Defensivt KL vil tvinge regeringen til at dæmpe velfærdsretorikken før folketingsvalg

God velfærd koster.

Og vil regeringen ikke betale, hvad der skal til, så skal det også være slut med at love vælgerne bedre kvalitet i skoler, daginstitutioner og ældreplejen.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte omdrejningspunktet i kommunernes krav til regeringen, når forhandlingerne om en økonomiaftale for 2023 tirsdag skydes i gang i Finansministeriet.

Både i toppen af KL og blandt landets borgmestre er analysen nogenlunde klar.

Krigen i Ukraine og ikke mindst det afledte såkaldte nationale kompromis om dansk sikkerhed har banket nye hegnspæle ned for dette års forhandlinger.

Med det nationale kompromis øgede man godt nok det finanspolitiske råderum med et betragteligt milliardbeløb frem mod 2030. Men man lagde i samme åndedrag umiddelbart beslag på alle de ekstra penge med løftet om at skrue op for de danske forsvarsudgifter.

Med en krig som baggrundstæppe og prognoser om et stærkt begrænset råderum som rettesnor for fremtiden, vurderes det næppe betimeligt at banke i bordet med samme store milliardkrav, som kommunerne mødte op med sidste år.

Kommunerne har fået nyt motto med kendt budskab

Her fik daværende KL-formand Jacob Bundsgaard (S) i den grad sit hyr med de finansministerielle forhandlere efter at være mødt op med krav om over fem milliarder kroner ekstra til at dække stigende udgifter til børn og voksne med særlige behov.

Det blev opfattet noget ublu på den anden side af bordet. Og i år er KL mere tilbageholden i sine meldinger.

Der er selvfølgelig en velbegrundet forventning om at få de lidt over en milliard kroner ekstra, som forudsættes for at kunne følge den rene demografiske udvikling. Og også en ambition om lidt mere end det.

Men ikke et milliardbeløb, der måler sig med kravet fra i fjor. I stedet er overskriften fra den kommunale side af bordet sammenfattet i det nye ikke helt mundrette motto ’Betal eller bak op’. Med tryk på det sidste.

{{toplink}}

Underforstået, at hvis ikke regeringen er klar til at smide tilstrækkeligt mange penge på bordet, så skal Wammen og kompagni give håndslag på, at de vil gøre det muligt for kommunerne at holde økonomien inden for det aftalte.

Enten ved at lempe lovgivningen på udvalgte områder, eller som absolut minimum ved ikke at tale borgernes forventning til velfærden højere op, end hvad man reelt har mulighed for at levere lokalt. Også selv om et folketingsvalg og sæsonen for store politiske salgstaler igen står for døren.

Socialudgifter er igen den store knast

På de store tal bruger kommunerne lidt over 275 milliarder kroner på service og velfærd. Og omkring 20 milliarder kroner på byggeri og renovering.

Kommunernes samlede serviceudgifter stiger år for år. Den udvikling er først og fremmest drevet af, at der bliver stadig flere ældre med behov for støtte og hjælp. Oven i det er der også et stigende antal børn i daginstitutionsalderen.

Omvendt har udgifterne til skoleområdet været nedadgående de forudgående år, hvilket ikke mindst skal ses i lyset af, at der er blevet færre børn i den skolepligtige alder i perioden.

Set med kommunale briller er det udviklingen på det specialiserede socialområde, som er det største problem inden for velfærdsområderne.

Opfattelsen er, at regeringen kun lige med nød og næppe dækker de stigende udgifter til, at der bliver flere ældre og flere børn, når de har kompenseret for den demografiske udvikling.

Så når udgifterne til voksne med handicap og udsatte børn er steget med godt 1,6 milliarder kroner fra 2020 til 2021, så er det sket uden særskilt statslig kompensation.

Pengene har man derfor måttet finde andre steder i de lokale budgetter.

Wammen varmer op til hård kamp om anlægsramme

Når det kommer til den side af de kommunale driftsbudgetter, der handler om vedligehold, renovering og nybyggeri, så er der i år lagt op til ekstra hårde forhandlinger.

Kommunernes byggeplaner overgår som hovedregel, hvad Finansministeriet er parat til at give med et par milliarder kroner. Men i år er der af flere årsager båret ekstra ved til de konfliktfulde diskussioner.

{{toplink}}

For det første er byggepriserne stærkt stigende, og de kommunale anlægsprojekter har derfor udsigt til at kunne blive væsentlig dyrere end forudsat. I det lys rækker de aktuelle knap 20 milliarder kroners anlægsbudgetter ikke så langt som for bare et år siden.

For det andet fordi den generelle inflation er ekstraordinær høj, og man i Finansministeriet derfor også har en ambition om at dæmpe efterspørgslen i økonomien for at holde prisstigningerne i ave.

Anlægsudgifterne er da også et af de få områder, hvor regeringen har meldt en ambition ud på forhånd. Første gang ved præsentationen af regeringsudspillet ’Danmark kan mere II’ i midten af april.

Her lægger regeringen op til at skrue op for tempoet i den grønne omstilling for at gøre Danmark og EU mindre afhængig af at importere gas fra Rusland. Derfor skal der sættes mere fart på udrulningen af fjernvarme som erstatning for naturgas.

Radikalt krav kan betyde færre investeringer

Den ambition kræver ekstra anlægsaktivitet, som ifølge finansminister Nicolai Wammen skal modsvares af at der lægges en dæmper på andre offentlige byggeprojekter.

Forklaringen er, at man skal undgå en overophedning af byggebranchen og samfundsøkonomien.

Mandag lagde regeringen så endnu mere pres på. Det skete, efter Radikale forlod forhandlingerne om en ny støtteordning til borgere, som bliver særlig hårdt ramt af inflationen. Radikale var blandt andet utilfredse med, at regeringen ville lånefinansier ordningen.

De fik kort tid efter Nicolai Wammen til at foreslå, at pengene til ordningen bliver fundet ved at reducere de offentlige investeringer med tre milliarder kroner i år og næste år. Om det også rammer den kommunale anlægsramme, nævnte han ikke.

Men KL har god grund til at forberede sine medlemmer på, at næste års budgetter vil kræve skarpe prioriteringer på anlægssiden.

Udover de store knaster om størrelsen på service- og anlægsramme, så er der naturligvis en række andre forhold, som skal afklares med økonomiforhandlingerne.

{{toplink}}

Ingen appetit på 'funny money'

Fast punkt på programmet er også et forventeligt regeringskrav om, at der kan frigøres penge fra den løbende drift gennem effektiviseringer eller andre produktivitetsforbedringer.

De seneste år har regeringen ikke mindst arbejdet for at få gennemført besparelser på brugen af såkaldte managementkonsulenter i den offentlige sektor.

Socialdemokratiet bebudede inden folketingsvalget i 2019 at ville skaffe tre milliarder kroner ekstra til velfærd ad den vej. Ind til nu har regeringen igennem finanslove og økonomiaftaler skrevet besparelser for 2,5 milliarder kroner ind i de offentlige budgetter.

Fra kommunernes side regnes den slags penge langt hen ad vejen som en slags ’funny money’, som i praksis ikke har meget realitet på sig.

Spørgsmålet er, om regeringens nye ambition om at frigøre tusindvis af årsværk i den offentlige sektor gennem nye digitaliseringsinitiativer vil falde i samme kategori.

Eller om regeringen vil følge op med konkrete lovændringer og andre tiltag, som gør det mere realistisk at forvente en reel besparelse.

Sker det ikke, så kan kommunernes tilskyndelse til at acceptere økonomiske effekter af den slags effektiviseringstiltag formentlig ligge på et meget lille sted.

Folketingsvalg gør ingen forskel

Herudover er det også regeringens ambition, at der skal landes en politisk aftale på Christiansborg om det nære sundhedsvæsen, inden økonomiforhandlingerne er færdige.

Lykkes det, vil spørgsmål om implementering og nye kvalitetskrav på sundhedsområdet pludselig også kunne dukke op. Herunder spørgsmålet om finansieringsform og en arvtager til den fastfrosne kommunale medfinansiering af regionerne.

Men formentlig uden at der vil kunne nå at blive rykket meget på den dagsorden i år.

Set i lyset af, at der er tale om den sidste økonomiaftale inden et folketingsvalg, kan kommunerne samlet set have gode kort på hånden for at presse regeringen på velfærdsdagsordenen.

Omvendt kan regeringen godt leve med en aftale, som dækker demografien men så heller ikke så meget mere end det. Også selv om det må betyde, at man accepterer en mere dæmpet velfærdsretorik i den endelige aftaletekst.

Der er sjældent den store medieopmærksomhed om forårets økonomiforhandlinger sammenlignet med efterårets finanslovsforløb. 

Uanset hvad kan de lokale politikere godt forberede sig på, at det næppe er en økonomiaftale med KL, der vil lægge en dæmper på løfterne om fremtidens velfærd, når først Mette Frederiksen (S) har trykket på valgknappen.

kim@altinget.dk