Medlem af trivselskommissionen: Unges trivsel forbedres kun, hvis de får rødder i samfundet

Jeg kommer fra Odense. Mere præcist Skibhuskvarteret, hvor vi flyttede til, da jeg var 12 år.

Jeg gik til både gymnastik og svømning i den frivilligt drevne klub ”Frem”.  Jeg gik engang i et børnehus, der hedder Kernehuset, og på en skole, der hedder Risingskolen.

Alt sammen ting, der kunne være definerende og identitetsskabende, for den jeg er. Og så alligevel ikke.

For selvom alle de ovennævnte steder helt klart har spillet en stor rolle i at gøre mig til det menneske, jeg er i dag, er mine rødder på ingen måde plantet solidt i Skibhuskvarterets jord.

Mine rødder er faktisk slet ikke plantet nogen steder. Netop dét er min generations helt store udfordring. Vi er rodløse.

Vi mangler tilhørsforhold

Vores tilhørsforhold til de steder, vi kommer fra, og de ting, vi bruger tid på, er minimalt.

Hvis du spørger elever i en gennemsnitlig gymnasieklasse om, hvad de glæder sig mest til efter 3.g, vil langt de fleste svare, at de glæder sig til at komme ud og rejse.

Altså, vi glæder os til at komme væk fra det sted, vi har brugt størstedelen af vores liv.

Og ja, det er da selvfølgelig helt naturligt, at man som ung glæder sig til at se, hvad verden har at byde på udover den lokale Rema 1000, men jeg tror vores længsel efter at rejse kommer af noget dybere.

Det handler nemlig ikke bare om spørgsmålet 'hvem er jeg?', men nærmere om 'hvor hører jeg til?'.

To væsentligt forskellige ting, hvis du spørger mig, fordi sidstnævnte ikke blot er et forvirrende eksistentielt spørgsmål.

Nej, i spørgsmålet om, hvor vi hører til, ligger den iboende ensomhed, min generation i stigende grad oplever.

{{toplink}}

Ungdommen er ikke bare curlingbørn

Hvis du er helt alene, når usikkerheder eller udfordringer rammer, kan små bump hurtigt føles som kæmpe bjerge.

Hvis du ved, at der ikke er nogen til at gribe dig, når du falder, tager en chance og fejler eller kommer til at sige noget dumt, er det klart, at du er mindre tilbøjelig til at give lidt ekstra af dig selv.

Vi unge kan klare mange ting, og det er en flertalsmisforståelse, at ungdommen bare er en flok curlingbørn, der mener, de voksne skal fikse alle deres problemer.

Men vi giver op, fordi vi mangler noget at holde fast i.

Fordi de seneste årtiers individualisering, globalisering og kommercialisering har trukket underlaget fuldstændig væk under os, og vi er endnu ikke begyndt på at bygge et nyt igen.

Netop dét mener jeg, er en stor del af løsningen på den stigende mistrivsel. Fundamentet skal genopbygges, og vi unge skal slå rødder.

Investér i de glemte ting

Førnævnte betyder investeringer i alle de nære ting, vi har glemt at værdisætte i udviklingens hast.

Omsorg, venskaber og gode grin en mandag eftermiddag efter skole.

Vi skal turde sige, at fritidsjob og frivilligt foreningsarbejde er lige så vigtigt som at lægge en stor indsats i skolen.

Give os unge incitament til at tage ansvar for vores omgivelser og menneskerne omkring os ved at sikre ordentlig lokal indflydelse til børnehavebarnet, skoleeleven og den studerende.

Endnu vigtigere skal vi skabe en normal, hvor det ikke er strengt nødvendigt at erobre hele verden, før rejsen er færdig.

Faktisk bør det være helt okay at åbne hoveddøren og finde sit faste holdepunkt lige dér.

I den globaliserede verden er alt muligt, og det har sine fordele, men det har i dén grad også sine ulemper.

Oplevelsen af at det normale, simple og jordnære ikke er godt nok, er en af de helt store af dem.

For mig er trivsel troen på, at træet står stærkt i stormvejret, fordi vi alle er forbundne med hinanden, og vi forstår vores indbyrdes ansvar. 

På et eller andet tidspunkt blev vi unge revet op af jorden, og det er en fælles opgave, at vi alle finder jorden sikkert igen.

Så vil jeg og mine venner kunne rejse ud i verden efter gymnasiet for at finde os selv - ikke fordi vi mangler et sted at vende hjem til.

Men vi har mistet vores rødder, vores tilhørsforhold, vores Skibhuskvarter, call it what you want, jeg vil bare gerne have dem igen.

{{toplink}}

debat@altinget.dk