Caritas: Vis mod til at tænke langsigtet – nationalt og globalt

DEBAT: Verdensmål handler ikke kun om fattige lande, og der er behov for en samlet dansk handlingsplan med nationale politikker og globalt engagement, mener Jann Sjursen, generalsekretær for Caritas.

Af Jann Sjursen
Generalsekretær for Caritas Danmark

Caritas' vision er en verden, hvor ingen mennesker lider nød, hvor fred og retfærdighed råder, og hvor mennesket har frihed til at realisere sit fulde potentiale, ja, hvor hele skaberværket er i harmoni.

Som kirkelig organisation tror vi på, at der skal mere end mennesker til at sikre det.

Men vi er forpligtet til at kæmpe for det gode. Vi skal ikke sidde på hænderne og vente på noget bedre. Vi skal selv arbejde for det fælles bedste. Det handler kort sagt om:

  1. at sikre respekt for menneskeværd, fordi ethvert menneske er unikt. Uanset hvem vi er, og hvad vi tror på, har vi alle sammen værdi. Alle menneskers ligeværd skal respekteres og beskyttes.

  2. at fællesskab forpligter, fordi vi er skabt til at leve i fællesskab og derfor har et ansvar for hinanden. Fællesskabets forpligtelse gælder især over for de mest udsatte. Af den grund er det også vigtigt at styrke familien som samfundets grundlæggende fællesskab.

  3. at solidaritet kræver handling. Vi er sat for at tage vare på skaberværket og sikre en retfærdig fordeling og forvaltning af dets goder. Af samme grund er det vigtigt at ændre de politiske og økonomiske strukturer, som er årsag til fattigdom og nød.

Pave Frans: Tænk langsigtet
Det har i høj grad noget med de globale bæredygtighedsmål at gøre – og derfor har Caritas-netværket også tilsluttet sig dem.

De udgør en plan for kloden og responderer på det, pave Frans efterlyste i sin rundskrivelse 'Laudato Si'.

Her understregede han, at miljøet er i dyb krise, hvad enten vi taler om byer, have, skove eller landbrugsjord, og at de mennesker, der er mest berørt af klimaforandringer, er de fattige.

Han kritiserer økonomiske systemer, der mest tilgodeser de rige, og han klandrer politikere, der ikke har mod til at tænke langsigtet.

2030-målene er langsigtede, men de kræver konsekvent og visionær opfølgning på den korte bane.

Alle ministre i sving
En samlet dansk handlingsplan, der inkluderer både nationale politikker og et globalt engagement, er krumtappen.

Alle ministre må i sving, og regeringen må organisere arbejdet med at implementere målene på en sådan måde, at ansvaret for, hvilke ministerier, der gør hvad, står klart.

For Caritas Danmark er det vigtigt at understrege Danmarks forpligtelse. Målene handler ikke om de andre lande eller de fattige lande: Fattigdom skal udryddes i Danmark!

Selvom den nuværende regering har afskaffet den nationale fattigdomsgrænse, så er fattigdom ikke udryddet i Danmark. Den er faktisk i stigning.

Regeringen må udarbejde en plan for, hvordan den vil udrydde fattigdommen i Danmark. I den sammenhæng vil det være naturligt at genindføre en national fattigdomsgrænse, så man har en målestok til formålet.

Stop sult med bæredygtigt landbrug
Caritas Danmark vil internationalt især bidrage til mål nr. 1 om at udrydde fattigdom og mål nr. 2 om at stoppe sult og styrke bæredygtigt landbrug. Målene hænger sammen, og man kan ikke arbejde med disse to mål uden at berøre de øvrige.

Udryddelse af fattigdom sikres imidlertid for mange fattige bønder netop gennem bæredygtig landbrugsproduktion. Hvor produktionen øges bæredygtigt, kommer der mere og sundere mad på bordet, og færre må gå sultne i seng. Fødevaresikkerhed er et must.

En større produktion og organisering af bønder for at fremme markedsføring og værdikæder er også med til at gøre familier og lokalsamfund mere selvhjulpne i forhold til for eksempel sundhed og uddannelse, og det kan skabe nye småvirksomheder og arbejdspladser lokalt.

Stærkere civilsamfund
Det kan give bedre livsbetingelser i landområder, der i dag er fattige, og som folk i for eksempel Afrika i stor stil migrerer fra.

Det giver i særdeleshed kvinder en stærkere rolle i samfundet, fordi de spiller en afgørende rolle i landbruget i udviklingslandene, ligesom overvejelser om klima og miljø er afgørende.

I det hele taget er et stærkere civilsamfund forudsætningen for, at demokrati og menneskerettigheder også kommer til at stå stærkere i flere lande.

Caritas Danmark arbejder derfor også stærkt i alle vores internationale programmer for mål nr. 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner samt mål nr. 17 om partnerskaber. Caritas arbejder altid tæt sammen med de berørte folk og lokale organisationer (subsidiaritetsprincippet) for at finde løsninger.

For Caritas Danmark giver 2030-målene i sin helhed mening og har strategisk betydning for vores arbejde.

Forrige artikel MS: Unge er ikke kagepynt MS: Unge er ikke kagepynt Næste artikel Uffe Elbæk: Gaven fra FN skal bare pakkes ud Uffe Elbæk: Gaven fra FN skal bare pakkes ud