Alternativet vælger kandidater i Ringkøbing-Skjern

Alternativet i Ringkøbing-Skjern er klar med fire kandidater til kommunalvalget i november. Byrådsmedlem Peder Sørensen bliver partiets spidskandidat.

Alternativet i Ringkøbing-Skjern Kommune er klar med foreløbigt fire kandidater til det kommende kommunalvalg.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Partiets spidskandidat bliver Peder Sørensen, der allerede nu sidder i byrådet i Ringkøbing-Skjern. Han var indtil marts 2016 medlem af SF, men meldte sig efter en kort periode som løsgænger ind i Alternativet, som han altså nu også skal stå i spidsen for ved kommunalvalget i november.

58-årige Peder Sørensen blev første gang valgt ind ved kommunalvalget i 2005, og han har derudover også været folketingskandidat for SF i en kort periode i 2010. Til daglig er han leder af Ringkøbing-Skjern Produktionsskole.

De øvrige kandidater, der er opstillet for Alternativet, er 61-årige Birgitte Bille Hansen, der er praktiserende psykolog, 40-årige Mads Reenberg, der er lærer, og 52-årige Dorthe Thomsen, der også er lærer. Der vil senere blive tilføjet yderligere navne til opstillingslisten.

Forrige artikel Fhv. Slagelse-borgmester melder sig ud af Venstre Næste artikel Campus Bornholm får ny vicedirektør