Skolerne mangler viden om vidensdeling

DEBAT: Uddannelsessektoren skal lytte til andre end sig selv, hvis den vil optimere vidensdeling. Det mener Christian Hjorth Lund, stifter af foreningen Basidia, der arbejder for at gøre grundlæggende uddannelse mere tilgængeligt via online-platforme.

Af Christian Hjorth Lund
Stifter af Basidia

Vidensdeling via IT i folkeskolen og uddannelsessektoren er - groft sagt - hovedsagelig baseret på viden fra skole-undervisere, skole-forskere, skole-ledere, skole-konsulenter, skole-politikere med flere. Men vi har glemt tech-arkitekten, tech-researcheren og tech-udvikleren. De skal med ind i den strategiske proces. Ellers ender det som det berømte Henry Ford citat "Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de sagt "En hurtigere hest".

Hvor mange ville designe en skole uden viden fra en arkitekt og håndværkere? Skole-folk skal selvfølgelig være med hele vejen fra start til slut, men hvis det udelukkende er skole-folk, der debatterer med eller stille krav til andre skole-folk om mulighederne, så ender vi med hurtigere heste i stedet for biler.

Internettet er skabt til videndeling
Meget af det skole-folk drømmer om, er allerede skabt af grundlæggerne og udviklerne af internettet og teknologien bag. Internettet blev skabt til vidensdeling. Som tech-entreprenør har jeg hele livet haft direkte - ofte helt gratis - adgang til verdens bedste viden om stort set alt, jeg kunne tænke mig inden for mit felt. Hold da op, hvor ville det være revolutionerende, hvis vi havde samme muligheder og kultur for vidensdeling i uddannelsessektoren. Hertil skal det siges, at andre lande er på vej, men at vi i Danmark er ved at stå af.

Adskillige rapporter, udtalelser, strategier m.m. over de sidste mange år har peget på to ting ("IT i Skolen. EVA 2009" og "Videndeling i den danske folkeskole. Rambøll Management, 2007"):

1. At ansvaret ligger hos kommunerne, skolerne og underviserne.
2. At leverandørerne skal spørge brugerne om idéer til hurtigere heste (groft sagt).

Der, der mangler, er, at vi skal huske at lære af andre brancher og af best-practices uden for uddannelsessektoren. Det, vi ønsker, eksisterer allerede i andre sammenhænge.

Vidensdeling skal være værdifuldt for alle, som deltager
Det er selvfølgelig heller ikke nok kun at definere en gruppe mennesker, der skal vidensdele og efterfølgende give dem et vidensdelingssystem (intranet, LMS eller andet).

Hvis regeringen beslutter, at der skal postomdeles en spade til alle borgere, så går vi jo ikke allesammen ud i haven og begynder at grave mere. Derfor kræver vidensdeling en god implementeringsstrategi, en god kultur, og at det er værdifuldt for alle, der deltager. Lad os udnytte, at der allerede findes enorm meget viden om, hvordan dette sikres.

Tech- og internet-folket har i årtier leveret den ene fascinerende case efter den anden inden for viden, vidensdeling og mass-collaboration (Apache, Linux, Firefox, Wikipedia, Google, Twitter, Reddit, Quora, Blogs, online communities osv.). Lad os spørge dem til råds.

Det har vi brugt de sidste 24 måneder på i Basidia.

Forrige artikel Folkeskolen bør udvikles med viden Næste artikel Videndeling: Det behøver ikke at være svært Videndeling: Det behøver ikke at være svært