Tesfaye til eksamen: Har regeringen mod på flere upopulære uddannelsesreformer?

To et halvt år.

Så lang tid har de syv medlemmer af Reformkommissionen haft til at komme med anbefalinger til de såkaldte andengenerationsreformer. 

Nogle så allerede dagens lys i 2021 og danner nu forlæg for langstrakte forhandlinger i Forskningsministeriet.

Dette forår skal sidste del af pakken præsenteres. En del af dét sker onsdag klokken 11.00, når kommissionen offentliggør sine med spænding og frygt ventede anbefalinger om blandt andet folkeskoler og ungdomsuddannelser.

Herefter vil uddannelses-Danmarks øjne hvile på Mattias Tesfaye (S). Hvordan vil børne- og undervisningsministeren belægge sine ord?

Mener den populære minister, der ifølge regeringsgrundlaget skal stå i spidsen for en "gennemgribende forandring" af uddannelsessystemet, overhovedet der er behov for reformer?

I tvivl kan man komme, når man læser et debatindlæg, publiceret i mediet A4 Uddannelse mandag 1. maj. Her skriver Tesfaye blandt andet:

"Uddannelsespolitikken har været præget af en lang række højtprofilerede reformer de seneste årtier, og det er langtfra dem alle, der er lykkedes særlig godt. Mildest talt. Derfor bliver jeg altid lidt tør i munden, når nogle efterspørger nye reformer."

Så er ugen fløjtet i gang.

Stående ubalancer

Hvis Mattias Tesfaye skulle have glemt, hvad det var, Reformkommissionen skulle løse, kan han læse det debatindlæg, kommissionsformand Nina Smith fik bragt i Altinget i 2021.

Her slår professoren fast, at det danske samfund "langt fra" er klar til at møde de kommende årtiers udfordringer.

"Vi har masser af det, som man kunne kalde stående ubalancer," skrev Nina Smith og fremhævede den del af enhver ungdomsårgang, der ikke kommer videre efter endt grundskole.

"Knap 60.000 unge i alderen 20 til 24 år er hverken undervejs eller færdige med en ungdomsuddannelse. En stor del af denne gruppe har heller ikke fodfæste på arbejdsmarkedet," skrev hun. 

Det vakte klapsalver hos flere aktører, blandt andet chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Mie Dalskov Pihl.

"Jeg klapper i hænderne over kommissionens fokus på de unge som en af de store udfordringer. Alt for mange unge opnår ikke en ungdomsuddannelse, og vi kan se, at det især gælder børn af ufaglærte og unge med handicap eller diagnoser," sagde hun dengang til Altinget. 

I dag er Mie Dalskov Pihl særlig rådgiver for børne- og undervisningsministeren.

Pisk og gulerod til de unge

Danmark får i det hele taget for lidt ud af vores store investeringer i uddannelse i form af social mobilitet og arbejdskraft, lyder vurderingen i mange analyser. 

Når ubalancerne skal konkretiseres, bliver det til de kendte travere, som har præget den politiske debat i årtier: For mange unge vælger at gå i gymnasiet, selvom hver sjette aldrig bruger studenterhuen til noget og ender i gruppen af ufaglærte, ifølge en analyse fra tænketanken DEA. Samtidig vælger for få at tage en erhvervsuddannelse eller en professionsuddannelse.

Det betyder mangel på faglærte og på professionsuddannede – og for meget trængsel på visse specialiserede universitetsuddannelser, men det er en anden historie, som kommissionen gik i dybden med i deres første rapport.

Trods flere politiske aftaler er det ikke lykkedes at vende udviklingen. I år er der igen sket et fald i søgningen til erhvervsuddannelserne, viste søgetallene for et par uger siden. Og målsætningen fra eud-reformen i 2014 om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025, har vist sig så urealistisk, at Tesfaye aflivede den kort efter sin tiltrædelse.

What to do? Hvordan nudger man de unge til at fordele sig efter en nøje tilrettelagt masterplan, så de rette uddannelser hver får den rette bid af de eftertragtede årgange?

Er det nok med mere pisk i form af skærpede adgangskrav til gymnasiet, og mere gulerod i form af bedre forhold på erhvervsuddannelserne, som SVM-regeringen lægger op til i regeringsgrundlaget? Eller skal man ind og skrue på de store samfundshåndtag for at løse stående ubalancer?

Særlig politisk beskyttelse

Indtil videre har Reformkommissionen holdt kortene tæt ind til kroppen, hvad angår de anbefalinger, der skal præsenteres onsdag.

En af de få, der er sluppet ud, er forslaget om en ny toårig ungdomsuddannelse, som skal være et alternativ til gymnasiet.

Uddannelsen skal opfylde de samme to behov, som har gjort gymnasiet så populært: Behovet for at udskyde et definitivt valg og behovet for et attraktivt ungdomsmiljø.

Indholdsmæssigt kan den trække på indholdet fra 10. klasse, erhvervsuddannelsernes grundforløb 1 og hf-fag på C-niveau, lyder det fra en række kilder, som dog ikke kender detaljerne i forslaget. Målet er, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse eller en professionsuddannelse. 

Så langt, så godt. Men – en ny ungdomsuddannelse vil de facto betyde et farvel til 10. klasse. Det er en stor strukturel omvæltning.

Det er dog langt fra første gang, 10. klasse har været til diskussion, for den er med tiden blevet en uddannelsespolitisk hovedpine: Mens den kommunale folkeskoles 10. klasse skal forsøge at løfte en tung gruppe bogligt svage unge, tager en stadig større gruppe unge fra ressourcestærke hjem på efterskole i 10. klasse, selvom de allerede forinden er afklarede med deres uddannelsesvalg. Langt de fleste går direkte videre i gymnasiet efter efterskolen, som betragtes som en slags pause fra skolesystemet i form af et dannelsesår. 

Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men efterskolerne koster årligt milliarder i tilskud og støtte fra staten. Skiftende politikere har overvejet, om man får nok for pengene, når størstedelen af efterskolerne ikke formår at række ud til de grupper unge, der i særlig grad har brug for et løft.

Samtidig er der en bekymring for, at efterskolerne i sig selv er med til at skævvride søgningen til ungdomsuddannelserne. Otte ud af ti efterskoleelever søger en gymnasial uddannelse, hvilket er højere end gennemsnittet af en ungdomsårgang. 

Efterskolernes popularitet blandt unge og deres forældre gør dem dog til en brandvarm kartoffel politisk. Allerede mandag aften, inden Reformkommissionens anbefalinger er præsenteret, har politikere fra blandt andet SF, Radikale og DF da også meldt sig klar til at forsvare efterskolerne, hvis nogen skulle finde på at genere dem.

Reformkommissionen har muligvis taget højde for, at efterskolerne nyder en særlig politisk beskyttelse, idet der ifølge Jyllands-Postens oplysninger lægges op til, at efterskolerne fortsat vil kunne tilbyde unge et dannelsesår med statstilskud i stil med det nuværende.

Kan regeringen blive enig med sig selv?

Endnu er det uklart, hvordan Reformkommissionens anbefalinger vil blive modtaget af den SVM-regering, som har defineret sig selv som en reformregering.

Nogle aktører vurderer, at ambitionsniveauet og de grundlæggende ideer er klappet af med regeringen på forhånd. Andre tror på en samarbejdsmodel, hvor Nina Smith og co. har fået lov at slå ud med armene, hvorefter regeringen hugger en hæl og klipper en tå, så ingen bliver alt for sure. Hvis det sidste er tilfældet, kan regeringen vælge at betragte kommissionens arbejde som en slags uforpligtende idékatalog.

Ifølge regeringsgrundlaget vil man gennemføre "en uddannelsesreform, der fastholder og styrker de positive udviklinger, men som samtidig for alvor tager favntag med de uløste problemer," som skrevet står.

Men ingen har helt styr på dagsformen i regeringstoppen. Har man kræfter til flere slåskampe på uddannelsesområdet? Og kan man nå til enighed internt, eller vil forskelle som for eksempel Venstres særlige forhold til efterskoletraditionen eller Socialdemokratiets ben ind i fagbevægelsen udfordre sammenholdet og reformsnedkeriet?

"Ikke så intuitivt attraktive"

Sikkert er det, at de reformer, som kommissionen vil foreslå, ikke nødvendigvis har mange venner. Hele uddannelsessektoren er fuld af interesser, og mange andre end efterskolerne har noget at miste:

Arbejdsgiverne og industrien vil gerne bede om flere faglærte, men er ikke interesserede i, at unges uddannelsesvej bliver længere, som den vil blive med en ny ungdomsuddannelse. Set fra deres side kan meget løses ved at begrænse adgangen til gymnasiet og dermed presse flere unge til at vælge en anden vej. Højere adgangskrav til gymnasiet vil imidlertid gå hårdt ud over den sociale mobilitet, viser en analyse fra Rockwool Fonden.

Også andre i uddannelseslandskabet kan have gode grunde til at modtage anbefalingerne lunkent. Erhvervsuddannelserne styres primært af arbejdsmarkedets parter, som ikke nødvendigvis vil afgive kontrollen over en del af uddannelsen. FGU er så småt ved at lande på benene efter en tumultarisk start, men hvad sker der med elevgrundlaget, hvis man etablerer en ny toårig hpx? KL vil næppe af med 10. klasse til erhvervsuddannelserne, og hvad siger folkeskolelærerne? 

Regeringen har forpligtet sig til en høj grad af inddragelse i regi af partnerskabet 'Sammen om skolen'. Samtidig er en stor del af området forligsbelagt, så manøvrerummet er ikke uendeligt, selvom man skulle ønske at bruge sit flertal.

Hele sektoren styres oven i købet af et sindrigt taxametersystem, der betyder fyringer og andre besparelser, hver gang elevernes søgemønstre ændrer sig en smule. Et taxametersystem, som regeringen vil ændre, men til hvad vides ikke. 

Først og fremmest er der tale om andengenerationsreformer. De lavthængende frugter er plukket, som Nina Smith har formuleret det.

Nu handler det om reformer, som er svære at markedsføre for politikere, svære at implementere for praktikere, og som tager 10-15 år om at virke. Hvis de virker.

Sådan karakteriseres de af kommissionsformanden, som nøgternt konstaterer:

"De er på mange niveauer slet ikke så intuitivt attraktive som førstegenerationsreformerne."

Der er med andre ord ikke noget at sige til, hvis Mattias Tesfaye bliver tør i munden.

signe@altinget.dk