Hvorfor pege fingre ad erhvervsgymnasier?

DEBAT: Et indlæg fra Danske Gymnasier har vakt harme hos Danske Erhvervsskoler, der mener, at gymnasiernes formand peger fingre ad erhvervsgymnasierne.

Af René van Laer
Formand for Danske Erhvervsskoler-Ledernes gymnasieudvalg

Alle udbydere af ungdomsuddannelser har efter min mening en fælles interesse i at sikre, at vi udbyder uddannelsestilbud, der giver valgmuligheder for alle folkeskolens elever.

Flere unge har i år fået øje på erhvervsgymnasierne og føler sig tiltrukket af vores særlige profiler med fokus på de tekniske og merkantile fag som et alternativ til det almene gymnasium. Men det kan da vel ikke være forklaringen på, at de almene gymnasiers formand forsøger at så tvivl, om hvorvidt hhx og htx er ligeværdigt med stx?

Ligestillede
I sit indlæg i Altinget forleden skrev Anne-Birgitte Rasmussen: ”Antallet af unge, der går i gang med en gymnasial uddannelse, er naturligvis højere, hvis man medregner de erhvervsgymnasiale uddannelser hhx og htx – uddannelser, der i andre lande kategoriseres som erhvervsuddannelser.”

Hun ved jo udmærket godt, at gymnasiereformen for ca. ti år siden i Danmark gjorde hhx, htx og stx ligestillede og ligeværdige i forhold til deres primære formål, nemlig at give adgang til videregående uddannelse. Og at man griber tingene anderledes an i andre lande, er jo i den sammenhæng uden betydning for det danske uddannelsessystem.

Vi har ikke peget fingre
Det seneste års tid har vi på erhvervsgymnasiernes vegne deltaget meget aktivt i debatten om udviklingen af fremtidens gymnasium og kommet med konstruktive forslag til forbedringer og styrkelse af kvaliteten på alle gymnasiale retninger. Vi har sat fokus på behovet for at styrke fagligheden og også været enige med de almene gymnasier om det, ligesom vi har skrevet fælles debatindlæg om adgangskrav, også med gymnasielærerne.

Ikke en eneste gang undervejs i denne debat har vi fundet anledning til at pege fingre ad de almene – profilerne på de tre gymnasieretninger er forskellige og skal fortsat være det – af hensyn til de unges valgmuligheder.

En finke, der røg af panden
Vi har en fælles interesse i at højne fagligheden, få færre studieretninger og arbejde for det samme adgangskrav. I forhold til politikerne har vi da den bedste chance for at blive hørt, hvis vi kan stå samlet som gymnasiesektor.

Derfor går jeg ud fra, at Anne-Birgitte Rasmussens bemærkning er udtryk for en finke, der røg af panden, og jeg går ud fra, at vi formentlig efter et folketingsvalg skal genoptage en konstruktiv debat om udviklingen af alle de gymnasiale retninger.

Forrige artikel Danske Gymnasier vil diskutere faglighed Danske Gymnasier vil diskutere faglighed Næste artikel Problemer med praktikpladser er ikke en myte