Tendentiøs rapport blåstempler skolenedlæggelser
DEBAT: Om små eller store skoler er bedst kommer an på, hvilke kriterier, man måler efter, og en kommunal økonomisk kalkule bør ikke være eneste grund til at lukke små skoler, skriver Ebbe Lilliendal, formand for Dansk Friskoleforening.
Landsformand for Dansk Friskoleforening
Det forekommer utroligt belejligt, at der netop ugen inden samtlige kommuner skal på budgetseminar, offentliggøres en rapport , som konkluderer, at man med fordel kan nedlægge hver tredje folkeskole.
Det er KREVI - Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut - der står bag rapporten, og det er sat i verden for at "fremme kvalitetsudvikling og bedre ressourceanvendelse i den offentlige sektor" (www.krevi.dk).
I rapporten argumenteres der med, at der ingen gode grunde er til at bevare skoler med under 200 elever, hverken når man ser på økonomien, fagligheden og lokalsamfundets udvikling. Derimod anbefales det, at kommunerne tænker i stordriftsfordele på skoleområdet.
Rapporten bygger sine udsagn og anbefalinger på tidligere undersøgelser, som ved et nærmere eftersyn ikke viser et entydigt billede af, at der er penge at spare ved at nedlægge skoler. Men den form for nuancering skaber jo ikke overskrifter.
Regnestykket handler har flere elementer
Det hele handler naturligvis om, hvordan regnestykket gøres op. Det mest fattede bud er nok, at resultatet af undervisningen ikke nødvendigvis er afhængig af skolestørrelsen. Det er andre parametre, der spiller ind.
Og hvad med alle de nødvendige følgeudgifter, når en skole pludselig skal rumme yderligere 200 elever? Kan man beregne risikoen for at skabe tabere på skoler, hvor klassekvotienterne nærmer sig 30, og det måske vil være lettere at blive overset. Og hvordan måler man forældreengagement, tryghed og nærhed?
Alle ved, at kommunerne skal spare, og at verden ville se enklere ud med kommunale briller, hvis alt kunne styres fra centralt hold. Men sagen er, at grundloven siger noget andet.
Bevar friheden til at vælge
I Dansk Friskoleforening modtager vi i øjeblikket en lind strøm af henvendelser fra forældregrupper, der ønsker at orientere sig om deres muligheder for at vælge et alternativ til de kommunale skoler. I protest, javel. Men, fordi deres værdisæt ikke harmonerer med kommunal stordrift.
Under alle omstændigheder skal der et intenst og benhårdt arbejde til, førend der kan etableres en friskole. Dét i sig selv giver oftest en saltvandsindsprøjtning til nærmiljøet. Og, hvordan gør man det op?
De frie grundskoler modtager 75 procent i statstilskud af udgiften til folkeskolerne, har gennemsnitligt færre elever i klasserne og mindre skoler, ingen specifikke uddannelseskrav til de ansatte, og frekventeres af elever med samme socioøkonomiske baggrund som i folkeskolen.
Dertil kommer, at en større andel af eleverne fra de frie grundskoler gennemfører en ungdomsuddannelse ligesom karaktergennemsnittet samlet set er højere. Det ligner vel nærmest en succes. Men er det friheden til at vælge, der dybest set er en torn i øjet på det danske demokrati?
