Kan erhvervslivet vinde kapløbet om hænderne i valgkampen?

Valgkampen er begyndt. 

Foran os venter fire hektiske uger, og her bliver ét tema altdominerende for landets virksomheder:

Manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Udfordringen blev indkapslet af DI-bossen Lars Sandahl Sørensen på erhvervsorganisationens topmøde i slutningen af september. 

"Vi må løse den altoverskyggende udfordring, som er mangel på arbejdskraft," lød det fra topchefen.

Da Altinget mødte erhvervsbossen efterfølgende, var han dog mere optimistisk anlagt.

For på trods af de nødvendige reformer er udeblevet fremhævede han, at alle statsministerkandidaterne adresserede manglen på arbejdskraft som hovedelement i deres respektive taler den dag i Royal Arena. 

"Det er fordi, at det er helt oppe øverst på agendaen. Hvis det ikke var det, ville det også være uansvarligt. Man kan ikke være statsministerkandidat, hvis man ikke har løsningsforslag til en af de mest strukturelle alvorlige ting, vi står over for," lød det.

{{toplink}}

Hvem får gavn af hænderne? 

Men selvom erhvervslivet er lykkes med at banke dagsordenen ind øverst på politikernes dagsorden, så er man langt fra at indfri målet. 

For selvom der nu er opnået en bred politisk konsensus om en reformkurs, der skal sikre flere hænder frem mod 2030, er det slet ikke sikkert, at de hænder i tilstrækkelig grad kommer virksomhederne til gode. 

Indtil videre er det nemlig den offentlige sektor, der ser ud til at lægge beslag på størstedelen af det forøgede arbejdsudbud i de kommende år.

Ifølge DA forventes der at være ansat 16.500 flere personer i den offentlige sektor i 2030, mens den private sektor lige nu står til at have 71.000 færre ansatte om otte år.

Resultatet af de hidtil vedtagne reformer er, at arbejdsudbuddet frem mod 2030 vil stige med 21.000, men heraf estimeres det blot, at 4.500 af personerne er i den private sektor. 

Skuffet erhvervsliv

Igennem hele regeringsperioden har virksomhederne skreget på aftaler, der kan sikre flere hænder, men resultaterne har været begrænsede set med erhvervslivets briller.

Regeringens første reformaftale fyldte kun akkurat det beskæftigelseshul, som Arne-pensionen har skabt - og først om flere år.

Bundlinjen efter de seneste tre år er - ifølge Finansministeriets egne tal - at arbejdsudbudseffekterne af regeringens politiske aftaler er på blot 1.700 personer i 2030.    

Kort før sommerferien landede regeringen en bred aftale om at sænke beløbsgrænsen i en treårig periode, men højst 15.000 personer kan benytte den.

Siden har regeringen ligeledes præsenteret et nyt reformudspil, som – hvis det bliver vedtaget – vil øge arbejdsudbuddet med yderligere 6.100 frem mod 2030.

Store ambitioner

Og det er langt fra nok, ifølge erhvervslivet.

Den treårige aftale om en lavere beløbsgrænse træder først i kraft til december, og det seneste reformudspil er stadig kun et oplæg, som ikke er vedtaget. 

Selv hvis de tiltag bliver indfriet til fulde, er man milevidt fra erhvervslivets mål om at øge arbejdsudbuddet med 80.000 personer i 2030, hvor kommunerne også mangler 44.000 personer. 

Konservative taler ind i den dagsorden med sin 2030-skatteplan, der blev præsenteret i begyndelsen af september. 

Gennem skattelettelser og andre klassiske reformtiltag vil partiet løfte den strukturelle beskæftigelse med 55.000 personer i 2030. 

Og det har efterfølgende fået regeringen ud af busken.

Da finansminister Nicolai Wammen (S) fredag løftede sløret for regeringens 2030-plan anviste regeringen ligeledes et beskæftigelsespotentiale på 40.000 personer frem mod 2030, men der er tale om ukonkrete og ikke-finansierede tiltag.

Planen fik da også en kølig modtagelse af erhvervslivet, der over en bred kam stemplede den som “uambitiøs”.

Fugle på taget

Mens Konservative og Socialdemokratiet har valgt hver sin vej i kampen for at skaffe flere hænder, holder Venstre stadig kortene tæt til kroppen.  

Selvom partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) har gjort det klart, at "der er brug for reformer", og han vil oprette et reformudvalg, hvis Venstre ender med statsministerposten, så lader partiets 2030-plan stadig vente på sig.

Partiet har tidligere meddelt, at det først vil præsentere sin 2030-plan, efter at regeringen har præsenteret sin, men det er endnu ikke sket. Seneste meldinger er, at planen vil blive præsenteret i løbet af valgkampen. 

Forventningen er, at Venstre vil lægge sig i mellem Konservative og Socialdemokratiet ved anvise finansiering til at løfte den strukturelle beskæftigelse frem mod 2030 mere end regeringen, men mindre end Konservatives ambitionen om 55.000.

Trods flotte udmeldinger og ambitioner har planerne fra statsministerkandidaternes partier én ting til fælles: 

Indtil videre er det alt sammen fugle på taget.

{{toplink}}

Flere hænder skal løse energikrisen

Imens er desperationen i erhvervslivet tiltagende.

I august gik DI sammen med KL for at løfte dagsordenen ved at foreslå 'et nationalt kompromis' om arbejdskraft, som man har gjort på det sikkerhedspolitiske område. 

Og netop den sikkerhedspolitiske situation har også skabt en ny krise for erhvervslivet i form af energikrisen.

Krisen har nemlig fået mange virksomheder til at øge den grønne omstilling, men også her bankerne selskaberne hovedet mod muren, når det kommer til den nødvendige rekruttering. 

Ifølge Concito vil de klimapolitiske aftaler, der indtil videre er vedtaget på Christiansborg, skabe 20.000 nye job frem mod 2030, men hvor er de mennesker? 

DI estimerer, at de virksomheder, der skal øge tempoet på den grønne omstilling i øjeblikket mangler 10.000 medarbejdere.

"Hvad nytter eksempelvis vores grønne klimaambitioner, hvis vi ikke har hænderne til at udføre dem? Cowi har peget på, at Danmark skal bruge 100.000 flere personer alene til den grønne omstilling. Til sammenligning er arbejdsudbuddet hævet netto med 1.700 i denne regeringsperiode. Sytten hundrede," harcelerede Lars Sandahl Sørensen på DI-topmødet.

Erhvervslivet skal vinde kampen om hænderne 

Derfor har erhvervslivet én klar prioritet i de kommende uger. 

Opgaven bliver at præge debatten, så politikerne i tilstrækkelig grad målretter de kommende reformer specifikt mod arbejdsudbuddet i den private sektor fremfor et entydigt fokus på flere sygeplejersker, SOSU-assistenter og andre offentlige ansatte.

Når valget er afgjort, venter den næste fase for erhvervslobbyisterne.  

For der lander ingen politiske løsninger, mens valgkampen raser.

Derfor drømmer erhvervslivet om en hurtig regeringsdannelse, så politikerne snarest muligt tilbage i arbejdstøjet.

For virksomhedernes udfordringer begynder og slutter med manglen på hænder.

Erhvervslivet er nødt til at vinde kampen om hænderne. 

clh@altinget.dk