Debat: Ufrugtbar debat mangler at afklare mindstelønnens relevans

Af Kim Paulsen
Økonomisk rådgiver

Der har på det seneste været en noget ufrugtbar debat på Altinget om EU's arbejde med et forslag til en mindsteløn i EU-landene.

Fronterne mellem Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, på den ene side og brede dele af fagbevægelsen på den anden side har været trukket skarpt op. Derudover har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) påstået, at fælles regler om mindsteløn i EU vil ødelægge den danske model.

Som jeg ser ideerne fra Europa-Kommissionen, er de udsprunget af den økonomiske ulighed og det faktum, at millioner af europæere ikke kan leve et værdigt liv på baggrund af den løn og de arbejdsvilkår, som de for tiden arbejder under.

EU vil indføre et sikkerhedsnet, således at der i fremtiden bliver en universel grænse for, hvor lav standarden må være med hensyn til løn og arbejdsmiljø. Den kunne for eksempel være en vis procentdel af medianlønnen i det pågældende land, når vi taler mindsteløn.

Jeg tror ikke, at nogen har tænkt sig, at de danske overenskomster skulle blive berørt negativt heraf. Jeg vil da også håbe, at de overenskomster mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne, som allerede findes i Danmark og bliver forhandlet i fremtiden, ligger over det niveau.

Har svært ved at leve anstændigt
Problemet i EU er, at millioner af lønmodtagere ikke er omfattet af en overenskomst, eller, hvis den findes, er lønnen nogle gange så lav, at de ansatte ikke kan leve et anstændigt liv i det aktuelle land.

Desværre er der også lønmodtagere i Danmark, som ikke har en overenskomst, fordi nogle arbejdsgivere er stærke nok til at afvise fagforeningernes generelle krav om en overenskomst.

Denne del af det danske marked uden overenskomster vil givetvis have stor gavn af en mindsteløn, så længe der ikke er en overenskomst. Når overenskomsten er hjemme, har mindstelønnen ingen relevans.

Vi har herhjemme via mediernes omtale set flere eksempler på ekstremt lave lønninger og dumpingvilkår, som de fleste nok troede kom fra en anden verden end den danske.

Fagbevægelsen ved det selv fra sine erfaringer i kampen imod social dumping. Kendetegnende er det, at disse uhyrlige vilkår gælder på arbejdspladser uden overenskomst.

Lønkvoten er faldet siden finanskrisen
Desuden er der tendens til større økonomisk ulighed i Danmark og til udbredelsen af et nyt prekariat af løse og atypiske ansættelser. Selvom beskæftigelsen målt i personer har været stigende i de seneste år, har stigningen målt i arbejdstimer været moderat, især når den demografiske udvikling tages med.

Der er altså et voksende område uden overenskomstmæssig dækning i Danmark, lønkvoten er faldet siden finanskrisen, og de traditionelle fagforeninger har mistet medlemmer.

I den situation bør den danske fagbevægelse ikke være så forskrækket for følgerne af en dialog om mindsteløn. Derfor vil jeg opfordre fagbevægelsen til at brede sin horisont lidt længere ud end til egne medlemmer.

Fagforeningerne bør kunne støtte en mindsteløn i udlandet og for den sags skyld også herhjemme, så længe de ikke har været i stand til at skabe overenskomst for et betydeligt antal arbejdere og funktionærer. Alt andet ville være at pleje egne særinteresser på bekostning af almenvellet og bestræbelserne på at mindske den økonomiske ulighed i Europa.

Alternativet hertil er, at fagbevægelsen ved lov kræver overenskomst på alle arbejdspladser, men det vil nok ikke stemme overens med den danske illusion om frie forhandlinger imellem arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne.

debat@altinget.dk