Tusindvis af faglærte har sagt farvel til efterlønnen i år

Lidt over 12.000 medlemmer af FOA, 3F og HK har meldt sig ud af efterlønsordningen i år, hvor regeringen har besluttet, at man kan få udbetalt sit bidrag skattefrit. Radikale, Konservative og Liberal Alliance vil udfase efterlønnen helt i 2030 for at skaffe arbejdskraft, men det er ikke rimeligt, lyder det fra fagbevægelsen og regeringen.  

Siden 2011 har næsten 800.000 danskere meldt sig ud af efterlønsordningen, og det tal har nu taget et nyt dyk i de første seks måneder i år. 

En rundspørge til 3F, FOA og HK viser, at lidt over 12.000 faglærte har valgt at melde sig ud mod til gengæld at få deres bidrag skattefrit, efter regeringen åbnede for muligheden tilbage i januar. Tallet forventes at blive langt højere, når samtlige a-kasser gøres op.  

Ser man frem mod 2030 vurderer a-kassernes brancheforening, at antallet kan falde helt ned til mellem 10.000 og 15.000 personer. 

3F: Urimeligt at sløjfe ordning

Radikale har fornylig foreslået at udfase efterlønnen helt i 2029 for at skaffe mere arbejdskraft mod til gengæld bevare den såkaldte Arne-pension.

Det har gjort spørgsmålet om tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet til et af de store temaer ved det kommende folketingsvalg. Også Konservative og Liberal Alliance ønsker at udfase efterlønnen i 2030,

Fagbevægelsen og regeringen mener dog, at det vil være uretfærdigt af afskaffe efterlønnen.

"Vi har stadig 32.000 medlemmer, som ikke har meldt sig ud, selv om de har haft muligheden for det tre gange de sidste ti år. 20.000 af dem vil miste muligheden for at gå på efterløn, hvis ordningen stopper i 2030. Det mener vi ikke er rimeligt, når de har indbetalt til ordningen i forhåbning om at kunne bruge den," siger direktør i 3F's a-kasse, Eva Obdrup.

Hun peger på, at selv om man skal være rask og arbejdsdygtig for at være berettiget til efterløn, kan man senere blive nedslidt og syg i de år, man kan være på ordningen frem til folkepensionsalderen.  

"Man er måske ikke helt nedslidt, men har ikke kræfterne til arbejde videre som før. Og så kan man gå på efterløn, når først man har fået sit efterlønsbevis." 

Har I noget overblik over, hvor mange efterlønsmodtagere, der bliver syge eller nedslidte efter de har fået deres efterlønsbevis?  

"Det er der ikke tal for. Men hverken efterløn eller Arne-pension er fede luksus-ordninger, som man vælger, hvis man kan arbejde videre. Vi har heldigvis rigtig mange medlemmer af efterlønsordningen, som vælger at arbejde videre, hvis de kan og vil, men som har en sikkerhedsventil, hvis det skulle gå galt." 

Forslaget skyldes et forsøg på at få mere arbejdskraft. Ifølge Finansministeriet vil det give 18.000 flere hænder at stoppe ordningen i 2029. Hvad er jeres bud på at øge arbejdsudbuddet, hvis ikke det skal ske med tilbagetrækningsordninger? 

"Vi mener, at et bedre arbejdsmiljø er vejen frem til at sikre, at vi kan holde til at blive længere på arbejdsmarkedet fremover," siger Eva Obdrup. 

Altinget har spurgt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om, hvorfor regeringen har gjort det muligt at melde sig ud af efterlønsordningen skattefrit, og om regeringen anerkender, at det vil give 18.000 flere hænder at afskaffe ordningen i 2030. Han er endnu ikke vendt tilbage med svar.

Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht har dog overfor Berlingske afvist det Radikale forslag om at udfase efterlønnen, som han kalder "meget langt fra socialdemokratisk tankegods."  

Beskæftigelsesministeriet forventer at offentliggøre det samlede antal udmeldinger af ordningen snarest. 

Forrige artikel Skattebonus, kontanthjælpsloft og flere på fuld tid: Her er Venstre nye udspil Skattebonus, kontanthjælpsloft og flere på fuld tid: Her er Venstre nye udspil Næste artikel Hummelgaard afviser identitetskrise i S: Vi er ikke kun et parti for arbejderklassen Hummelgaard afviser identitetskrise i S: Vi er ikke kun et parti for arbejderklassen