Axel Hoppe: Fjernundervisning er ikke det samme som nødundervisning

Af Axel Hoppe
Centerchef, Center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne (CIU)

Ministeriet har proklameret nødundervisning under coronakrisen.

På grund af den fysiske lukning af skoler og uddannelsesinstitutioner er det blevet lig med fjernundervisning. For mange går lighedstegnet begge veje, sådan at fjernundervisning også er lig med nødundervisning. 

Den digitale fjernundervisning er blevet en kampplads – ikke mindst ideologisk. Jeg mener, at det er meget mere produktivt at se den som et eksperimentarium, hvor nødvendigheden har sat en ny dagsorden. Den skal vi bruge til at gøre erhvervsuddannelserne bedre.  

Kamppladsen er polariseret
Nogle pointerer nødaspektet i debatten: For de praktiske uddannelser bliver fjernundervisningen aldrig andet end en ringe erstatning. Andre taler om at tage digitale tigerspring, og at krisen vil skyde erhvervsuddannelserne ind i den digitale tidsalder.

Debattørerne deler sig således i det, som Lars Goldschmidt og Kasper Palm fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne kalder "de digitaliseringsbegejstrede" og "de nærhedsbegejstrede".

Når nødundervisning bliver blandet sammen med fjernundervisning, opstår der en uudtalt forståelse af, at den sidste er andenrangsundervisning, og at undervisningen var bedre i de gode gamle, præ-digitale tider.

Ligeså forfejlet er det imidlertid at falde på halen for wauweffekten i nogle af de nye teknologier uden at være skarpe på, hvordan de kan bruges i en didaktisk sammenhæng. Diskussionen ender hurtigt i en polarisering, og det er sjældent konstruktivt.

Enestående mulighed for eksperimenter
I Center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne foretrækker vi at se den nuværende situation som et eksperimentarium. Der udføres ikke eksperimenter i gængs forstand med kontrollerede forsøg og veldefinerede variable.

Derimod har coronavirkeligheden sat en helt ny ramme op for erhvervsskolelærernes undervisning. Over hele landet har de kastet sig ud i at eksperimentere med, hvordan de bedst muligt kan gennemføre deres undervisning til størst mulig gavn for eleverne.

Hvor trist situationen end er, mener jeg, at vi skal udnytte den til at skærpe vores blik for, hvad de digitale hjælpemidler kan – og hvad de ikke kan.

Lige nu har vi en enestående mulighed for ikke bare at tænke over, men også at iagttage hvordan de forskellige måder at bedrive undervisning på kan berige hinanden.

Den nødvendige didaktik
Lad os gå fordomsfrit til sagen og iagttage, hvad der faktisk sker i denne tid.

Hvornår er der tale om nødundervisning, fordi vi ikke er i stand til at tilbyde noget bedre i den nuværende situation? Og hvor giver det mening også i fremtiden at bruge de digitale værktøjer, fordi de imødekommer et reelt behov?

Eksempelvis i forhold til at skabe rum for de elever, der har svært ved at komme til orde i det traditionelle klasserum, eller i forhold til at overkomme fysiske afstande, der kan holde nogle elever væk fra uddannelserne.

Vi skal være konstruktivt kritiske og tænke som gode didaktikere. I den nuværende situation har mange forståeligt nok gået frem efter de forhåndenværende søms princip og brugt de programmer og midler, der var umiddelbart tilgængelige. 

Men set i et længere perspektiv er den didaktiske rammesætning med læringsmål, mulighed for differentiering og elevaktivering og med relationen mellem lærer og elev vigtig. Ikke mindst det sidste er afgørende for elevens læring – i digitale såvel som analoge sammenhænge.

Hvis vi vil undgå at falde i kamppladsens grøfter, men i stedet få det fulde udbytte af det, der sker i eksperimentariet, så er det som didaktikere, at vi skal være skarpe.

Vi skal – både nu og efter coronakrisen – bruge fjernundervisningen der, hvor det giver mening. 

debat@altinget.dk