Ase: Tomme ord i dagpengedebat er åbenbart mere solidarisk end handling

Af Karsten Mølgaard Jensen
Direktør, Ase

"Alarmklokkerne ringer", dagpengesystemet er en "syg patient" og et "wakeupcall til politikerne", der bør gribe til handling og genoprette tilliden til dagpengene.

Men prøv endelig ikke at komme med specifikke bud på, hvordan de enkelte lønmodtagere reelt kan få en økonomisk tryghed i deres arbejdsliv. Det er usolidarisk.

Det var reaktionen fra såvel beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) som diverse faglige aktører, da Ase forleden præsenterede en helt ny type lønforsikring, som er målrettet omkring en kvart million danskere med solid uddannelse, lav ledighed og en ringe økonomisk dækning i arbejdsløshedsforsikringssystemet.

Det drejer sig om en lang række faggrupper såsom sygeplejersker, lærere, ingeniører, økonomer, jurister og tandlæger. For akademikere er kompensationsgraden sjældent højere end 35 procent af deres lønindkomst. Det kan mærkes i familiernes økonomi.

Stedmoderlig behandling i systemet
At kompensationsgraden i dagpengesystemet for mange danskere er for lav, er de fleste efterhånden blevet enige om. Og det i en sådan grad, at flere forbund påtog sig æren for at have gjort opmærksom på skævheden. Men øjensynligt ikke iørefaldende nok.

Kommer der derimod en konkret løsning på bordet fra Ase, som reelt giver ægte økonomisk tryghed til op mod 250.000 danskere, hvis alternativ er en stedmoderlig behandling i dagpengesystemet eller at stå helt uden forsikring, er dommen entydig: Den private lønsikring er usolidarisk. Ja, nærmest uanstændig.

Okay, vi taler her om op mod en kvart million danskere, der – hvis de vælger at lade sig forsikre helt uden om dagpengesystemet – i tilfælde af ledighed er helt uafhængige af enhver form for offentlige ydelser samt a-kasser og jobcentre.

Problemet ligger et andet sted
Fagbevægelsens medie A4 spurgte direkte: "Hvad skal politikerne gøre ved Ase?", som om Ase var udfordringen.

Problemet ligger dog et helt andet sted, hvilket også er A4's konklusion og handler om blandt andet manglende handlekraft. Virkeligheden er – uanset diverse efterlysninger af politisk handling – at der hverken er penge eller vilje i Folketinget til at indfri kravene de kommende år. Det ved såvel regeringen som fagbevægelsen og company udmærket.

Således mangler Peter Hummelgaard Thomsen her og nu de ti milliarder kroner, som det ifølge beskæftigelsesministeren vil koste at rette op på dagpengesystemet.

Hvordan han er kommet frem til det svimlende beløb, eller hvordan regeringen, der er spændt hårdt af klimamål og diverse velfærdsløfter, nogensinde skal finde midler i den størrelsesorden, har Peter Hummelgaard øjensynligt intet bud på. Et flertal kan han heller ikke mønstre.

Ønsker ikke at forringe dagpengesystemet
Med andre ord lader en politisk løsning vente på sig. Spørgsmålet er, hvad alternativet er, mens de to millioner dagpengeforsikrede venter på handling fra Christiansborg.

Skal vi give op? Tie, lade stå til og acceptere skævhederne i systemet? Eller forsøge at udbedre dem? I Ase er vi klar til at finde løsninger, der giver dem, som det handler om – individerne – et brugbart tryghedsprodukt.

For rigtig mange danskere, særligt dem med de laveste lønninger, udgør dagpengesystemet stadig et godt økonomisk sikkerhedsnet.

Udfordringen her har været at give lønmodtagere med højere indtægter en arbejdsløshedsforsikring, der reelt giver dem sikkerhed i økonomien, hvis de skulle miste jobbet.

Ases ærinde er naturligvis ikke at forringe dagpengesystemet. Tværtimod ønsker vi, at alle på arbejdsmarkedet uanset indkomst, uddannelse og ledighedsprofil skal have mulighed for at vælge en forsikringsløsning, der modsvarer netop deres behov og prioriteringer.

Det nuværende dagpengesystem er skruet sammen, så dækningsgraden er større, jo lavere indtægt du har, og jo længere du er ledig, desto større gavn har du af det. Det gælder, uanset hvor mange der vælger at stå udenfor.

Vil kæmpe indædt for forbedringer
Vi kommer fortsat indædt til at foreslå og arbejde for forbedringer i a-kasseproduktet, som vores 145.000 a-kassemedlemmer har en berettiget forventning om.

I dag har op mod 800.000 fravalgt dagpengesystemet. Er det mon også udtryk for utilgivelig mangel på solidaritet?

I princippet kan de – hvis de bliver ledige og opfylder kriterierne for at få kontanthjælp – komme til at trække på de offentlige kasser i modsætning til de privatforsikrede, der på ingen måder ligger skatteyderne til last, men tager ansvar og klarer sig selv.

Andre – op mod 400.000 på arbejdsmarkedet – har valgt at tegne en tillægsforsikring til deres a-kassemedlemskab. Det er også en rigtig god mulighed for mange.

For udvalgte faggrupper mener vi, at det er den bedste løsning at vælge en helt privat lønforsikring, som betyder, at de kan finansiere deres ledighed helt uden at involvere en eneste skattekrone. Hvordan kan det nogensinde blive usolidarisk eller "asocialt"?

Melodien er velkendt. De "gule" fagforeninger ødelægger det for fællesskabet, er et populært omkvæd i organisationer, der lever godt i rollen som aktører i et system, de lejlighedsvis kan påpege problemer ved, men ingen løsninger har på.

Skældud bortleder opmærksomheden
At skælde ud på budbringeren eller dem, der forsøger at finde løsninger, synes at være et presset systems umiddelbare reaktion for at bortlede opmærksomheden fra de reelle udfordringer.

Således blev de private sundhedstilbud og forsikringer i 1980'erne og 1990'erne på lignende vis udskammet, som om de var problemet og ikke de lange ventelister og manglende offentlige behandlingstilbud.

I dag har omkring to millioner danskere en sundhedsforsikring, og de færreste er i tvivl om, at netop konkurrencen og patienternes krav om effektivitet førte til langt højere kvalitet i sundhedsvæsenet.

Som bekendt er det svært at spå om fremtiden og forudse udviklingen på dagpengeområdet. Men i min optik er det hverken uanstændigt eller usolidarisk at forsøge at finde løsninger, når mennesker kommer i klemme i fastlåste systemer.

Handling tæller mere end ord.

debat@altinget.dk