Ritt Bjerregaard er død. Hun ville huskes som "en af de kvindelige politikere, der holdt ud"

Hun var som få på fornavn med vælgerne. Og mistede aldrig sin evne til at skabe debat. Ritt Bjerregaard er gået bort i en alder af 81 år.

I en alder af 81 år sov Ritt Bjerregaard ind lørdag 21. januar.

Det oplyser de efterladte til Ritzau, skriver TV 2.

Hun var i mange år ramt af kræft, men fortsatte frem til sin død med at være en markant stemme i offentligheden – også når det handlede om hendes eget parti, Socialdemokratiet.

Ritt Bjerregaard, der voksede op i en arbejderfamilie på Vesterbro i København, bragede ind i Folketinget i 1971.

Her blev hun kendt som en del af en ny, venstreorienteret fløj i partiet. Og da den seminarieuddannede Bjerregaard som bare 32-årig blev udnævnt til sin første – men langtfra sidste – ministerpost i Anker Jørgensens regering, var hun den yngste kvinde nogensinde på den øverste politiske post i et ministerium. 

Skandalesager holdt hende ikke tilbage

Hun var som få på fornavn med vælgerne. Og mistede aldrig sin evne til at skabe debat. Eller evnen til at søge – og få – magten. Også i en tid, hvor kvinder fyldte langt mindre i toppen af politik. 

Det var ikke uden omkostninger, mente hun selv.

"Jeg har insisteret på at tage stilling til tingene. Når man er sådan, så kommer der mange fjender. Og så tror jeg, mit køn har spillet en rolle også," som hun konstaterede i et interview med Altinget i 2019.

Ikke engang de skandalesager, der kostede hende først posten som undervisningsminister i 70'erne og siden som central gruppeformand, da Svend Auken var formand for Socialdemokratiet i begyndelsen af 1990'erne, afsporede for alvor karrieren.

I 1994 var Auken blevet væltet af Poul Nyrup Rasmussen, der sendte Ritt Bjerregaard mod Bruxelles og titlen som miljøkommissær i EU-Kommissionen. En post, hun selv havde bedt om, og som hun sikrede sig oven på valget i 1994, som hun beskrev i en kronik i Altinget i 2019.

"Til sidst bed jeg hovedet af al skam og ringede over til sekretærerne i Statsministeriet. De skulle nok sige til Nyrup, at jeg havde ringet. Så skete der noget. Jeg blev inviteret over til Poul. Bare os to til en snak. Jo, han ville gerne, at vi kunne fortsætte vores samarbejde, når han nu ville udnævne mig til EU-kommissær," skrev hun og fortsatte:

"Jeg dansede ud af statsministerkontoret. EU-kommissær!" {{toplink}}

De fantastiske fire

Efter fire år væk fra dansk politik vendte hun tilbage. Også her var hun en del af ministerholdet – denne gang som fødevareminister.

Nogle år efter afløste Mogens Lykketoft så Nyrup som formand. Endnu engang satte Socialdemokratiets nye leder sig i stolen med Ritt Bjerregaards støtte.

Selv var hun den eneste af de såkaldte "fab four" eller "fantastiske fire" – Nyrup, Auken, Lykketoft og altså Bjerregaard – der aldrig kom helt til tops i partiet.

Hendes karriere i aktiv politik sluttede på Københavns Rådhus, hvor hun fra 2006 til 2010 var overborgmester. 

Da Information i 2019 spurgte, hvordan hun gerne ville huskes, lød svaret:

"Som en af de kvindelige politikere, der holdt ud og kom igennem magtkampene."

Som kvindelig politisk pioner?

"Jaarh, det er så flot at sige pioner. Måske bare som en af dem, der var der og tog sin tørn."

Ritt Bjerregaard efterlader sig sin mand gennem mere end et halvt århundrede, forfatter og historiker Søren Mørch.

{{toplink}}

Forrige artikel STUK får ny teamleder for udsatte og særlige elevgrupper Næste artikel Lego Fonden får ny administrerende direktør Lego Fonden får ny administrerende direktør