FGU-leder: FGU er udfordret på at skabe de rette fysiske rammer

DEBAT: Alle unge med behov skal tilbydes et forløb på FGU. Det er, uanset hvilke overvejelser der kunne være om økonomi – og især når det gælder om at stille de rigtige rammer til rådighed for den lokale FGU-Skole, skriver Søren Elnebo Lau.

Af Søren Elnebo Lau
Direktør for FGU-Skolen Øst − Høje-Taastrup, Greve, Solrød, Roskilde og Lejre

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker.” (K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, 1956) 

Sommeren 92
I sommeren 92, mens Danmarks undervurderede feriefodboldlandshold kæmpede for Danmarks og egen ære ved VM i Sverige, lå jeg i telt på en solbeskinnet græsmark lidt uden for Korsør.

Heldigvis ikke alene, men sammen med godt og vel 1.200 unge mennesker fra hele landet, som alle var samlet til ”P-Marked” – det store Produktionsskolemarked, hvor landets dengang blomstrende produktions(høj)skoler satte hinanden stævne hver anden sommer et sted i Danmark.

Fra teltlejrens lejrbål, fra den store scene og fra de mange akustiske guitarer og hæse stemmer lød en strofe fra produktionshøjskolernes slagsang ”Med hånd og mund og hjerte …” Wauw!

Jeg var forholdsvis ny produktionshøjskolelærer og værkstedsleder og var så småt ved at fatte, hvad der var på spil, og hvad det var, de havde gang i – både de unge mennesker, der var samlet, men i høj grad også de garvede og erfarne produktionsskolefolk, lærere, ledere og vejledere.

Ikke fordi jeg ikke vidste det i forvejen, men her blev det tegnet i sommernattens røgslør fra bålet og pløjet ned i markens muld: Vi holdt noget af de unge menneskers liv i vores hænder – og de holdt lidt af mit i deres!

Måske en forbigående stemning, en oplagthed, som vækkedes – og som aldrig siden er visnet.

Og her kunne man lidt populistisk citere Larsen og konstatere, at ”Hvad det er, de vil med livet, det kan kun de selv forstå …!”

Men hvis ikke netop vi anerkender, at vi i vores forsøg på at forstå også er nødt til at forstå unges veje til det liv, de gerne vil leve, risikerer vi, at de ”smutter, før vi ved det”.

FGU handler om dannelse og hele mennesker
Så hvad er det, vi vil med FGU? Hvad er det, vi skal forberede de smukke unge mennesker til?

Et ungdomsuddannelsessystem, hvor der konstant er fokus på præstation og kamp om pladser på både uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Det burde være overflødigt i 2019 at skrive om ”dannelse” og ”hele mennesker”. Men det er lige præcis dét, det handler om lige nu!

Når Stresspanelet anbefaler et nyt fag i Folkeskolen, hvor de unge skal lære om ”Livsmestring”, så er det jo præcis, fordi det er der, vi i en årrække har glemt at rette fokus og opmærksomhed hen.

Vi har unge i Danmark, som gerne vil, som godt kan, men som ikke altid formår at bringe alle de mange fragmenterede kompetencer i spil og fokusere på, hvordan de skal agere i en social sammenhæng og vise den bedste side af sig selv.

Jeg tror på, at alle mennesker gør det godt – hvis de kan. Og mennesker kan grundlæggende mere, end vi regner med – især hvis vi regner med dem.

Det er den væsentligste opgave på vores FGU-Skoler i de kommende år.

Og det er netop dét, både produktionsskoler og VUC har forudsætninger for at bringe med ind i den Forberedende Grunduddannelse. At forberede de unge til livet – til sig selv – til hinanden – og til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse eller begå sig på en arbejdsplads.

Vi skal skabe virkelighedsbaseret undervisning
Hvis vi skal skabe en FGU-Skole, hvor der kan arbejdes med både faglige, personlige og sociale kompetencer og skabes hele mennesker, så skal alle kommuner – forvaltninger og politikere – bakke op om deres lokale FGU-Skoler.

Det gælder, både når vi taler om målgruppevurdering til FGU, så vi sikrer, at alle unge med behov for et forløb på FGU får denne mulighed – uanset hvad der kunne være af overvejelser om økonomi – og især når det gælder om at stille de rigtige rammer til rådighed for den lokale FGU-Skole.

Og det gælder især den måde, vi tænker det særlige pædagogiske grundlag, der hver dag skal sikre, at der undervises med udgangspunkt i den virkelighed, de unge befinder sig i, og den virkelighed, de skal ud at være en del af efter et forløb på FGU.

Mange steder i landet er den Forberedende Grunduddannelse udfordret på lokaler og andre fysiske rammer, som lige nu risikerer at gøre det vanskeligt at lægge fra land til august og bringe alle de mange unge sikkert i havn i løbet af de kommende år.

Hvis vi mener noget med den politiske målsætning om, at alle unge 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse eller have varig tilknytning til arbejdsmarkedet – og at vi gerne vil halvere antallet af unge, som midlertidigt står uden for fællesskabet – så skal der gøres en fælles indsats.

Forlovelsen mellem Gummi Tarzan og Pippi Langstrømpe
Hoveddøren på mange produktionsskoler prydes i dag af enten billedet eller teksten med Gummi Tarzans vise ord om, at ”der er altid noget, man er god til – det gælder bare om at finde ud af, hvad det er!”

Når vi lige i øjeblikket bringer medarbejdere med vidt forskellig faglighed og personlighed sammen i de nye FGU-Skoler rundt om i landet, har vi forhåbning om, at alle de mange dygtige medarbejdere møder den nye spændende udfordring med Pippi Langstrømpes gåpåmod og frygtløshed og optimisme.

”Det har vi aldrig prøvet før – så det klarer vi nok!”

Jeg har nu haft mine mange dedikerede medarbejdere i FGU-Skolen Øst samlet to gange, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det klarer vi nok!

Og det gør vi ved at bruge både hånd og mund og hjerte. Det gjorde vi i sommeren ’92 – og det gør vi stadigvæk!

Forrige artikel ”FGU og ungeindsatsen er intet quick fix” ”FGU og ungeindsatsen er intet quick fix” Næste artikel Aktører: Umuliggøres ungdommens lykke af samfundsforandringerne? Aktører: Umuliggøres ungdommens lykke af samfundsforandringerne?