AOF om VEU-system: Det er trættende problemlæsning efterhånden

DEBAT: Trods mange politiske ambitioner gennem årene findes der ingen konkrete mål på området. Vi mangler et reelt opgør med det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem, mener John Meinert Jacobsen, direktør i AOF.

Af John Meinert Jacobsen
Dirketør i AOF Danmark

Der er brug for at styrke VEU-indsatsen, som er dyr og ufleksibel. Op mod 600.000 danskere har svært ved at læse og skrive. Cirka 500.000 har svært ved at regne til hverdagsbrug, og én million danskere har svage it-færdigheder.

Tallene er alarmerende, og man kan roligt sige, at der er brug for en helt omfattende og anderledes indsats. De kommende trepartsforhandlinger bør se nærmere på voksen- og efteruddannelsessystemet, så alle danskere kan få den nødvendige uddannelse og opkvalificering. 

Hæmmer vores konkurrenceevne 
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bliver der mangel på faglært arbejdskraft på 32.000 personer i 2020, og det kan få stor betydning for produktionen og dermed samfundsøkonomien.  Det skyldes primært, at der ikke er nok unge, der vælger en faglært uddannelse, og at der stadig er mange ufaglærte, der ikke bliver opkvalificeret. 

Efteruddannelsesaktiviteten er faldende, for eksempel er AMU-aktiviteten de seneste fem år halveret. Ifølge Danmarks Evalueringsinstitut overser virksomhederne læsesvage ansatte, eller også bliver medarbejderne frataget de opgaver, som de ikke kan løse.

Mange virksomheder kender heller ikke til de muligheder, der er for at sende medarbejderne på kursus. Det forringer medarbejdernes kompetenceudvikling, og på sigt går det ud over Danmarks globale konkurrenceevne.

Trættende læsning
Gennem flere år har mange rapporter og statistikker behandlet problemet om manglende almene færdigheder, og man bliver lidt træt af at læse om det, når det ikke bliver taget seriøst. 

Der har været rigtig mange og gode politiske intentioner og ambitioner, men uden succes. Der findes ingen konkrete mål, og der mangler et reelt opgør med det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem.

Ikke gearet til opgaven
Der er mange tilbud i voksen- og efteruddannelsessystemet, men det der mangler er et uddannelsessystem, der kan motivere – både medarbejdere og virksomheder – og som kan hjælpe virksomhederne med at lave uddannelsesplaner, der på en fleksibel måde passer ind i virksomheden.

Ifølge Danmarks Evalueringsinstitut er det hele 24 procent af medarbejderne, der ikke ønsker at komme i videreuddannelse og 22 procent af virksomhederne mener, at de har for travlt til at sende medarbejderne på kurser. 

Hverken virksomhederne eller medarbejderne er motiverede eller har et langsigtet perspektiv på medarbejdernes kompetenceudvikling, og det er en samfundsmæssig udfordring.

Det nuværende uddannelsessystem er simpelthen ikke gearet til at opsøge virksomhederne og arbejde med uddannelsesplanlægning og medarbejdernes motivation. 

Fleksibilitet, tak
Det danske voksen- og efteruddannelsessystem er forældet. Det er ikke tilpasset det samfund og arbejdsmarked, vi har i dag. Der er brug for efteruddannelsestilbud, der både er mere fleksible og bedre målrettet behovene, men som også institutionsmæssigt er indrettet mere fleksibelt.

Samtidig skal den almene, erhvervsrettede del af VEU-indsatsen styrkes og koordineres på en ny måde, og det kræver, at der fokuseres på opgavepolitiske anbefalinger og samtidig sikres, at disse ikke institutionspolitisk monopoliseres. 

Jeg håber, at de kommende trepartsforhandlinger vil være med til at ændre systemet og fokusere på behovene og skabe muligheder for virksomhedsopsøgende arbejde og uddannelsesplanlægning.

Forrige artikel V: VEU-tilbuddene skal matche virksomhedernes behov V: VEU-tilbuddene skal matche virksomhedernes behov Næste artikel EVA-direktør: Hvorfor er køen til voksenundervisning ikke alenlang? EVA-direktør: Hvorfor er køen til voksenundervisning ikke alenlang?