Forsker-duo: Tre kritiske punkter, hvis ikke techvelopment skal blive en hvid elefant

Af Adam Moe Fejerskov og Tobias Hagmann
Forsker på hhv. DIIS og RUC

Techvelopment – brugen af teknologi som forandringskraft i udviklingssamarbejdet – er ikke noget nyt. Alligevel adskiller måden at bruge og italesætte teknologi i dag sig på nogle områder og stiller os over for nogle kritiske dilemmaer. Dilemmaer, man nødvendigvis må forstå og forholde sig til, hvad enten man er minister, techno-optimist eller forsker.  

Allerede i 1949 holdt USA’s daværende præsident Harry Truman en berømt tale, hvor han plæderede for, at Vesten måtte give sin teknologi videre til udviklingslandene for at skabe økonomisk vækst.

Op igennem 1960’erne og 1970’erne var fokus derfor i høj grad på at overføre den moderne teknologi, der havde drevet udviklingen i Vesten, til resten af verden.

Det gik ikke altid lige godt. Ofte var fokus på fysisk infrastruktur: veje, havne, eller elektricitet.

Men rigtig mange projekter endte som det, der bliver kaldt ’hvide elefanter’, altså dyre teknologier, der blev sendt til udviklingslandene, men som ikke rigtig passede ind eller kunne bruges fuldt ud og derfor bare stod og rustede. Det kunne være en elektrisk brønd givet til en landsby, som ingen strøm havde.

Tre advarsler mod bistandsfadæse
På trods af den historiske linje fra dengang til i dag, så er måden, vi arbejder med og forstår teknologi i udviklingssamarbejdet i dag, forskelligt fra dengang.

Det er især på tre centrale områder, vi stiller spørgsmål, og som vi finder nødvendige at forstå og forholde sig kritisk til:

   1. Individualisering: Målet med tidligere tiders teknologibrug i udviklingssamarbejdet havde sine åbenlyse svagheder. En styrke var dog, at den ofte havde fokus på kollektivet, om det så var landsbyen eller et land som helhed. Formålet var at understøtte staten og skabe økonomisk og social fremgang på nationalt plan, fremme teknologiudviklingen bredt set eller hjælpe en landsby til bedre at udnytte sin jord.

Vor tids techvelopment tager ofte form af en ekstrem individualisering. Fokus er som regel på, hvordan det enkelte individ kan udnytte teknologien til at forandre sit eget liv. Alt imens italesættes staten som den store fjende, der skal ’disruptes’ eller ’disintermedieres’, altså skæres ud.

Er det fornuftigt at skære væsentlige samfundsinstitutioner ud af udviklingssamarbejdet, fordi de umiddelbart fremstår ineffektive? Og hvordan bør vi balancere vores fokus på individet over for behovet for et stærkt kollektiv?

   2. Eksperimenter: Mens vi tidligere så forsøg på at overføre teknologier, der havde bevist deres værd i Vesten, så er fokus i dag i stigende grad på at eksperimentere med nye løsninger direkte i udviklingslandene.

Ngo’er eksperimenterer med forskellene mellem at give folk 100 kroner i en landsby og 1.000 kroner i en anden. Private fonde forsøger at udvikle nye toiletter eller kondomer eller holder social innovation labs, hvor der eksperimenteres med løsninger på komplekse problemer. Medicinalbranchen tester nye vacciner og medikamenter i områder, hvor adgangen til sundhedssystemet er dårlig.

Alle sammen observerer de konsekvenserne af deres eksperimenter i realtid, mens de sker.

Men er det fornuftigt at dyrke Det Globale Syd som et laboratorium? Og har man ret til at gøre det som udefrakommende, bare fordi man mener at have en effektiv ny form for teknologi?

   3. Demokrati: Demokrati er naturligvis et bredt begreb, men i denne debat betyder det helt konkret adgang til og kontrol over teknologi. Techvelopment omgår bevidst staten, og det er ikke sundt for demokratiet. Det er klart, at staten repræsenterer et – ofte ineffektivt – bureaukrati, der ikke er hurtigt til at rykke på nye teknologier.

Men staten bærer og sikrer trods alt også fundamentale demokratiske institutioner. Institutioner, der automatisk også forbigås, når staten skubbes ud på sidelinjen.

Dertil kommer, at mange af de nyere former for teknologiske eksperimenter, som vi for eksempel ser hos de private fonde, ofte igangsætter eller udfører projekter, hvor det blindt antages, at modtagerne gerne vil deltage. Modtagerne bliver med andre ord ikke hørt i hverken design-fasen eller under implementeringen. Det sker ofte først ex post, efter projekterne er fuldført.

Hvad er konsekvenserne for demokratiet, når staten skæres ud af udviklingssamarbejdet, og hvilke konsekvenser har det mon i sidste ende for individet, som man så gerne vil nå?

Mere end en modedille
Tidligere tiders arbejde med teknologi i udviklingssamarbejdet havde sine tydelige svagheder, men også visse styrker.

Erfaringen fra begge sider, både det gode og det dårlige, er nødvendige at tænke ind i techvelopment. I hvert fald hvis arbejdet skal have en positiv effekt for verdens fattigste og ikke bare være en problematisk modedille.

En lang række dilemmaer opstår i arbejdet med teknologi, og her er bare nogle få af dem skitseret.

debat@altinget.dk