nyt regeringsgrundlag:

"Jeg skal gøre det meget klart. Det er ikke SF’s politik at lave topskattelettelser. Det er det heller ikke at lave skattelettelser. Vi mener, man kan bruge pengene anderledes. Men det er en af de diskussioner, vi må have," sagde Pia Olsen Dyhr (SF).

Splittelse i baglandet

Udsigten til en ny midterregering har fået en blandet modtagelse i SF’s bagland, hvor der er uenighed om, hvorvidt regeringsdeltagelse er en god ide, hvis det bliver i selskab med et eller flere borgerlige partier.

Det viser en rundringning, som TV 2 har lavet til 53 SF lokalformænd. 43 ønskede at udtale sig.

Heraf svarede 12 lokalformænd, at de ikke ønsker at være en del af en regering med blå partier. Fire siger, at har meget svært ved at se SF i en regering med partier fra blå blok, og fire melder sig klar til at indgå i den type regering.

Men de fleste, som TV 2 har talt med, mener det er for tidligt at konkludere.

På vej ind til dagens regeringsforhandlinger forholdt partiformanden sig også til kritikken.

"Jeg kan godt forstå bekymringen, hvis vi skal overtage Venstres politik. SF’ere er kloge. Og jeg er jo enig med dem i, at hvis SF skal noget som helst politisk, så skal det jo også være fordi, at vi får politik igennem," sagde Pia Olsen Dyhr (SF) til TV 2.

Flere SF’er frygter for en gentagelse af 2014, hvor partiet måtte forlade regeringssamarbejdet med S og R på grund af salget af Dong-aktier til Goldman Sachs. Det medførte uro i baglandet, og partiet mistede mange vælgere.

SF’s liste med krav

Til dagens regeringsforhandlinger brugte SF tiden med Mette Frederiksen (S) på at snakke om blandt andet børn og unges mistrivsel, klima og natur og ligeløn i den offentlige sektor. 

Uden for Marienborg mindede Pia Olsen Dyhr (SF) også om partiets 16 forhandlingskrav, som hun selvfølgelig bringer med til bordet. 

"De 16 krav er en pakke, vi har haft meget længe. Det er de 16 krav, vi navigerer efter," sagde hun.

SF fremlagde på partiets sommergruppemøde i Karrebæksminde i august, før valget var blevet udskrevet, sine 16 krav til et nyt regeringsgrundlag.

Regeringsforhandlinger er i den her uge gået ind i en ny fase. Det er nu såkaldte realitetsforhandlinger, som den kongelige undersøger Mette Frederiksen selv kalder det. Det sker efter tre ugers drøftelser og 49 møder med folketingets partier.

Tilbage er syv partier i forhandlingerne udover Socialdemokratiet. Det er Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti. Uden for døren står Enhedslisten, Alternativet, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.

 

Forrige artikel Presset på Europas grænser stiger igen: EU-Kommissionen indkalder ministre til hastemøde Presset på Europas grænser stiger igen: EU-Kommissionen indkalder ministre til hastemøde Næste artikel Lærernes Pension har investeret trecifret millionbeløb i Qatar – overvejer at sælge ud Lærernes Pension har investeret trecifret millionbeløb i Qatar – overvejer at sælge ud