Efter ti år er længe ventet reform næsten i mål, men nu kritiseres den for at forsømme sit formål

Den nye arbejdsskadelov vil med stor sandsynlighed ikke nedbringe den årelange sagsbehandling i arbejdsskadesager, vurderer både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), advokater og fagbevægelsen kort før vedtagelsen. Dermed risikerer den længe ventede reform at forsømme en central del af sit formål.
 

Den skulle være kulminationen på et årtis politiske bestræbelser på at komme årelang sagsbehandling og usikre afgørelser i arbejdsskadesager til livs. 

Men den nye arbejdsskadelov, som ventes vedtaget i næste uge, er så fuld af fejl og mangler, at målet om at nedbringe sagsbehandlingstiden ikke er realistisk.

Sådan lyder det fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), advokater med speciale i arbejdsskader og fagbevægelsen i høringssvarene til loven.

"Bestyrelsen vurderer ikke, at elementerne i lovforslaget alene kan danne grundlag for de i aftalen fastsatte mål for sagsbehandlingstider," skriver AES, der som myndighed skal administrere de nye regler.

I et næsten 50 sider langt høringssvar påpeger AES dernæst faktuelle fejl og uklarheder, som vil øge sagsbehandlingstiden i særligt de tunge sager om erhvervsevnetab.

{{toplink}}

Tre års ventetid på afgørelse

Arbejdsskadesystemet har i mange år været kritiseret for at være for stift og for langsomt - og dermed spænde ben for, at borgere kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter arbejdsskader.

En reform har været undervejs siden 2013, hvor det kom frem, at den daværende Arbejdsskadestyrelse pressede medarbejderne i en grad, så borgerne ikke kunne være sikre på at få den rigtige erstatning.

Reformen har været varslet i flere regeringsgrundlag og lovkataloger, men først i 2022 indgik den daværende S-regering en bred politisk aftale om et forbedret arbejdsskadesystem efter input fra arbejdsmarkedets parter.

Kortere sagsbehandling udgør "et væsentligt succeskriterie" i den politiske aftale, som fastsætter et overordnet mål for den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i arbejdsskadesager på syv måneder, mens sager om tab af erhvervsevne skal afgøres på maksimalt 20 måneder.

Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ligger den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i dag på 12 måneder, mens sager om erhvervsevnetab aktuelt tager næsten tre år at behandle.

Men lovforslaget risikerer altså at gøre ondt værre. Især reglerne om erstatninger for ulykker, hvor man mister dele af sin erhvervsevne, og en ny uddannelsesgodtgørelse, giver panderynker.

{{toplink}}

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der selv sidder i bestyrelsen for AES, forudser endnu længere sagsbehandlingstider og risiko for flere usikre afgørelser. 

"Lovforslaget søger at omrokere erstatningsmidler, der allerede findes i systemet samt at skabe forenklinger, som samtidig tilføjer en højere grad af vilkårlighed, der må formodes at få en modsatrettet effekt med flere klager og retssager,” skriver organisationen og fortsætter:

"FH mener, at man med forslaget har skrevet sig ind i et bureaukratisk og meget vanskeligt område at navigere i, der efter vores opfattelse vil føre til flere klager, flere hjemvisninger, flere retssager og et stort antal sager, som skal genoptages på ulovbestemt grundlag.”

Hverken AES eller FH ønsker at uddybe deres høringssvar.

Advokater efterlyser klagemuligheder

Ifølge Karsten Høj fra Elmer Advokater, som har afgivet høringssvar på vegne af Danske Advokater, rummer lovforslaget gode intentioner, men bliver indført uden de nødvendige ekstra ressourcer og på et tidspunkt, hvor AES i forvejen er bagud med sagerne efter corona.

"Det her vil ikke give nogen forbedringer i AES her og nu. Man ændrer grundlæggende elementer i arbejdsskadeloven, uden at det blevet fagligt belyst og uden at fortælle, hvad den langsigtede plan for området er," siger Karsten Høj, som til dagligt repræsenterer fagforeninger i arbejdsskadesager.

"Det er lidt den samme sang som med ejendomsvurderingerne. Man vil gerne gøre systemet mere automatisk, men indfører samtidig en masse nye regler og forringer folks mulighed for at klage over afgørelserne," siger han med henvisning til, at man fremover først kan klage til domstolene, hvis man har haft sagen forbi Ankestyrelsen, men samtidig har en samlet frist på et år.

Advarsler bekymrer SF

Trods advarslerne har alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten under førstebehandlingen tilkendegivet, at de stemmer for lovforslaget.

I SF undrer arbejdsmiljøordfører Astrid Carøe sig dog over at læse vurderingen af, at de nye regler risikerer at medføre endnu længere sagsbehandling.

"Jeg synes, at høringssvarene er alvorlige, og jeg har også spurgt ministeren, hvad hun siger til det. Der er helt sikkert behov for, at vi kigger på en forenkling, men det er jo ikke særlig smart, når aktørerne konkluderer, som de gør, fordi så lykkes man jo ikke med hele ideen bag aftalen," siger hun.

Også regeringspartiet Venstre stemmer for, men vil følge udviklingen i sagsbehandlingstiderne tæt.  

"Vi ser lovforslaget som  et skridt i den rigtige retning, men vi skal selvfølgelig sætte ind, hvis ikke vi ser en forbedring. Og det forventer vi også, at AES vil gøre os opmærksomme på," siger beskæftigelsesordfører Christoffer Melson. 

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) peger på, at der er over ti initiativer i loven, som skal være med til at forkorte sagsbehandlingstiden, og at AES desuden er blevet om at komme med yderligere forslag.

"Jeg lægger stor vægt på at få fulgt op på aftalen og sikre, at de politiske målsætninger indfries. Jeg vil ikke udelukke, at der kan blive behov for yderligere initiativer for at komme helt i mål," skriver hun i et svar til Altinget. 

Det samme understreger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel.

"Vi har høje ambitioner for at reducere sagsbehandlingstiden, men vi når ikke i mål med det første lovforslag, fordi der faktisk ligger en del i aftalen om, at vi skal vende tilbage, når vi har flere konkrete bud på løsninger fra dem, der arbejder med det i praksis," siger han.

Men når man har arbejdet på det her i ti år, er det så ikke foruroligende, at helt centrale aktører vurderer, at man ikke opfylder intentionen med loven? 

"Jeg er ikke enig i, at der ikke i lovforslaget er elementer, som vil bidrage til kortere sagsbehandlingstid. Men jeg er enig i, at vi ikke når helt i mål med de ting, der ligger i aftalen indtil videre. Men det er jo netop baggrunden for, at vi har bedt blandt andet AES komme med bud på, hvad man yderligere kan gøre i forhold til deres sagsbehandling," siger Jens Joel.

Følg L 23 Lov om arbejdsskadesikring med videre
(Beskæftigelsesministeriet)

7/12
2023
14/11
2023
13/11
2023
4/10
2023

,

Forrige artikel Nye oplysninger fra Finansministeriet: Så mange milliarder er der i Wammens skjulte reserve Nye oplysninger fra Finansministeriet: Så mange milliarder er der i Wammens skjulte reserve Næste artikel Ny lov forringer deltidsansattes erstatninger for arbejdsskader Ny lov forringer deltidsansattes erstatninger for arbejdsskader