Lærerforening: Luk ikke døren til 10. klasse på grund af uddannelsesparathed

REPLIK: I iveren efter at erhvervsskolerette 10. klasse kommer Lederne til at sætte lighedstegn mellem ikke-uddannelsesparat, 10. klasse og erhvervsuddannelse, og det er der ingen, der har brug for – og slet ikke eleverne, skriver Monica Lendal Jørgensen.

Af Monica Lendal Jørgensen
Næstformand, Frie Skolers Lærerforening

10. klasse er både et dannelsesår, et afklaringsår, et overgangsår og en forberedelse til ungdomsuddannelserne, og sådan bør det fortsat være.

Alle elever, der af den ene eller anden årsag drømmer om at gå i 10. klasse, bør have muligheden, og adgangen til at gå i 10. klasse bør aldrig afgøres af en uddannelsesparathedsvurdering, sådan som Christina Laugesen fra Lederne foreslår det i Altinget fredag den 28. august 2020.

Stort udbytte uafhængigt af uddannelsesparathed
Lederne mener, at 10. klasse skal være forbeholdt elever, der erklæres ikke-uddannelsesparate, og ganske nonchalant skriver Christina Laugesen, at de uddannelsesparate elever bør henvises til at tage 10. klasse på efterskole.

I betragtning af at over halvdelen af de elever, som går i 10. klasse, allerede gør det på en efterskole, så tænker jeg for det første, at forslaget ikke vil ændre voldsomt på sammensætningen af eleverne i de kommunale 10. klasser, og for det andet, at der altså går rigtig mange elever i 10. klasse, som helt uafhængigt af uddannelsesparathedsvurderingen har et kæmpestort udbytte af det ekstra skoleår.

En konsekvens af Ledernes forslag vil desuden være, at 10. klasse i kommunalt regi bliver tømt for de ressourcestærke elever, og det vil være rigtig uhensigtsmæssigt for alle parter.

Vi har allerede FGU, som samler alle tiltag for de elever, som har særlige behov for at komme i gang med en ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse efter grundskolen, og 10. klasse skal ikke erstatte det tilbud.

Lighed mellem ikke-uddannelsesparat og erhvervsuddannelser
Lederne ønsker at rette 10. klasse mod erhvervsuddannelserne, men med forslaget sætter de lighedstegn mellem ikke-uddannelsesparat og erhvervsuddannelse. Det er nok det sidste, som erhvervsuddannelserne har brug for, og det er i hvert fald det sidste, som eleverne i 10. klasse har brug for.

Der er mange virkeligt gode grunde til at gå i 10. klasse. Nogle har brug for et fagligt løft for at kunne klare en ungdomsuddannelse, nogle har brug for et ekstra år for at kunne vælge den rigtige ungdomsuddannelse, og nogle har ganske enkelt brug for at blive et år ældre, inden de forlader grundskolen.

For øjeblikket er det muligt at tage 10. klasse både i kommunalt regi, på en fri grundskole og på en efterskole. Og langt de fleste elever i 10. klasse har et stort udbytte af det ekstra skoleår, inden de starter på en ungdomsuddannelse.

Det ville være virkelig uhensigtsmæssigt at lukke døren til de kommunale 10. klasser for nogen af dem på baggrund af en uddannelsesparathedsvurdering.

Forrige artikel Direktør: Regeringen indfører nyt omprioriteringsbidrag i forklædning Direktør: Regeringen indfører nyt omprioriteringsbidrag i forklædning Næste artikel V: Karakterskalaen har for store spring på midten V: Karakterskalaen har for store spring på midten