Målrettet løft til unge uden uddannelse
DEBAT: Tankesættet i regeringens fleksuddannelse er positivt, men der mangler en fast forankret og fleksibel ramme, mener Lars B. Goldschmidt, direktør i DI.
Af Lars B. Goldschmidt,
Direktør i DI
Der er et indiskutabelt behov for alternativer til de alt for mange unge, der ikke er uddannelsesparate efter grundskolen. Gennem årene er der gjort ganske meget for at gøre gymnasier og erhvervsskoler mere rummelige for unge med svage faglige, sociale og personlige forudsætninger. Men effekten er udeblevet. Efter 20 år med samme mål om at uddanne flere unge har 15-20 pct. fortsat udsigt til at gå gennem livet uden anden uddannelse end grundskolen.
Det er derfor positivt, at regeringen agter at gøre noget særligt for de unge, der har det svært i ungdomsuddannelserne, ved at oprette en ny fleksuddannelse. Der er brug for at skabe nye veje, der kan give disse unge flere sejre, færre nederlag og føre til kompetencer, som kan bruges på arbejdsmarkedet.
Jobrelevante kompetencer er den bedste forudsætning for fodfæste på arbejdsmarkedet. Et fodfæste, der samtidig er den bedste forsikring mod at ende i samfundsmæssige blindgyder. For hver ung, vi taber på gulvet, påfører ikke bare den enkelte store omkostninger. Også samfundsøkonomisk er der tale om et tab. Alle unge skal derfor sikres efterspurgte kompetencer, for en borger i arbejde er en god investering. Så enkelt er det.
Fokus på sejre - ikke på system
I det lys er det afgørende, at et fleksibelt uddannelsestilbud til de unge har fokus på den enkeltes forudsætninger for at opnå sejre - og ikke fokuserer på systemet og dets indretning.
En af de sejre, mange af disse unge opnår, er at få et job. Så lad os tage udgangspunkt i det. De kompetencer, der opnås i et job, bør anerkendes og indgå som en del af uddannelsespakken. Det kan give behov for udvikling af nye modeller for job med uddannelsesperspektiv.
Derudover findes der allerede i dag et væld af tilbud, der appellerer til unge med forskellige udfordringer i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelser. Fokus bør i den sammenhæng koncentreres om at kombinere eksisterende tilbud, så de matcher de unges sejrsarenaer og derved skabe en ny vej frem mod uddannelse og job.
Fleksibilitet i fast ramme
Med det udgangspunkt er tankesættet i en fleksuddannelse godt - og tilstrækkelig rummeligt til at kunne omfatte de tilbud, der i forvejen eksisterer i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Dét, der mangler, er en fast forankret og fleksibel ramme om muligheden.
Et fleksibelt uddannelsestilbud bør derfor først og fremmest etableres med udgangspunkt i en entydig ansvarsplacering for at ruste de unge til uddannelse. Det er svært at forestille sig, at dette ansvar kan placeres andre steder end hos kommunerne, der har den primære kontakt til unge i målgruppen. Som følge heraf bør kommunerne også have bedre muligheder for at tilrettelægge sammenhængende tilbud. Det betyder f.eks., at UU-centrene i højere grad skal kunne kombinere elementer af eksisterende tilbud i samarbejde med relevante udbydere - herunder de tilbud, der i dag primært er statsligt finansierede.
Et sådant tilbud skal både kunne række ned i den afsluttende del af grundskolen og udgøre starten på en ungdomsuddannelse - måske endda hele ungdomsuddannelser, som den produktionsskolebaserede lærlingeuddannelse er et godt eksempel på.
Fra fleksuddannelse til fleksibel uddannelse
For bare få år siden var der gang i hjulene som aldrig før, og arbejdsløsheden historisk lav. Der var store overskud på de offentlige finanser, og muligheden for målrettede og massive uddannelsesinvesteringer var til stede. I dag er situationen en helt anden. Udgangspunktet for regeringen er derfor fornuftigt: Alt skal finansieres inden for eksisterende rammer.
Dette krav gør det nødvendigt nøje at overveje, hvordan vi anvender uddannelsesressourcerne. Af hensyn til de unge og den økonomiske bæredygtighed bør tilbuddene derfor fleksibelt tilpasses relevante grupper af unge og møde de unge der, hvor de er.
Fleksibilitet i tilbuddets varighed er i den forbindelse et must, da et generelt tilbud med en på forhånd fastlagt tidsramme for unge med vidt forskellige problemer vil blive unødvendigt dyrt. Med vores kendskab til målgruppen er det samtidig centralt, at vi ikke individualiserer tilbuddet i en sådan grad, at de unge ikke oplever sig som en del af et socialt fællesskab. De fleste har brug for en fast ramme omkring dagligdagen - hvad enten det sker på en skole eller på en arbejdsplads.
Det er således en væsentlig afvejning, der skal ske, mellem individualisering, fællesskab og økonomi. Pointen er, at fleksuddannelse ikke må blive en blindgyde eller en dyr opbevaringsplads for unge. Så er vi nemlig lige vidt.
I denne version er der ikke tale om en selvstændig uddannelse, men netop om fleksibel uddannelse, som samler og sikrer unge i målgruppen det rette tilbud på det rette tidspunkt og med den rette varighed. Uden at det koster noget, for pengene er allerede i omløb.
Som samfund har vi brug for, at ingen unge tabes på gulvet. Tankesættet i fleksuddannelsen rummer potentiale til at levere nogle af de svar, vi har brug for. Vel at mærke uden at tømme de tomme kasser.
