Indret uddannelserne til nutidens unge

Af Hanne Pontoppidan
formand for Uddannelsesforbundet

Unge skal have en uddannelse. Det er alle enige om. Alligevel rokker andelen af unge, der får det, sig ikke ud af stedet. Hvad er det, vi gør galt?

Der har været gjort mange forsøg med at etablere mere vejledning, mentorordninger, psykolog og socialrådgiverordninger. Vi straffer de unge økonomisk, hvis de ikke går i gang med en uddannelse. Lige lidt hjælper det. Ca. 20 % af en ungdomsårgang får ingen uddannelse. Sådan var det for 20 år siden. Sådan er det i dag.

Dårlig udnyttelse af unges potentiale
Jeg tror ikke, vi skal lede efter én løsning, der kan kurere problemet. De unge er forskellige. Deres baggrund og livsvilkår er forskellige, og der er rigtig mange forskellige grunde til, at de ikke færdiggør den uddannelse, de er startet på. Et har de dog tilfælles: De vil faktisk gerne have en uddannelse, et spændende job, en fed økonomi, en dejlig familie og et helt normalt liv. Lad os tage det afsæt!

Vi ved, at 97 % af en ungdomsårgang starter på en ungdomsuddannelse. Vi ved også, at kun knap 80 % færdiggør den. Alt andet lige betyder det, at mindst 17 % af en ungdomsårgang står med uindfriede uddannelsesambitioner. Det er ikke godt! Og det lover ikke godt for udnyttelsen af de unges potentiale.

Fem forbedringsforslag
For det første skal vi blive bedre til at komme tæt på de unge før uddannelsesvalget. De skal have en god vejledning, en klar information om, hvad der faktisk forventes af dem på den uddannelse, de overvejer at vælge, og en rådgivning om, hvilke forhold de bør være særlig på vagt over for i forhold til deres personlige forhold - også om de evt. har brug for at blive styrket i forhold til visse kvalifikationer, før de påbegynder den valgte uddannelse.

For det andet skal vi blive bedre til at vurdere, om de unge selv kan klare sig videre på de næste trin af uddannelsessystemet eller har brug for "at blive fulgt" - at få en trinvis introduktion til det, der følger efter. I fald det sidste er tilfældet, bør der tænkes i brobygningsforløb mellem grundskole og ungdomsuddannelse.

For det tredje skal vi anerkende, at nogle unge har brug for en skolepause. At pace dem videre betyder blot frafald. Og det er nu engang sådan, at det første frafald er det sværeste. Er man først faldet fra engang, sker der hurtigere anden og tredje gang. Vi kan derfor gøre disse unge en bjørnetjeneste ved at pace dem hurtigt videre, hvis de reelt har brug for et break.

For det fjerde skal vi anerkende, at uddannelse ikke foregår lineært, men at mange har brug for undervejs i deres uddannelse, at gå tilbage og samle ting op, de burde have lært tidligere. Dette er ikke en fiasko, men en naturlig læringsproces. Derfor skal det også være en naturlig mulighed at indlægge "pauser" i de unges ungdomsuddannelse, hvor de gives mulighed for at få samlet noget "glemt" viden fra grundskolen op, eller "lade energi" til næste etape af "tour de uddannelse".

Og så skal vi altså vurdere, om uddannelsernes hovedlandevej kan løfte hele uddannelsesopgaven.

Tiltrængt omstrukturering
Måden, vi har indrettet vore uddannelser på, er i det store hele fastlagt, dengang vi var tilfreds med, at 80 % af en ungdomsårgang fik en uddannelse. Reelt set har vi de seneste år blot skruet op for kravet om flere unge gennem systemet, hvilket i særligt grad er blevet set som en opgave for erhvervsskolerne. På trods af en række støtteforanstaltninger er opgaven ikke lykkedes.

Tværtimod er der en række af de unge, der tidligere ville have valgt en erhvervsuddannelse, der nu er skræmt bort på grund af de mange samfundspolitiske drøftelser om erhvervsuddannelserne og de svageste unge. Der er således skabt usikkerhed om, hvad man faktisk opnår ved at tage en erhvervsuddannelse. Det stik modsatte af, hvad politikerne og vi andre faktisk ønskede.

Vi har sagt, at alle unge skal have en uddannelse, men vi har simpelthen glemt at spørge, om systemet passer til alle unge.

Måske burde vi gøre det?

debat@altinget.dk