Viel Geschrei und wenig Wolle

Stefan Hermann,
Rektor for professionshøjskolen Metropol 

"Mange tror i dag, at engelsk er nok. Engelsk er nødvendigt, men engelsk er ikke nok. Sproglige kompetencer er afgørende for, at vi kan deltage på kvalificeret vis i politiske og kulturelle fællesskaber."

Sådan formulerer en arbejdsgruppe under Videnskabs- og Undervisningsministeriet nødvendigheden af sprogkompetencer i en rapport med anbefalinger til regeringen. En glimrende rapport med nuancerede analyser og fornemmelse for uddannelsessektorens kompleksitet og alvoren af de udfordringer, uddannelse skal adressere.

Som et lille land og sprogområde må vi både være opsøgende i forhold til verden og til stede, hvor der skabes viden og er vækst. Både når det gælder vore alt for ofte glemte nordiske brødre og søstre og andre lande. Ellers kan vores faglige miljøer ikke udvikle sig, virksomheder og institutioner ikke agere med udsyn og et stærkt register, og så bliver vi som samfund fattigere. Uanset om synsvinklen er børsens eller katedralens. Indgangsbilletten til viden og til vækst er i globaliseringens navn blandt andet og pt. sprog som portugisisk, russisk, kinesisk og tyrkisk. Det viser da vigtigheden af uddannelse, så det er til at forstå.

Arbejdsgruppens diagnose er også til at forstå: "det haster, for fremmedsprogene, bortset fra engelsk, er under pres alle steder i den kæde, det danske uddannelsessystem består af."

Forskydninger i studerendes søgemønstre, manglende udbudskoordinering og modstridende politiske signaler rokker båden.

Barrierer og særinteresser
Forudsætninger for, at vi kan blive bedre til fremmedsprog i Danmark, er ifølge arbejdsgruppen blandt andet sammenhæng i uddannelsessystemet og samarbejde internt i sektoren. Ydelserne skal hænge sammen for at virke. Enig. Og arbejdsgruppens anbefalinger til forskellige aktører - institutioner, politikere og praktikere - bør give stof til eftertanke hele vejen rundt.

Arbejdsgruppen anbefaler blandt andet, "at nye fremmedsprog i læreruddannelsen tilrettelægges af professionshøjskolerne i samarbejde med universiteterne. Samarbejdet skal medvirke til at understøtte en udvidelse af fremmedsprogsudbuddet i folkeskolen." Hensigten er at styrke undervisningen i fremmedsprog i folkeskolen gennem et fremmedsprogsløft af dele af lærerstanden. Målet er at profilere sprogområdet bredt, forstærke fundamentet og øge rekruttering til uddannelser i fremmedsprog. Det skal imødegå behovet for kompetencer, der er nødvendige for at sikre udvikling af viden og vækst.

Fremmedsprogsområdet får modsat fx natur- og teknikfag ikke i samme grad rygstød fra OECD's anbefalinger, EU's analyser og det politiske establishment. Området mangler en (international) brændende platform. En synlig en af slagsen. Den burde vi som samlet sektor være med til at etablere eksponentielt med behovet. Vi burde som sektor også kunne gribe en anbefaling som ovenfor og omsætte den i handling. Men den rammer ned i vores manglende evne til (selv) at skabe sammenhæng i ydelserne og til at samarbejde. Det er der dels strukturelle og kulturelle barrierer for, dels har vi for mange særinteresser.

Tre eksempler

Regulering
Arbejdsgruppen anbefaler, at der oprettes forsøg med en profillæreruddannelse på sprogområdet. Egentlige sproglærere, hvilket den nuværende regulering af læreruddannelsen ikke muliggør. Det kræver dispensation. Anbefalingen er underbygget (fx udbydes fransk som linjefag kun af en enkelt professionshøjskole) og fornuftig. Opfølgning på anbefalingen kræver, at Undervisningsministeriet giver dispensation fra lov nr. 579 om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen og tilhørende bekendtgørelse nr. 895 til at oprette en profillæreruddannelse. Der skal ansøges, sagsbehandles og så eksekveres.

Metropol søgte om dispensation til at oprette to profillæreruddannelser (ikke på fremmedsprogsområdet) i oktober 2009 og kunne optage de første studerende i august 2011. Stærk regulering betyder langsomhed. Men svaret er ikke blot mindre regulering, altså frihed, hvis ikke den forvaltes med sans for prioritering, arbejdsdeling og samarbejde, dvs. hvis ikke det institutionelle set up er modent og velegnet.

Sammenhæng
Arbejdsgruppen fremhæver lærerstanden som central for at styrke fremmedsprogsuddannelserne, da sprogindsatsen naturligvis må være fokuseret og koordineret på tværs af niveauer og institutioner. Her støder anbefalingerne ind i en strukturel kortslutning, der blandt andet materialiserer sig i form af overgangsproblematikker (med ærgerlige sociale slagsider til følge) og frafald. Der er ikke sammenhæng mellem niveauerne, og det er lærerne et eksempel på.

Uddannelserne til folkeskole-, erhvervsskole- og gymnasielærer er forankret i tre forskellige institutionstyper med egne traditioner og regler. Det endda uden en klar arbejdsdeling og uden koordinering. Lærerne "kender" derfor ikke hinanden på tværs af niveauer, selvom de arbejder med de samme brugere. Der mangler effektive samarbejdsplatforme og strategisk udvikling af fagene på langs. Og hvordan kan lærerne så skabe sammenhæng i fremmedsprogsindsatsen på tværs?

Samarbejde
For at reformere på tværs af uddannelsessektoren er man nødt til at samarbejde om faglig progression og sammenhæng. Det gælder for fremmedsprogene som for alt andet. Dette antydes af arbejdsgruppen, men kan også siges mere klart. Reelt samarbejde på tværs i uddannelsessektoren kræver, at der bliver flyttet hegnspæle.
Fx reduceres diskussioner om læreruddannelsen til et spørgsmål om, hvorvidt den bør placeres på universiteter eller professionshøjskoler, og det er ikke mindst sektorens egen skyld. Det er ikke udtryk for ønske om faglig udvikling, men sektorinteresser og fagpolitisk linjevogteri. Det er ikke nok for at møde udfordringer på fremmedsprogsområdet ved blot at se til udlandet og inspireres af fx Norge, som har et velfungerende fremmedsprogscenter med gode resultater, og så konstatere, at so ein Ding müssen wir auch haben! Så kan de ellers få fornøjelsen af at facilitere samarbejde på tværs af en modvillig silostruktur.

Ambitionen må være et system, der kan samarbejde uden anstandsdamer - altså disse forsonende nye led. I dag er næsten alt tværgående samarbejde i uddannelsessektoren chaperone. Samarbejde og faglig udvikling kræver, at vi alle tør være selvkritiske og er villige til at gå nye veje med indhold og faglighed som pejlemærker. Tør vi i uddannelsessektoren holde op med at være bange for hinanden og samarbejde konkret og reelt? Og vil politikerne hjælpe til?

Vi har med en fornuftig rapport i hånden, der analyserer konkrete udfordringer, vi som sektor burde kunne løse. Håndterer vi ikke regulering, sammenhæng og samarbejde mere tidssvarende end i dag, er der risiko for, at seriøse løsningsforslag på seriøse udfordringer ender med viel Geschrei und wenig Wolle.

debat@altinget.dk