En samlet politik for forskning og videregående uddannelse efterlyses
DEBAT: Hvis videregående uddannelse og forskning fremover skal indtage en nøglerolle i det danske samfunds udvikling, er det nødvendigt med en samlet politik, mener Stefan Hermann, rektor på professionshøjskolen Metropol. Han foreslår, at der skal oprettes et ministerium for videregående uddannelse og forskning.
Af Stefan Hermann
Rektor, Professionshøjskolen Metropol
Der eksisterer ikke en samlet politik for videregående uddannelse og forskning i Danmark. Ikke hos regeringen, og ikke hos oppositionen. I hvert fald ikke endnu. Og en sådan kommer heller ikke til udtryk i de udmeldinger, interessenterne og sektorerne selv kommer med. Bevares, der er mange målsætninger og endnu flere fikse ideer, men ikke en egentlig samlet politik for videregående uddannelse og forskning.
Det er et afgørende problem, hvis videregående uddannelse og forskning i årtierne frem skal indtage en nøglerolle i det danske samfunds udvikling, for der er brug for mere sammenhæng. Og det uanset om man begrunder uddannelse og forsknings stigende betydning med henvisning til globaliseringens trussel, konkurrencestatens ankomst eller noget tredje. Der er brug for en så målrettet indsats som muligt.
Store forandringer
Fraværet af en samlet politik for videregående uddannelse i Danmark skyldes ikke, at forandringerne de seneste 10 år har været små, tværtom. Siden velfærdsaftalen i 2006 er der investeret store tocifrede milliardbeløb i navnlig universiteterne. Universitetslandskabet er blevet gentegnet efter fusionerne for 5 år siden, hvor man slugte det meste af sektorforskningen, 120 institutioner for mellemlange videregående uddannelser er blevet til syv professionshøjskoler og to Ingeniørhøjskoler på lidt mere end 10 år, og de 9 erhvervsakademier er så småt ved at blive etableret som egentlige institutioner. Det er de tre "primære" sektorer for videregående uddannelse, vi har i dag - tre sektorer, der i øvrigt huses af henholdsvis Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet og hvis uddannelser - nye som gamle - akkrediteres i forskellige institutioner og i henhold til forskellige regelsæt, kriterier og traditioner. Og så ser jeg her endda elegant bort fra de videregående uddannelser på Kultur-, Justits-, Økonomi- og Erhvervs- samt Forsvarsministeriets område. Og da aktiviteterne i de forskellige sektorer dækkes af forskellige ordførere i Folketinget og af talsmænd i interesseorganisationerne, varetages således de enkelte ansvarsområder isoleret af mange linjevogtere, som institutionernes egen rolle og positionering også bidrager til. Hvem føler overordnet ansvar for det samlede, videregående uddannelsesområde?
Alt dette fremmer ikke en samlet politik for forskning og videregående uddannelse. Men er det da et problem, kunne man så spørge? Skal universiteterne ikke have mindre regulering og de øvrige sektorer afbureaukratiseres ligedan? Jo, jo. Men det giver det bedste og mest meningsfulde udbytte, hvis det foregår i et landskab, der er organiseret, styret, finansieret og prioriteret på en måde, der for det første fremmer kvaliteten af forskning og uddannelse for samfundet samlet set og for det andet stimulerer fleksibilitet og mobilitet for de studerende på uddannelserne. Det er kun i begrænset omfang tilfældet i dag.
Manglende sammenhæng
Lad mig give to eksempler på den manglende sammenhæng i dag. På det pædagogiske område skabes den autoriserede forskning på universiteterne langt væk fra de pædagogiske uddannelser på professionshøjskolerne. Det fremmer ikke sandsynligheden for, at den når praksis i fx dagtilbuddene eller skolerne, når forskningen ikke "har kridt på fingrene", hvilket for det meste ville være svært hensigtsmæssigt. Stærke enkeltdele, men svag sammenhæng og dermed dårlig værdikæde. Med hensyn til de studerende er det sådan, at Danmark sammen med sine europæiske kolleger arbejder for bedre sammenhæng og mere fleksibilitet mellem uddannelser og lande. Men alligevel er overgangsproblemer fra en uddannelse til selv en beslægtet ditto hyppige, og suppleringskurser og lignende er ganske normalt. Institutionerne samarbejder kun i begrænset omfang på dette område, og når de gør, er det ofte på trods, og ikke på grund af rammerne. Det gør det hverken billigere eller nemmere.
En samlet politik for forskning og videregående uddannelse kan ikke løse alle udfordringerne eller løfte samtlige muligheder i sektoren for forskning og videregående uddannelse, men det ville hjælpe som kompas for de reformer og tiltag, der følger de kommende år. Man kunne starte med at skabe et ministerium for videregående uddannelse og forskning. Og forholde sig fordomsfrit til, om tre sektorer for videregående uddannelse, altså universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier, er bedre end blot en med en anden arbejdsdeling end i dag?
