Ungdomsskoleforeningen: Vi skal ikke skabe et 10. klasses A- og B-hold

DEBAT: Det nytter ikke at presse unge til at tage en erhvervsuddannelse ved at låse 10. klasse til en bestemt ungdomsuddannelse. Det vil skabe en opdeling i A- og B-skoler, som kan føre til manglende motivation, skriver Lars Buchholt Kristensen.

Af Lars Buchholt Kristensen
Formand for Ungdomsskoleforeningen

Der har længe været stille fra det ekspertudvalg, som et bredt flertal i Folketinget nedsatte i 2018 med formålet at undersøge, hvordan 10. klasse kunne erhvervsrettes yderligere.

Dengang var vi i Ungdomsskoleforeningen en del af #ekspert10 – en alternativ ekspertgruppe bestående af de ”rigtige eksperter”. Gruppen bestod af 16 foreninger og organisationer fra fagforeningerne over skoleforeninger til forældre- og elevforeninger.

Dengang ønskede vi at sikre, at ungeperspektivet blev løftet markant ind i regeringens ekspertudvalgsarbejde. Det ønske er ikke ændret, og hos Ungdomsskoleforeningen søger vi – som mange andre - også regeringens svar på ”hvad vil regeringen med 10. klasse?” – og hvis børne- og undervisningsministeren vil have input fra de rigtige eksperter, så står vi i Ungdomsskoleforeningen klar.

Pres ikke unge i en bestemt retning
Men indtil invitationen til Frederiksholms Kanal dukker op i postkassen, deler vi gerne ud af nogle af de anbefalinger, som #ekspert10 tilbage i 2019 fremsatte.

Der er ingen tvivl om, at det danske samfund på sigt kommer til at mangle faglært arbejdskraft, og at der er behov for en bedre balance i søgemønstrene til ungdomsuddannelserne. Men det nytter ikke noget at presse de unge i en bestemt retning ved at låse 10. klasse til en bestemt type ungdomsuddannelse.

I stedet bør de unges valg af ungdomsuddannelse ske på et oplyst grundlagt. Det sikrer vi bedst ved, at 10. klasse bliver ved med at være et bredt alment tilbud, som både omfatter boglig og praksisfaglig undervisning.

På den måde får de unge bedre viden om alle ungdomsuddannelserne og mulighederne på arbejdsmarkedet og derved stiger sandsynligheden også for en bedre balance i søgemønstrene.

Der er brug for et praksisnært uddannelsestilbud
Som 10. klasse er bygget op i dag, er der en stor variation i organiseringen og sammensætningen af klassetrinnet på tværs af institutioner og tilbud. De unge har forskelligartede behov og netop muligheden for frit at kunne vælge imellem forskellige 10. klassetilbud er central.

Der er ikke brug for en opdeling af 10. klasser i A- og B-skoler, hvor de ressourcestærke og uddannelsesparate unge kan tage 10. klasse på en efterskole, mens resten må ”overlades” til 10. klasser i kommunalt regi. Det vil kun skabe mistrivsel og bremse motivationen hos mange af de unge.

Når de unge tværtimod kan vælge 10. klasse efter personlig interesse, viden og talent, skaber det trivsel og motivation og øger forudsætningen for at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse. Hensynet til de unge kommer altså i første række, når indhold og organisering af 10. klasse skal sættes til debat.

Det ville være utrolig uhensigtsmæssigt at glemme det hensyn eller undlade at spørge de rigtige eksperter i arbejdet med udviklingen af 10. klasse.

Forrige artikel Djøf: Ny karakterskala skal tage et opgør med præstationspresset Djøf: Ny karakterskala skal tage et opgør med præstationspresset Næste artikel FGU Danmark: Ministeren anerkender ikke vores udfordringer FGU Danmark: Ministeren anerkender ikke vores udfordringer