Når vi beder kvinder om at arbejde mere, prøver vi at fikse kvinden i stedet for systemet

Jeg har altid arbejdet meget. Jeg glædede mig til at arbejde igen efter mine barsler med nye erfaringer og kompetencer, som har gjort mig bedre - også i mit lønnede job.

Jeg mener, at jeg er en bedre mor og et bedre forbillede for mine børn, når jeg arbejder. Også, når det er mere end 37 timer om ugen. 

Dem, der kan lide kasser, vil måske putte mig i kapitalist-feminist-kassen og sige, at min opfattelse af ligestilling er at gøre kvinder og mænd ens og forkaste den kvindelige biologi og dens væsen. Men jeg ønsker mig egentlig bare en fremtid med et inkluderende arbejdsmarked, hvor kvinder og mænd er ligestillede og ligeværdige med hver deres unikke egenskaber og forskelligheder.

Derfor synes jeg, at det er et problem, når nye analyser viser, at andelen af kvinder på deltid fordobles efter deres første barn, mens mænd ikke ændrer deres arbejdstid efter første barn. Det er også selvom, at andelen af kvinder og mænd på deltid før deres første barn er lige stor. 

Ønsker vi en reel forandring, må vi gøre os umage for at forstå, hvorfor det er sådan, i stedet for blot at gøre kvinders manglende deltagelse på arbejdsmarkedet til et problematisk faktum, som vi kan kaste i hovedet på dem som en skambold.

For det første er der jo ikke tale om alle kvinder, men primært mødre.

Claudia Goldin har netop vundet Nobelprisen i økonomi for sin forskning, der på baggrund af 200 års historisk data viser, at moderskabet straffer kvinder på arbejdsmarkedet.

Det er en vigtig blåstempling af fakta, der mange steder i Danmark stadig betvivles og underkendes.

For det andet skaber den kønnede lønforskel et økonomiske rationale i mange hjem om, at det bedre kan betale sig, at kvinder går ned i tid, så mænd kan gå op eller fastholde deres arbejdstid. Forskellen på kvinder og mænds løn i samme job er i gennemsnit syv procent i Danmark. Det gælder både inden for det offentlige og det private, og tallene er renset for mulige forstyrrelser af sammenligningen, eksempelvis at kvinder oftere er på deltid, og mænd oftere er ledere.

Når det politiske system beder os om at arbejde mere for at fremtidssikre velfærd til børn, ældre og syge, er det ”vi” ikke et kollektivt vi. Men det er primært møntet på kvinder. Endda på kvinder, der allerede bærer vores velfærd i dag, og som ofte er mødre.

Næsten 80 procent af de ansatte i kommunerne og regioner er kvinder. De kvinder siger, at de ikke har mere tid at give af. De arbejder allerede det, de kan, fordi de også skal have tid til deres børn, forældre, familiemedlemmer og andet arbejde i hjemmet. Sikke en catch-22. 

Her kommer min egentlige pointe: Når vi beder kvinder om at arbejde mere, giver vi kvinderne en del af skylden for den skrantende velfærd og et ansvar for den fremtidige, og det er ude af proportioner.

Vi laver med andre ord et kæmpestort fix-the-woman-move, hvor vi i stedet burde fokusere på et fix-the-system-move.

For kan kvinderne egentlig forandre det system, som vi beder dem om at fremtidssikre ved at arbejde mere?

Hvem prioriterer den økonomi, der blandt andet bestemmer kvalitet, løn, arbejdsvilkår og normering i den velfærd, hvor kvinderne er ansat, og hvor vores børn, ældre og syge er placeret? Det system, hvor kvindedominerede fag har lavere lønninger end mandsdominerede, og hvor kønsfordelingen blandt regionsformænd, borgmestre og kommunaldirektører er cirka 80 procent mænd.

Når det kommer til økonomiaftalerne, der forhandles af regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, er kønsfordelingen i Kommunernes Landsforenings bestyrelse cirka 70 procent mænd, og i Danske Regioner er den cirka 65 procent mænd.

Finansministeriets kontorer og afdelinger, der er ansvarlige for velfærdspolitik, offentlige finanser, regneprincipper og arbejdsmarkedspolitik, har alle mandlige chefer – og på toppen sidder den mandlige departementschef sammen med finansministeren, der jo som bekendt også er mand.

{{toplink}}

Siden ministerialreformen i 1848, hvor finansministertitlen officielt blev skabt, har Danmark haft 51 finansministre fordelt over 67 ministerperioder. Ud af de 51 ministre har der været én kvinde, Socialdemokratiets Pia Gjellerup, der var finansminister fra december 2000 til november 2001.

Der skal altså mere end almindelig stamina til at ændre 175 års mandlig dominans på 11 måneder.

Men der er jo også en række regeringsudvalg? Ja, det er rigtigt.

I de to mest magtfulde regeringsudvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget, er kønsfordelingen cirka 75 procent mænd.

Kan vi virkelig drøfte indhold af en samfundskontrakt uden at forholde os til den manglende ligestilling og repræsentation af kvinders virkelighed i den mandsdominerede beslutningsmagt, som sætter rammevilkårene for det system, som vi beder kvinder arbejde mere i?

Det gælder for kvinder, som allerede arbejder halvandet til to fuldtidsjobs, når deres lønnede og ulønnede jobs sammenlægges. Kvinder, der arbejder på et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i verden, hvor løngabet i 2022 er beregnet til 18 procent på tværs af arbejdsmarkedet.

Kvinder i et land, hvor alle 15.000 personer, der i 2021 var på ufrivillig deltid, og som angav pasning af børn og familie som årsag til, at de arbejder på deltid, var kvinder – og hvor familiemæssige årsager også i 2022 angives som den hyppigste årsag til, at kvinder arbejder på deltid.

Måske er problemet ikke, at kvinder ikke vil arbejde fuldtid.

Måske er det reelle problem, at mænd og vores - kønsopdelte - arbejdsmarked stadig er afhængigt af, at kvinder arbejder på deltid og ulønnet i hjemmet?

Kvinders ansvar for fremtidens velfærd er ikke større, end alle andres er. Det har vi et lige ansvar for.

Skal velfærden også i fremtiden være vores fælles privilegium, bør vi også bede mænd om at løfte mere i hjemmet, og vi bør bede politikere og arbejdsgivere om rammer, der gør det nemmere at arbejde fuldtid for både mødre og fædre.

Ting hænger sammen, som Lønstrukturkomitéens endelige rapport også klart beskriver:

”Arbejdsfordelingen i familien, og især i forbindelse med forældreskabet, har betydning for det kønsopdelte arbejdsmarked – og der er en gensidig afhængighed og samspil mellem mænd og kvinders uddannelsesvalg, familieplanlægning, normer på arbejdsmarkedet og institutionelle forhold”.

Så lad os droppe verdens ældste fest-trick blandt forældede og toksisk maskuline kredse, når tingene går skidt: At give kvinder skylden og råbe "fix-the-woman".

Lad os i stedet fokusere på et fix-the-system-move ved at øge kønsdiversiteten i beslutningskompetencens top og inkludere kvinderne i udformningen af fremtidens velfærd med reel indflydelse.  

Det vinder vores fremtidige velfærd mere ved. 

{{toplink}}