DI: Gode ungdomsuddannelser kræver nye veje

Af Mads Eriksen
Chefkonsulent i DI

Debatten om ungdomsuddannelserne har været præget af absolutter og snævre institutionsinteresser. Adgangskrav bliver fejlagtigt fremstillet som grænsebommen for unges drømme, og institutioner og siloer bliver sat foran både mennesker og samfund. I DI ønsker vi nye veje, så alle unge bliver så dygtige, de kan.

Nuværende system er ikke godt nok
Kun hver tredje ung går den lige vej fra 9. klasse til færdig ungdomsuddannelse, færre end hver femte søger erhvervsuddannelserne, og frafald og omveje udgør en årlig regning for samfundet i omegnen af seks milliarder kroner.

Uanset hvilken stol man sidder på, må konstateringen være, at det nuværende system ikke virker godt nok.

Den netop indgåede aftale om en reform af erhvervsuddannelserne vil kunne sikre, at flere gennemfører uddannelserne og på et højere niveau, og det er dermed en del af løsningen. Men hvis de grundlæggende problemer i ungdomsuddannelsessektoren skal løses, skal der skabes en langt bedre sammenhæng mellem folkeskole, erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser. 

Relevant, realistisk og udfordrende uddannelsestilbud
I DI har vi det mål, at alle unge skal have et relevant, realistisk og udfordrende uddannelsestilbud i forlængelse af folkeskolen. Relevans handler om, at uddannelse ikke er et mål, men et middel til at sikre de unges fodfæste på arbejdsmarkedet.

Realistisk betyder, at de unge ikke skal ind på en uddannelse, de ikke har en chance for at gennemføre. Udfordrende betyder, at alle unge skal blive så dygtige, de kan. Hvis vi skal nå de mål, kræver det både reformer i det eksisterende system og viljen til radikal forandring.

Der kan laves en række forbedringer inden for det eksisterende uddannelsessystem, og erhvervsuddannelsesreformen er en af de større. Eksempelvis skal kravet på 02 i dansk og matematik sikre et minimum af læse- og regnefærdigheder, som alle jobfunktioner i dag reelt forudsætter.

Hertil kommer, at differentierede krav til de enkelte erhvervsuddannelser skal sikre et bedre match mellem de unges forudsætninger og de uddannelser, de går i gang med. Desværre har debatten været præget af absolutter, hvor der er fremkommet eksempler på unge, der har klaret sig trods dårlige karakterer.

Ønsker DI og andre virkelig at fravriste disse unge deres drømme? Nej. At stille krav ved indgangen handler ikke om at afholde unge fra en uddannelse. Det handler om, at de unge, der ikke er klar til en uddannelse, skal have et solidt tilbud, så de bliver klar, og at ingen unge skal ind på en uddannelse, hvor de ikke har en realistisk mulighed for at gennemføre på et fornuftigt niveau.

Frafald efter 1.g kan også blive en ressource
Et andet skridt i den rigtige retning kunne være at se ungdomsuddannelserne på tværs. I stedet for at se frafald efter 1.g  som et nederlag, skal vi betragte 1.g som en ressource, der giver merit andre steder i systemet. Det skal være legitimt for både gymnasiet og den unge at træde ud efter 1. eller 2.g og bruge uddannelsen et andet sted.

Både den unge og institutionen ved ganske ofte, at gymnasieuddannelsen ikke er den rigtige, men gennemførselsprocenter og færdiggørelsesbonusser styrer, og systemet giver ingen anerkendelse af en tredjedel studentereksamen. Det samme kunne gøre sig gældende fra visse erhvervsuddannelser til gymnasiet. 

Men selv sådanne justeringer er ikke nok. Skal vi nå målet om gode uddannelser til alle, må vi gå helt nye veje.

I DI foreslår vi, at der igangsættes en række forsøg med nye indgange, uddannelser på tværs af faglige og teoretiske retninger, og et system hvor de, der kan og vil, hele tiden har mulighed for at videreuddanne sig. Den nuværende vej er ikke farbar – lad os i fællesskab finde en, der er. 

debat@altinget.dk