Mette Frederiksen skal vinde på tryghed og lederskab

Kan statsminister Mette Frederiksen (S) gøre det, Poul Nyrup Rasmussen (S) ikke kunne i 2001?

Dengang forsøgte Nyrup at vinde på "lederskab", og umiddelbart så det ikke helt skævt ud, for han havde tacklet krisen overbevisende efter terrorangrebet 11. september. Alligevel tabte Nyrup eftertrykkeligt.

Men situationen er ganske anderledes for Mette Frederiksen præcis 21 år efter.

Da Nyrup udskrev valg i oktober 2001, havde SR-regeringen stået til at tabe i tre år, det modsatte er tilfældet i dag, hvor Mette Frederiksen indtil for kort tid siden så ud til at få "a walk in the park". 

Desuden var det islamistiske terrorangreb grundlæggende en dårlig dagsorden for Nyrup, fordi emnet let kunne forbindes med socialdemokraternes akilleshæl, udlændingepolitikken. Den nuværende krise med en kombination af sikkerhedspolitik, inflation og energimangel ligger derimod ikke dårligt for Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen har derfor betydeligt bedre muligheder for at bruge lederskab som et aktiv, end Nyrup havde ved starten af århundredet. {{toplink}}

Emnet over alle

Ser man på de forskellige partiers valgkampsstrategi, bliver økonomi det helt dominerende for næsten alle partier.

Venstre og Konservative vil forsøge at udnytte, at økonomi alt andet lige er en borgerlig styrkeposition. Men de to partier er meget bevidste om, at det denne gang kommer helt an på, hvordan emnet bliver vinklet.

Bliver det et spørgsmål om privatøkonomi, flere penge i borgernes lommer og lettelser af afgifter i en svær tid, vil de borgerlige have overhånden. Den blå blok vil også slå hårdt på behovet for arbejdsmarkedsreformer og både gøre det til et spørgsmål om økonomisk ansvarlighed og et spørgsmål om at sikre arbejdskraft til at passe børn, gamle og syge i fremtiden.

Hvis krisestemningen drejer i den retning, vil de blå erfaringsmæssigt stå godt. Spørg bare Lars Løkke Rasmussen (M), der under finanskrisen i 2011 høstede fremgang, selvom han slagtede hellige køer som dagpengeperiode og efterløn.

Konservativ skydeskive

Regeringen og venstrefløjen vil til gengæld forbinde den økonomiske krise med den fordelingspolitiske dagsorden. Hvis de kan stå som garanter for tryghed i en usikker tid, som dem der holder det sociale sikkerhedsnet i krisen og sikrer Arne-pensionen, ja, så kan økonomi og inflation tippe over til deres side. 

Socialdemokratiet vil køre hårdt på Konservative, der med deres 2030 plan har lagt op til beskære antallet af offentligt ansatte og til gengæld give store skatte- og afgiftslettelser.

Heroverfor ønsker S-regeringen at stå som den, der sikrer en retfærdig fordeling af goderne i krisetiden. Den kampagne passer dog ikke særlig godt med Mette Frederiksens mål om en bred regering, der også indbefatter Venstre og Konservative.

Mette Frederiksen skiftede prioritet

Mette Frederiksen forstærkede tilmed bestræbelserne på at få dannet en bred regering, da hun – meget overraskende – skiftede prioritet ved valgudskrivelsen. Hidtil har Mette Frederiksen haft en fortsættelse af sin socialdemokratiske et-parti-regering som sin absolutte førsteprioritet, men ved valgudskrivelsen fra Marienborg var den brede regering over midten nu gjort til dén regering, Mette Frederiksen går til valg på.

Forklaringen på skiftet skal findes i forholdet til Radikale, der er blevet stadig mere forpestet gennem de senere måneder. Efter åbningsdebatten i går afviste Mette Frederiksen pure en SR-regering efter valget, og det samme gør sig reelt også gældende for en gentagelse af SRSF-regeringen fra Thorning-tiden. Og da Radikale er lige så stålsatte på at afvise en fortsættelse af den rene socialdemokratiske regering, er der i Mette Frederiksens bog kun en regering over midten tilbage som mulighed.

Realismen i den brede konstellation er dog stadig til overse, da Venstre og Konservative helt konsekvent afviser den.

Overnormale profitter og inflationsbaroner

Partier som SF og Enhedslisten har valgt en klassisk venstrefløjstilgang til økonomien. De to partier har sat spotlys på forslaget om beskatning af ”overnormale profitter”, altså en særskat til de virksomheder, der skummer fløden på grund af de astronomiske energipriser og de høje fragtrater. ”Inflationsbaroner” som Enhedslistens Mai Villadsen ynder at kalde dem.

Det er forslag, der normalt vil blive fejet af bordet som noget fra venstrefløjens overdrev, men denne gang er det et forslag fra EU-Kommissionens konservative formand, Ursula von der Leyen. Det gør det svært at håndtere for de borgerlige.

Radikale håber, at krisen kan give mere luft til den reformdagsorden, partiet i årevis har slået på, mens Dansk Folkeparti fisker i havet af utilfredse vælgere. Vælgere, der mener, politikerne gør for lidt og sent. Det var baggrunden for, at DF valgte at stå uden for den brede aftale om vinterhjælp.

Danmarksdemokraterne vil på deres side komme med forslag målrettet folk i partiets kerneland i provinsen. Det kan være støtte til folk, der fyrer med træflis eller har særlig store befordringsudgifter.

Mens det er indlysende, at økonomien står som det helt centrale emne, bliver det spændende at se, hvilken framing af emnet der bliver den dominerende. Det vil få afgørende indflydelse på valgets udfald.

Ikke et nyt klimavalg

En håndfuld andre emner ser også ud til at kunne flytte stemmer.

Valget 2022 bliver ikke et klimavalg som for tre år siden, dertil er den akutte krise for nærværende. Der ser tilmed ud til at være opbakning til tiltag, der – i hvert fald midlertidigt – trækker i den forkerte retning, såsom at holde et par kulkraftsværker i gang. De fleste danskere vil gerne være grønne. Men de vil ikke fryse.

Men klima er stadig top of mind hos mange unge vælgere, og for partier som Enhedslisten, Radikale og SF bliver det igen et hovedtema i valgkampen. Miljøet er blevet skubbet lidt til side til fordel for klimaet de senere år, men SF vil denne gang satse en tand mere på miljø end klima. Partiet ser et stort potentiale i områder som rent drikkevand og biodiversitet, og SF vil i næste regeringsgrundlag satse på en "Naturens lov" på linje med med klimaloven.

De borgerlige vil dog også have en højere profil på de grønne områder denne gang. Både V og K satser på, at partierne har fået større legitimitet, efter at de har været med i flere brede klimaaftaler. {{toplink}}

Understrømmene

Udlændinge er af flere iagttagere blevet dømt som et udtømt emne, fordi der nu er bred konsensus om en stram udlændingepolitik. Og området kommer ikke til at afgøre valget i 2022 på samme måde, som det skete i nullerne.

Men statsminister Mette Frederiksen ser stadig udlændingepolitik som en stærk understrøm blandt mange vælgere, og den vurdering kan meget vel være rigtig. Udlændingepolitik er ikke længere nummer ét på vælgernes dagsorden, men en stram udlændingepolitik skal for mange vælgere være en del af pakken, hvis et parti – eller en regeringskonstellation – overhovedet skal overvejes.  

Under alle omstændigheder er området katapulteret ind i den aktuelle valgkamp, efter at den radikale Zenia Stampe stangede et "Stop-Rwanda-projektet"-ultimatum ud til S-regeringen. Et ultimatum, der siden blev bakket op den af den radikale ledelse. Konflikten blev skærpet yderligere på åbningsdagen, da Mette Frederiksen åbent erklærede, at en SR-regering ikke kan dannes på grund af udlændingepolitikken. 

En rød pølse og kebab

Endelig er udlændingepolitik hovedretten hos fløjpartier som Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og det trængte Dansk Folkeparti, hvor især DF vil hamre til i valgkampen. DF'erne skal dog passe på, at de ikke i deres iver rammer ved siden af skiven.

Der har været skæverter på det seneste, eksempelvis var det næppe en vindersag, at Pia Kjærsgaard hidsede sig op over, at man frit kunne vælge mellem en rød pølse og kebab til en fodboldkamp.

Fra den helt anden fløj vil man se Frie Grønne og Sikandar Siddique (FG), der aldrig forsømmer en chance til at tale om dansk "statsracisme", og med under én procents opbakning bag Frie Grønne vil Siddique sandsynligvis hæve tonelejet yderligere. 

Endelig er boligpolitik en joker, der givetvis vil spille en større rolle denne gang end ved de sidste mange valg. Banen er kridtet op med Venstres meget ideologiske boligudspil, hvor selve det at eje en bolig fremhæves som noget godt, og rød bloks vedtagelse af et huslejeloft på fire procent i de næste to år. Det er et område, som både borgerlige partier og et parti som Enhedslisten ser store potentialer i.

Lederskab og tryghed

Samlet set er tryghedsdagsordenen – ro på huslejen, hjælp til de fattigste i energikrisen, en bredt funderet sikkerhedspolitik, indsats mod kriminaliteten og en stram udlændingepolitik – den ene del af den cocktail, der skal sikre Mette Frederiksen sejren. 

Det andet er lederskabet. Mette Frederiksen deler vandene, og hendes ledelsesstil vil af borgerlige konsekvent blive beskrevet som magtfuldkommen. Minkskandalen vil igen og igen blive fremhævet som stjerneeksemplet på en statsminister, der går langt over stregen og meget nødig vil indrømme en fejl. Den dagsorden har et vist publikum.

Mette Frederiksen kan på sin side håbe på, at de fleste vælgere, når dagen er omme, vil konkludere nogenlunde sådan:

"Det kan godt være, at Mette Frederiksen er magtfuldkommen, og at jeg hellere vil drikke en øl med Søren Pape. Men jeg tror nu alligevel, jeg vil have hende til at stå ved roret i en krisetid."  

erik@altinget.dk