Omprioriteringsbidrag rammer produktionsskoler

DEBAT: Uddannelsesforbundet og Produktionsskoleforeningen er bekymrede over, hvilke konsekvenser regeringens omprioriteringsbidrag kan have for elever, der har brug for forberedelse til en ungdomsuddannelse. Besparelserne stemmer ikke overens med EUD-reformen, mener de. 

Af Gert Møller
Forstander på Korsør ProduktionsHøjskoleBragt på vegne af Forstanderkredsen, Uddannelsesforbundet og Produktionsskoleforeningen

Produktionsskoleforeningen opfordrer hermed til at omprioritere med omtanke! Hvis statens midler skal omprioriteres, så bør blandt andet uddannelsessektoren opprioriteres! Og det bør gøres, så de, der i forvejen får den mindste del af uddannelseskagen, inviteres med til bords!

Regeringen ønsker, at hele den offentlige sektor bidrager til at frigøre ressourcer til tværgående prioriteringer via effektivisering. Derfor har Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling nu udsendt en ’Orientering om Omprioriteringsbidrag’ til uddannelsesinstitutionerne. Over de næste 4 år skal næsten hele uddannelsesområdet spare 2 % årligt, samlet set næsten 8 % - det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Husk reformen
Vi ved, at ikke alle unge har forudsætningerne for at gå direkte ind på en erhvervs- endsige en gymnasial uddannelse. Det er unge, der har brug for en anden vej. De, der har brug for vejen gennem læring i praksis, skal på den lokale produktionsskole. Her gælder det samme omprioriteringskrav: I 2019 vil der være skåret næsten 8 % på taxameteret på landets produktionsskoler!

I Danmark ønsker vi, at alle unge skal blive så dygtige som muligt og dermed få en reel mulighed for varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Hvis vi mener det seriøst, må vi også afsætte midlerne hertil.

Med erhvervsuddannelsesreformen nye adgangs- og overgangskrav har man ønsket at højne uddannelsernes standard – det er en prisværdig målsætning. Derfor bør den også følges op af en reel støtte.

De nye krav betyder, at de unge skal have stærkere faglige forudsætninger, inden de påbegynder en erhvervsuddannelse. Her spiller produktionsskolerne en central rolle. En stor del af de unge på produktionsskolerne har hverken folkeskolens afgangseksamen eller 2 i dansk og matematik. Alligevel skulle en betydelig del af dem gerne ende med en erhvervsuddannelse.

Om- og opprioritering
Vi skal derfor nu skærpe vores indsats på produktionsskolerne for de mange unge, der skal fortsætte i en erhvervsuddannelse. Vi skal udvikle målrettede forløb hen imod grundforløb 2. Vi skal gøre den integrerede undervisning af bl.a. dansk og matematik på værkstederne og den afklarende vejledning endnu bedre. Men det sker ikke af sig selv.

Udhuler man produktionsskolernes økonomi, gør man det ikke lettere.

Omprioriteringer til gavn for den offentlige sektor. Hvis det skal give mening, så forventer vi, at politikerne i finansloven faktisk omprioriterer, så de områder, der er med til at løfte alle unge ind på uddannelse og arbejdsmarked, bliver opprioriterede!

I Produktionsskoleforeningen afventer vi nu finanslovsforhandlingerne. Vi er klar til at tage debatten om, hvordan en fornuftig omprioritering kan få den bedst mulige virkning på den lange bane. Til gavn for samfundet. Og til gavn for de unge, der igennem uddannelse og arbejde skal bidrage til samfundet.

Forrige artikel Handelsskole: Gymnasier er langtfra ligestillede Handelsskole: Gymnasier er langtfra ligestillede Næste artikel DI-underdirektør: Der kan spares på efterskoler DI-underdirektør: Der kan spares på efterskoler