Medicinallobby betaler for møder med topministre gennem erhvervsklubber. Men selskaberne må ikke

Mens medicinalvirksomheder straffes med bøder for at være medlem af partiers erhvervsklubber, er der intet problem, når deres interesseorganisation, Lif, i foråret har været vært for møder med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i partiernes erhvervsklubber. “Paradoksalt,” lyder kritikken. Lif afviser at ændre reglerne.

Medicinalgiganten Janssen fik for få år siden en bøde på 40.000 kroner plus moms og sagsomkostninger for at støtte Socialdemokratiet økonomisk gennem partiets erhvervsklub.

Men når Janssens brancheorganisation gør det samme, er det i orden. 

For mens Janssen i 2021 overtrådte industriens eget lobbykodeks, er Lægemiddelindustriforeningen (Lif), hvor blandt andet Novo Nordisk og Leo Pharma er medlemmer, ikke omfattet af reglerne.

"Vi har en principbeslutning om at deltage i alle erhvervsklubber. Vi har brug for at snakke med de andre deltagere for at vide, hvad der er på den politiske dagsorden," siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif, som selv står bag lobbykodesket.

Interesseorganisationen er medlem af syv partiers erhvervsklubber og har i foråret været vært for erhvervsklubmøder med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) inden for en måned

Lif betaler et årligt kontingent på 20.000 kroner i henholdsvis Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, og Moderaternes erhvervsklub, Det Erhvervspolitiske Mødested. 

Partiernes bidragsydere kan holdes anonyme i partiregnskaberne, hvis donationerne er under en bestemt grænse.

Den er på 22.800 kroner i 2023.

{{toplink}}

"Reglerne bør laves om"

Reglerne for medicinalindustrien er "ligegyldige", når der gøres forskel på Lif og medlemmerne, mener Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark.

Han beskriver lobbykodekset som 'window dressing'.

"Man stiller noget pænt tøj hen i vinduet for, at det skal se pænt ud, men bagved kanaliserer man pengene ind i partiet via en brancheorganisation. Det slår skår i troværdigheden af lobbykodekset. Den økonomiske relation bliver ikke svagere af, at den går igennem en brancheorganisation," siger han og tilføjer: 

"Reglerne bør laves om. Enten skal man sige, at lægemiddelindustrien gerne må betale penge til politiske partier, eller også skal man helt lade være."

Den holdning deler Roger Buch, forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der kalder det "paradoksalt", at Lif er undtaget fra lobbykodekset. 

"Hvis man har en ægte bekymring for samarbejdet mellem medicinalbranchen på den ene side og politikerne på den anden side, vil det være oplagt, at de samme regler skal gælde for Lif," siger han. 

Lif afviser at ændre regler

Udover erhvervsklubberne for de tre regeringspartier er Lif medlem af erhvervsklubberne for Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti samt Danmarksdemokraterne. 

Ida Sofie Jensen affejer kritikken fra Roger Buch og Jesper Olsen.

"Det er fuldstændigt tilladt, at de har meninger om det. Vi har den opfattelse, at vi som brancheforening har til opgave at tale med politikere, og vi frembringer ikke enkelte produkter," siger Ida Sofie Jensen. 

Lif's konkurrenter er andre brancheforeninger, mens reglerne er for virksomheder, der har en tilladelse til at markedsføre lægemidler, forklarer topchefen, som afviser, at Lif bør omfattes af lobbykodekset. 

"Jeg mener ikke, at reglerne skal ændres. Jeg er meget tilfreds med reglerne, og de er logiske for os," siger hun. 

En medlemsvirksomhed som Janssen må ikke være medlemmer af partiernes erhvervsklubber, men Lif må godt. Hvorfor giver det mening?

"Vi er en brancheforening. Janssen er en lægemiddelvirksomhed, der har en markedsføringstilladelse til at bringe produkter frem til forbrugerne. Vi markedsfører ikke lægemidler."

Kan du forstå, at nogle undrer sig over, at Janssen bliver idømt en bøde for at være medlem af Socialdemokratiets erhvervsklub, mens Lif – hvor Janssen er medlem – gerne må være medlem?   

"Når man har en markedsføringstilladelse, så er der nogle særlige regler, som skal overholdes. Vores formål er at tale med politikere. En virksomhed, der har en markedsføringstilladelse, har et andet formål end at tale med politikerne."

Hvorfor kan I ikke tale med politikere uden at betale penge for det?

"Det gør vi bestemt også."

Hvilken forskel gør pengene?

"Erhvervsklubberne giver mulighed for, at man sammen med andre erhvervsorganisationer taler med partierne i fællesskab. Det her er et helt særligt setup, hvor det handler om erhvervsvilkår."

"Vi giver ikke penge til partier"

Hvad tænker du om, at Lif støtter partier ved at betale til erhvervsklubberne, som overfører penge til partierne?

"Vi giver ikke penge til partier. Vi deltager i erhvervsnetværk, men vi giver ikke partistøtte," siger Ida Sofie Jensen.

Hvordan forholder du dig til, at erhvervsklubberne overfører penge videre til partiet?

"Det blander jeg mig ikke i. Vi betaler et kontingent, som passer nogenlunde med det, som andre netværk koster."

Hvad mener du generelt om partiernes erhvervsklubber?

"Hele den demokratiske proces i Danmark er stort set baseret på foreninger. Det er meget sjældent, at man står alene, hverken som brancheforening eller person," siger Ida Sofie Jensen og tilføjer:

"Danmark er et foreningsland, og foreninger består af sammenslutninger med forskellige kontingenter, hvor man drøfter interesser og interessefællesskaber. Det er den måde, som den demokratiske dialog foregår. Det er helt naturligt."

Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (ENLI), der bor på samme adresse som Lif, har ingen holdning til, hvorvidt brancheforeninger skal omfattes af lobbykodekset. 

"Det er op til branchen selv – gennem ENLI's styregruppe – at afgøre, om Lif skal være omfattet af lobbykodekset," siger Rikke Thomassen, sekretariatschef i ENLI.

{{toplink}}

Forrige artikel Holstein efter nye afsløringer i våbensag: Ellemann står i problemer til halsen Holstein efter nye afsløringer i våbensag: Ellemann står i problemer til halsen Næste artikel Partier om nye oplysninger i våbensag: Det kunne have ændret vores beslutning Partier om nye oplysninger i våbensag: Det kunne have ændret vores beslutning