Dansk landbrug vil bekæmpe sult på verdensplan

DEBAT: Stigende efterspørgsel på fødevarer gør en bæredygtig landbrugs- og fødevaresektor uundværlig i indsatsen for at opnå verdensmålene, skriver Karen Hækkerup fra Landbrug & Fødevarer.

Af Karen Hækkerup
Adm. direktør for Landbrug & Fødevarer

Tunesiske mælkeproducenter nyder i disse år godt af vidensdeling med landbrugets videnscenter Seges.

Det er et projekt under Det Arabiske Initiativ og sigter mod at hjælpe små mælkeproducenter med at løfte indtjeningen og samtidig sikre mere tunesisk mælk til forbrugerne.

En del af projektet handler om at sikre bedre opbevaring af foder, så produktionen jævnes mere ud over året. Det vil sikre de små familielandbrug, som ofte drives af kvinder, en højere årsindtægt og en mere jævn fordeling af indkomsten hen over året.

Det er et fantastisk godt eksempel på, hvordan landbruget kan være med til at sikre fødevarer til en voksende befolkning i verden, og det er også helt naturligt, at vi har valgt at lave et udspil til en national handlingsplan på ”2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og FN's verdensmål”.

Vil sikre mad nok til alle
Befolkningen i verden stiger, og det sætter pres på efterspørgsel af fødevarer og dermed produktionen. 

En bæredygtig landbrugs-og fødevaresektor står derfor centralt i forhold til at opnå resultater på FN's verdensmål, og det er vigtigt, at vi er med til at tage ansvar og bidrage med sunde, sikre og bæredygtige fødevarer og løsninger.

Cirkulær økonomi er et andet godt eksempel på, hvordan landbrugs- og fødevaresektoren kan være med til at nå verdensmålene.

Danmark har en lang tradition for bæredygtig, intensiv produktion af råvarer til mad, foder, materialer og energi og kan være med til at sætte den globale norm for "best practice" for teknologiske løsninger til en fremtidig produktion, så der er mad nok til alle.

Mål: Stop sult og gør forbrug bæredygtigt
Landbrug & Fødevarer har på vegne af fødevareerhvervet udvalgt to verdensmål, som har den mest direkte relevans for den danske fødevareklynge – både på den nationale dagsorden og i den internationale indsats.

De udvalgte mål er verdensmål nr. 2 og verdensmål nr. 12, som har fokus på at stoppe sult, opnå fødevareforsyningssikkerhed og forbedret ernæring og fremme bæredygtige fødevarer. Det sidste mål har fokus på bæredygtigt forbrug og produktionsformer.

Landbrug & Fødevarer har en lang række forslag til, hvordan fødevareklyngen kan være med til at opnå resultater på FN's verdensmål, og det er blandt andre:

  • Flere danske teknologiløsninger og know-how ud i verden

  • Flere sunde og sikre fødevarer på verdensplan

  • Forskning og innovation er platformen for bæredygtighed

  • Styrket dansk viden i europæiske standarder

  • Effektiv ressourceudnyttelse, teknologiske løsninger til cirkulær økonomi

  • Mindre madspild

  • Optimeret udnyttelse af vandforbrug i fødevareproduktion

  • Danmark som foregangsland for klimavenlig landbrugsproduktion

  • Kickstart bioøkonomi og fokus på renewable energy.

Fremadrettet vil Landbrug & Fødevarer integrere verdensmålene i den løbende indsats for at sikre en endnu mere bæredygtig fødevareproduktion samt i internationale samarbejder og projekter.

Vi er moralsk forpligtet til det, fordi vi har kompetencerne.

Forrige artikel Caritas: Vis mod til at tænke langsigtet – nationalt og globalt Caritas: Vis mod til at tænke langsigtet – nationalt og globalt Næste artikel Kristian Jensen: Verdensmål er dansk udviklingssamarbejdes nye kompas Kristian Jensen: Verdensmål er dansk udviklingssamarbejdes nye kompas