Regeringens egne tal: To milliarder i overskud til ulande og nødhjælp

RÅDERUM: Næsten to milliarder kan frigøres til verdens fattigste på grund af færre asylansøgere i Danmark, viser nye tal. Men regeringen afventer. S mistænker regeringen for bevidst nøl og sender minister i samråd.

Færre nye asylansøgere ser ud til at give et ekstra råderum på ca. 1,8 milliarder ulandskroner, som kan fordeles til verdens fattigste og mest udsatte i 2017.

Pengene er alligevel ikke nødvendige til at dække de ombruste asyludgifter i Danmark, som udviklingsbistanden betaler en stor del af.

Det oplyser Finansministeriet, der har regnet på de forventede asyludgifter for resten af 2017 igen, efter at man halverede prognosen for nye asylansøgere fra 10.000 til 5.000.  

Ministeriet forventer, at ulandsbistanden på et tidspunkt skal ”reguleres i lyset af den ændrede asylprognose”. Men hvornår er fortsat uvist.

Socialdemokraternes udviklingsordfører, Mette Gjersskov, frygter, at regeringen bevidst afventer at sende pengene retur. Derfor vil hun indkalde udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i samråd.

”Regeringen nøler og lader pengene hobe sig op. Man kan efterhånden godt få fornemmelsen af, at de trækker tiden så længe så muligt for at slippe for at betale pengene tilbage. 1,8 milliarder er mange, mange penge, der kunne give flygtninge et nyt håb,” lyder det fra S-ordføreren.

De ulandsmidler, der er afsat til flygtninge i Danmark, har været under stærk bevågenhed. I 2016 forsvandt nemlig ca. 400 millioner kroner fra ulandsbistanden, fordi det endelige regnskab viste, at der var afsat mere, end der reelt var brug for - i stedet lukkede de huller i Finansministeriet kasser.

"Når skønnet ligger der, så er det bare om at komme i gang med at finde gode projekter, som pengene kan bruges til," siger Mette Gjersskov.

Også Alternativets finansordfører, Josephine Fock, vil ”have pengene ud at arbejde med det samme”, mens Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Claus Kvist Hansen, stoler på, at regeringen har styr på ”bogholderiet”.

Partier vil dele ud
Lige efter nytår i år indgik alle partier - undtagen Enhedslisten - det første forlig om dansk udviklingsbistand nogensinde. Derfor forventer alle tre partier at blive indkaldt til forhandlinger om, hvordan pengene skal fordeles, når de eventuelt bliver overført til Udenrigsministeriets konto.

”Nærområder har selvfølgelig første prioritet. Men jeg vil også gerne bruge flere penge på at få italesat problemer med overbefolkning og til at bekæmpe HIV,” siger Claus Kvist Hansen.

Regeringen forventer, at ulandsbistanden fortsat skal betale ca. en milliard kroner til modtagelse af flygtninge i Danmark for hele 2017 ud af en samlet ulandsbistand på ca. 15 milliarder kroner.

En milliard kroner til flygtningemodtagelse er langt mindre end i 2016, hvor der blev brugt rekordmeget på den post med godt 2,8 ulandsmilliarder. 

Ingen kommentar
Ulla Tørnæs ønsker ikke at kommentere de nye tal fra Finansministeriet.

Altinget skrev for ca. to uger siden, at der formentlig var mindst en milliard på vej tilbage til udviklingsbistanden på grund af netop færre flygtninge. Dengang sagde Ulla Tørnæs, at før pengene kunne sendes retur, var der behov for at finde en ny model for, hvordan man vil håndtere de store udsving på udgifterne til flygtningeområdet, der har været de seneste år. 

"Regeringen vil hellere bruge bistanden i udviklingslandene end på flygtningemodtagelse i Danmark. Derfor glæder det mig naturligvis, at regeringens politik virker, og der er kommet færre flygtninge til Danmark, så udgifterne til flygtningemodtagelse dermed er mindre end forventet,” skrev hun dengang til Altinget.

Der er også samråd i Finansudvalget i slutningen af maj om de ca. 400 millioner ulandskroner, der aldrig blev brugt i 2016.

---

Forrige artikel Røde Kors: Nye milliarder kan hjælpe hundredtusindvis af flygtninge Røde Kors: Nye milliarder kan hjælpe hundredtusindvis af flygtninge Næste artikel Organisationer: Danmark bryder klimaaftale Organisationer: Danmark bryder klimaaftale