Akademikerne: Skyd på det pressede dagpengesystem – ikke på de private lønforsikringer

DEBAT: De pivate lønforsikringer er et symptom på det pressede dagpengesystem. Styrk systemet, og skab tryghed for alle a-kassemedlemmer, skriver Akademikernes formand, Lars Qvistgaard.

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

I Danmark er princippet om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, en central del af den måde, som vi tænker vores velfærd og vores arbejdsmarked på.

Alle kan gennem medlemskabet af en a-kasse sikre deres økonomi i tilfælde af ledighed og få dagpenge, hvis de skulle miste deres arbejde. Det betyder, at vi alle sammen skal kunne gå på arbejde med ro i maven og vide, at hvis der en dag lander en fyreseddel på vores bord, så betyder det ikke i første omgang, at vi skal gå fra hus og hjem.

Samtidig er det et solidarisk system, hvor de, der er mindst ledige, bidrager til et system, der også sikrer dem, der er mest ledige. Og sådan skal det være. Gennem et a-kassemedlemskab bidrager vi til fællesskabet, når vi kan. Samtidig kan vi forvente at få hjælp fra fællesskabet, når vi har brug for det.

Forudsætningen for, at det solidariske dagpengesystem hænger sammen, er, at alle a-kassemedlemmer oplever, at a-kassemedlemskabet faktisk forsikrer deres økonomi, indtil de igen kommer i arbejde.

Derfor er det en bombe under den solidariske model, at dagpengene løbende mister værdi, og dagpengenes kompensationsgrad er faldende.

Trussel mod det solidariske system
Det er i det lys, at man skal se de nye private lønforsikringer. I takt med at dækningsgraden i vores fælles dagpengesystem bliver mindre, så bliver incitamentet til at finde andre måde at forsikre sig mod ledighed på også større.

Nogle tegner en tillægslønforsikring, hvor de bliver i a-kassen, men bygger en privat lønsikring oven på rettighederne i dagpengesystemet. Det udfordrer ikke det solidariske system i samme grad som den model, ASE netop har lanceret.

Her overgår man helt til privat lønforsikring og slipper for jobcenterets aktiveringskrav, hvilket ikke gør modellen mindre appellerende. Men selvom de private lønforsikringer måske lyder som et spændende tilbud, så er det et tilbud, der kun er tilgængeligt for enkelte grupper med fast lav ledighed.

Derfor er det en kæmpe trussel mod vores solidariske dagpengesystem, hvis de grupper, der i dag er med til at få økonomien i dagpengesystemet til at hænge sammen, fordi de betaler mere, end de får ud, forlader systemet til fordel for en privat forsikring.

Alligevel giver det ikke mening at udråbe de private lønforsikringer som et problem i sig selv. De private lønforsikringer er et symptom på et presset dagpengesystem, og måden at sikre den solidariske model på er ikke ved at skyde på de private lønforsikringer. I stedet skal vi styrke vores dagpengesystem, så vi også fremadrettet har et system, der skaber tryghed for alle a-kassemedlemmer.

Alternativet – at de stærkeste forlader systemet, og de svageste bliver tilbage – er dyrt. Både for staten, for de tilbageværende medlemmer og for sammenhængskraften på vores arbejdsmarked.

Forrige artikel Museumsdirektør: Gæld til feriefond truer vores eksistensgrundlag Museumsdirektør: Gæld til feriefond truer vores eksistensgrundlag Næste artikel DA og FH: Pensionen er for vigtigt til at eksperimentere med DA og FH: Pensionen er for vigtigt til at eksperimentere med