DA: Lønforsikringer er ikke et tegn på den universelle velfærdsstats afvikling

DEBAT: Den universelle velfærdsstat er langt mere end forsikringer ved ledighed. Lønforsikringerne må dog ikke underminere dagpengesystemet, skriver DA-direktør Jacob Holbraad.

Af Jacob Holbraad
Direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

Lønforsikringer er et tegn på, at den universelle velfærdsstat står "afpillet og næsten uigenkendelig tilbage". Så dramatisk er debatten om lønforsikringer blevet iscenesat i Altinget.

Der er behov for lige at tage en dyb vejrtrækning og stille skarpt på, hvad vi egentligt taler om. Lønforsikringer er ikke et tegn på, at den universelle velfærdsstat er under afvikling.

Den universelle velfærdsstat er – heldigvis – langt mere end forsikring ved ledighed. Velfærdsstaten er også gratis uddannelse til alle og fri behandling, når vi er syge. Her er Danmark fortsat blandt de lande i verden, der bruger flest penge på borgerne.

Når vi diskuterer lønforsikringer, diskuterer vi, hvilken sikkerhed man har, når man mister sit job. Det er bare ét ben i den universelle velfærdsstat. Men det er et vigtigt ben, som er afgørende for, at vi har så fleksibelt og velfungerende et arbejdsmarked, som vi har i Danmark.

Dagpengesystem passer på ledige
Nu, hvor vi har det på plads, hvordan ser det så ud med vores berømte flexicuritymodel?

Heller ikke her er der grund til dramatiske overskrifter. Har man en lav lønindkomst, får man i dag 87 procent af sin disponible indkomst dækket af dagpenge, hvis man mister sit job.

Kompensationsgraden efter skat er siden 2001 faldet meget lidt. Og Danmark er blandt de lande i verden, hvor særligt lavere lønnede medarbejderne får dækket den største del af deres løn, hvis de bliver ledige.

Dagpengesystemet holder i dag en stærk hånd under dem, der har den største risiko ved at blive ledige. Det skal vi holde fast i. I den forbindelse er det ikke i sig selv problematisk, at medarbejdere tegner private lønforsikringer. Det er heller ikke noget nyt.

Men det er afgørende, at dagpengesystemet ikke forringes på grund af udbredelsen af private lønforsikringer. Det offentlige har en forpligtelse til at sikre dem, der står svagest på arbejdsmarkedet.

Hold hånden under de svageste
Samtidig skal vi skal holde fast i, at det offentlige dagpengesystem bygger på solidaritet.

Medarbejdere med en middel lønindkomst får ikke dækket lige så stor en del af deres indkomst ved ledighed, som medarbejdere med en lavere indkomst gør. Men det har nu heller aldrig været meningen.

For medarbejdere med højere indkomster kan det give mening at tegne en lønforsikring. Det er der ikke noget at sige til. Det afgørende er blot, at uanset hvilke former for lønforsikring der opstår, må det ikke underminere dagpengesystemet.

Velfærdsstaten skal – ligesom på mange andre områder – fokusere hjælpen, så den holder hånden under de svageste.

Forrige artikel 3F: Stop kriminelle banditter, der udnytter illegal arbejdskraft 3F: Stop kriminelle banditter, der udnytter illegal arbejdskraft Næste artikel Museumsdirektør: Gæld til feriefond truer vores eksistensgrundlag Museumsdirektør: Gæld til feriefond truer vores eksistensgrundlag