GSK-koordinatorerne: Supplering er ikke spild af tid

Af Søren Fersløv Andersen
Rektor for Københavns VUC og formand for GSK-koordinatorerne

På forsiden af DEA’s pressemeddelelse peger en stor, gammeldags kanon mod en gråspurv. Derfor er det passende, at jeg nu for en stund skræpper om, at årsagerne til supplering er så mange, at de ikke lader sig gennemhulle af en enkelt kugle. Jeg stiller mig i skudlinjen med en klar forventning om at overleve, for DEA’s analyse kan med fordel nuanceres. Stigningen i gymnasiale suppleringskurser (GSK-supplering), som DEA kritiserer, er nemlig ikke vokset ud af det blå, men kan forklares ud fra flere strukturelle forhold:

Flere og flere starter på de videregående uddannelser, og det betyder også flere studenter i GSK-systemet. Det samme gør kombinationen af de skærpede adgangskrav til de videregående uddannelser og gymnasiereformen, der begge havde virkning fra 2008. Det betød fra det efterfølgende skoleår (2008-2009), at stigningen i GSK-studerende for alvor tog fart. Netop den periode, DEA har undersøgt.

Hvorfor er ændringer fra 2008 så vigtige, at de skal nævnes her? Fordi:

• Universiteterne i forbindelse med gymnasiereformen skærpede adgangskravene ud fra et ønske om at skabe ens og overskuelige adgangskrav.
• Gymnasiereformen gav større frihed til at vælge specialiserede studieretninger, der skulle tiltrække og motivere flere unge til at gennemføre en gymnasial uddannelse. Samtidigt fik eleverne nu mulighed for at vælge studieretninger, der ikke altid matcher adgangskravene på særligt universiteterne. 

Problematiske konklusioner
Stadig flere unge får studenterhuen på, og vi kommer stadigt nærmere på skiftende regeringers 95 %-målsætning. Heldigvis fortsætter flere og flere også på en videregående uddannelse.

I perioden 2009-2014, som DEA undersøger, er det samlede optag på de videregående uddannelser steget med 37 %. Og antallet af ansøgere er steget med 46 %. Det betyder flere kursister, der supplerer deres eksamen for at opfylde adgangskrav. Men i et land, hvis vigtigste råstof er veluddannede medarbejdere, er det svært at se et overordnet problem i denne udvikling.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at resultaterne, DEA præsenterer, isoleret set er korrekte. Jeg mener dog ikke, at analysen samlet set giver et retvisende billede, når der med baggrund i punktnedslag på 5 af landets mange videregående uddannelser bliver konkluderet, at unge formålsløst supplerer. Der er stor variation mellem uddannelser, og analysen viser også, at kun 3 % af de optagne på medicin har suppleret unødvendigt.

DEA’s konklusioner bygger på tal for unge, der allerede er blevet optaget på en uddannelse. Også det, mener jeg, er problematisk. For de unge har ikke den luksus på forhånd at vide, hvilken uddannelse de bliver optaget på. De senere år har unge derimod været udsat for et ganske massivt pres for at starte uddannelse, samtidigt med at nåleøjet er blevet stadig mindre.

Adgangskvotienterne har været stigende, og derfor forbereder de unge sig til at kunne søge om optagelse på forskellige uddannelser med forskellige adgangskrav. Der er ikke tale om oversmarte unge, der tænker på at lave en helgardering eller misbruge SU-systemet. Der er tale om unge, der udviser den nødvendige fleksibilitet for at være nogenlunde sikre på en studieplads. Præcis som de er blevet vejledt til gennem deres skoletid.

GSK er en integreret del af uddannelsessystemet
Den overordnede målsætning om at få flere unge til at starte på en videregående uddannelse er lykkedes. Derfor synes det, som om at bager rettes for smed, når kritik sætter ind mod GSK-systemet. For GSK-systemet er ikke en tilfældig mellemstation for ubeslutsomme unge. Det er en integreret del af et uddannelsessystem med stor valgfrihed på ungdomsuddannelserne og absolutte adgangskrav på de videregående uddannelser.

Kritikken af GSK-systemet retter sig mod løsningen og ikke årsagerne. Man kunne i stedet vælge at lempe kravene til de videregående uddannelser. Det er der dog intet, der tyder på, vil ske. Høje specifikke adgangskrav sikrer nemlig, at de videregående uddannelser kan begynde deres undervisning på et ensartet højt niveau, hvilket rationaliserer undervisningen og forkorter studietiden. Hvad der er sparet i GSK-systemet kan hurtigt blive sat til på de videregående uddannelser.

En anden effektiv løsning ville være at rulle valgfriheden på de gymnasiale uddannelser tilbage, men det vil også overordnet set skabe flere problemer, end det løser: Hvis unge skal tvinges ind på studieretninger i stil med de gamle matematiske og sproglige studieretninger på STX, vil det uden tvivl afskrække nogen fra at starte, og vi vil opleve, at flere falder fra.

Unge er ikke uddannelsesrobotter
Det allervigtigste argument for at opretholde et velfungerende suppleringssystem er, at vi har med unge mennesker at gøre. Unge, som lægger nye planer og drømmer nye drømme i takt med, at livet (og måske endda uddannelsessystemet) gør dem klogere. For den gymnasiale uddannelse er netop med til at kvalificere de unges valg af videregående uddannelse. Vi kan ikke forvente andet.

Det kan aldrig være et mål i sig selv, at unge skal supplere efter gymnasiet. Derfor er det også relevant at diskutere, hvordan flest muligt opnår studiekompetence med det samme. Jeg deltager gerne i den diskussion.

Samtidigt opfordrer jeg til, at vi ikke ødelægger det system, som garanterer, at alle unge hurtigt og fleksibelt kan komme videre. For efter mere end 30 år som rektor har jeg indset, at det er en urealistisk forventning, at alle unge vil opføre sig som forprogrammerede robotter, der går den lige vej igennem uddannelsessystemet.

debat@altinget.dk